Mens vi venter på nye retningslinjer: Sådan bør almen praksis tage hånd om osteoporose

Ifølge Sundhedsstyrelsen rapport om osteoporose fra 2018 lever 650.000 danskere med sygdommen, men kun omkring 200.000 ved det. Alligevel har almen praksis ikke fået opdateret deres vejledning på området i 20 år.

Det er måske også årsagen til, at overlæge på Hormon- og Knoglesygdomme på Aarhus Universitetshospital og professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet Bente Langdahl for 7. gang i træk afholder et kursus for praktiserende læger og andet praksispersonale i forbindelse med årets Lægedage om netop osteoporose i almen praksis.

Lægedage 2023:

Dagens Medicin dækker årets Lægedage tæt. Find alle vores artikler fra begivenhedenher.

Budskabet i det kursus, som Bente Langdahl afholder torsdag, er meget simpelt. Det handler om at ruste almen praksis til i højere grad at være med til at identificere borgere med osteoporose eller høj risiko for at udvikle sygdommen og sætte dem i den rette behandling.

»Der kommer snart en ny vejledning på osteoporoseområdet til almen praksis, men mens vi venter på den, har mange læger og andet personale fra almen praksis behov for at blive opdateret på området. Det er også meget vigtigt i en tid, hvor sygdommen længe har været underprioriteret, og hvor lægerne hele tiden bliver bedt om at øge fokus på deres borgere med andre sygdomme, for eksempel diabetes og demens. Det har skubbet osteoporose som område i baggrunden,« fortæller Bente Langdahl.

Almen praksis kan spille nøglerolle i opsporing

Ifølge Bente Langdahl skal praktiserende læger og andet sundhedspersonale fra almen praksis især være opmærksomme på fire punkter, der også er dem, som overlægen fremhæver i sit kursus.

For det første er almen praksis i en ideel position i forhold til at være med til at diagnosticere personer med osteoporose. Det skyldes blandt andet, at lægerne ofte har et overblik over borgernes risikofaktorer for udvikling af sygdommen.

Det kan blandt andet dreje sig om osteoporose i familien, forudgående lavenergi knoglebrud, status som ryger, brug af prednisolon eller andre kendte risikofaktorer.

Ved at være opmærksom på disse risikofaktorer hos borgerne kan almen praksis være med til at få identificeret en større del af den gruppe af danskere, som lever med osteoporose, men som endnu ikke ved det.

»Det handler ikke om, at vi skal finde alle 650.000 danskere med osteoporose, men lad os gøre en indsats for at finde dem med høj risiko, så de kan komme i behandling, inden de brækker en hofte eller får rygsammenfald. Her er almen praksis i en unik position, og min erfaring er, at praksissygeplejersker er gode til en sådan opsporingsopgave. Det handler om, at vi ved at afdække risikofaktorer kan identificere disse borgere og hjælpe dem med at få et godt liv så længe som muligt. Netop ved en sådan aktiv tilgang til opsporing kan vi også være med til at mindske den sociale ulighed, der lige nu findes i forhold til opsporing og behandling af osteoporose,« siger Bente Langdahl.

Fokus på valg af det rette lægemiddel

For det andet peger Bente Langdahl på, at praktiserende læger i højere grad gerne må påtage et større ejerskab over behandlingen af patienter med osteoporose.

I dag findes der tre knoglestyrkende behandlinger (alendronat, aclasta og prolia) og to knogleopbyggende behandlinger (teriparatid og evenity).

Det er vigtigt, at læger har en plan for deres patienter med osteoporose flere år frem i tiden, og at de inddrager patienterne i denne plan

Bente Langdahl, professor, Aarhus Universitet

Disse behandlinger giver læger typisk til patienter i en given rækkefølge, hvor patienterne først bliver forsøgt behandlet med alendronat, derefter aclasta og til sidst prolia.

Bente Langdahl slår dog på tromme for, at de praktiserende læger i højere grad tager stilling til, om den ene eller anden behandling er den rigtige til den enkelte patient.

Bor en patient som eksempel 150 kilometer fra sygehuset, giver det måske mere mening, at lægen giver patienten en injektion med prolia én gang hver sjette måned, fremfor at patienten skal have årlige injektioner med aclasta på sygehuset.

»Vi er kommet så langt i vores forståelse af de forskellige behandlinger, at vi godt kan begynde at se, om nogle egner sig bedre til den ene eller anden patient. I stedet for at tage den slagne vej kan de praktiserende læger springe lidt hurtigere frem i behandlingsrækkefølgen til nogle patienter,« siger Bente Langdahl.

Det samme gælder ved behandling med de to knogleopbyggende behandlinger, hvor de praktiserende læger ifølge Bente Langdahl også bør kende til fordele og ulemper ved de to behandlinger, så de kan bedre er i stand til at rådgive patienterne.

Osteoporose skal behandles som en kronisk sygdom

På samme måde peger det tredje punkt, som Bente Langdahl fremhæver, også på den praktiserende læges rolle i det lange seje træk i patientforløbet om en patient med osteoporose.

Her skal læger ifølge Bente Langdahl i højere grad se på osteoporose som en kronisk tilstand, der kan kræve forskellige tilgange i behandlingen til nogle tidspunkter og andre tilgange til andre tidspunkter.

Nogle patienter kan måske holde pause i behandlingen, og her er det vigtigt, at den praktiserende læge tænker det aspekt ind samtalen med patienten, at selvom tallene for knoglerne ser så gode ud på et tidspunkt, at det giver mening at tage patienten af behandlingen, har patienten stadig osteoporose og skal muligvis tilbage på behandling på et senere tidspunkt.

»Det er vigtigt, at læger har en plan for deres patienter med osteoporose flere år frem i tiden, og at de inddrager patienterne i denne plan,« siger Bente Langdahl.

Mangel på DXA-scannere

Endelig fremhæver Bente Langdahl, at der kan være forskelle i tilgangen til diagnosticering og opfølgning på patienter med osteoporose på hver side af Storebælt.

Årsagen er den, at tiden til at få plads i en DXA-scanner, der i dag er den eneste måde til præcist at følge knoglernes tilstand, er længere på Sjælland og i København end på Fyn og i Jylland.

Manglen på tider til DXA-scanning i Hovedstaden og på Sjælland skyldes, at der meget simpelt mangler personale til at stå for de mange scanninger.

»Derfor skal vi diskutere, hvornår og hvordan vi bruger DXA-scanninger, og om vi kan gøre andet for at følge knoglehelbredet hos patienter i almen praksis. Vi har i kurset fokus på, hvordan vi kan bruge andre undersøgelser af for eksempel knoglemarkører i blodprøver til at følge udviklingen hos vores patienter, så vi kan få indblik i sygdommens stadie, uden at vi nødvendigvis behøver at få dem i en overbebyrdet DXA-scanner,« siger Bente Langdahl.