Medieskabte symptombilleder bliver omfavnet af sårbare patienter

Vi lever i et digitaliseret højhastighedssamfund, hvor personhistorier og enkeltsager har hurtig adgang til medierne og til de sociale platforme. Således har vi igennem de seneste 5-10 år i tiltagende grad set, hvordan mange politiske enkeltsager er gået viralt med krav om handling på et helt udokumenteret grundlag.

Det samme er tilfældet indenfor sundhedssystemet.

Flere af de symptomer, der beskrives som senfølgesymptomer, er almene symptomer som træthed, hovedpine, muskelsmerter

Hyppigere og hyppigere har vi set, hvordan sygdomstilstande og bivirkninger nærmest bliver til gennem en voldsom eksponering af personhistorier i medierne, herunder statinbivirkninger, HPV-vaccinationsbivirkninger og effekten af medicinsk cannabis på smerter for at nævne nogle. Ofte er det med et samtidigt medieskabt og politisk krav om handling fra sundhedsvæsenet.

Vi husker alle, hvordan historierne om kvinder, der beskrev alvorlige bivirkninger af HPV-vaccinen, Gardasil, trak store overskrifter for 5-7 år siden, hvilket medførte, at dækningen til HPV-vaccinationsprogrammet i Danmark faldt voldsomt. Samtidig blev der oprettet HPV-klinikker i hele landet, der skulle undersøge de kvinder, som beskrev bivirkninger.

Det er nu endeligt vist, at der ingen sammenhæng er mellem HPV-vaccinen og de rapporterede alvorlige neurologiske lidelser. Det er konklusionen på en stor undersøgelse, der har set nærmere på næsten 1,4 millioner danske piger og kvinder i alderen 10 til 45 år. Denne undersøgelse har i øvrigt ikke ryddet forsider eller givet anledning til selvransagelse i de selvsamme medier, som skrev og talte så meget om HPV-vaccinationsbivirkningerne.

Pressen har defineret, hvad det vil sige at have coronasenfølger

Aktuelt har coronasenfølger igennem den seneste tid på lignende måde trukket mange overskrifter og megen taletid i både den skrevne og talte presse.

Baseret på enkelthistorier og subjektive fortællinger, får vi borgere som læsere og lyttere mere og mere det indtryk, at det er en tilstand, der faktisk findes som en velbeskrevet ætiologisk sygdomsenhed. Begrebet coronasenfølger er i høj grad blevet til i og defineret af den danske presse og på de sociale platforme.

Men hvordan og hvornår kan vi vide, om der er tale om almindelige eftervirkninger efter en infektionssygdom, eller om der er tale om senfølger?

Da COVID-19 er en ny sygdom, som vi intet ved om i forvejen, må sundhedssystemet og lægevidenskaben, som jo arbejder på evidensbaseret grundlag, indsamle data og viden, før man kan forholde sig til, hvilke af de symptomer som rapporteres, der er senfølger, og hvilke der ikke er det. Sundhedsstyrelsen har således oprettet en faglig følgegruppe, der skal samle og drøfte eksisterende viden om coronasenfølger. Nu må vi som med HPV-vaccinationsbivirkningerne afvente undersøgelserne og evidensen.

Træthed, hovedpine og muskelsmerter er almindelige symptomer

Der er ingen tvivl om, at der findes nogle patienter, som har fået komplikationer/senfølger efter COVID-19 – eksempelvis lungeembolier, Kawasakis syndrom og andre komplikationer, herunder sikkert også komplikationer som vi ikke ved nok om endnu. Men flere af de symptomer, der beskrives som senfølgesymptomer, er almene symptomer som træthed, hovedpine, muskelsmerter – symptomer, der også blev associeret med følger efter HPV-vaccinen og i øvrigt er meget almindeligt forekommende symptomer i den danske befolkning.

På den måde er medierne med til at skabe symptomkasser, som disse sårbare mennesker kan puttes ned i

Eksempelvis rapporterer 66 pct. af af de adspurgte i Den Nationale Sundhedsprofil, 2017, at de havde oplevet træthed i løbet af de seneste 2 uger og 36 pct. havde oplevet hovedpine i samme periode. Det er også symptomer, som er meget almindelige i rekonvalescensperioden efter en slem infektion — som influenza, en lungebetændelse eller lignende.

Når nye sygdomme opstår, og nye behandlinger/vacciner indføres, vil der næsten altid opstå følgevirkninger eller bivirkninger, og man vil hos nogle patienter kunne påvise en sammenhæng med de efterfølgende symptomer.

Højhastighedssamfundet belaster

Men det er min personlige oplevelse fra almen praksis, at der derudover findes en sårbar gruppe af mennesker, som ofte reagerer på disse medieskabte symptombilleder, denne ‘sociale smitte’, ved at søge læge. Nogle af disse er mennesker, der længe har søgt efter en forklaring på deres symptomer, har måske tidligere mistænkt borrelia, HPV-vaccination eller lignende for at være årsagen.

Andre har længe været overbelastede af vores højhastighedssamfund, og her kan oplevelsen og genkendelsen af symptomer, som er forenelige med symptomer beskrevet som følger efter eksempelvis COVID-19 og HPV-vaccination blive det, der udløser en kronificering. På den måde er medierne med til at skabe symptomkasser, som disse sårbare mennesker kan puttes ned i.

I trafikken er det sådan, at jo højere hastighed desto flere ulykker, og i samfundet er det nok også sådan, at jo højere hastighed desto større er risikoen for sammenbrud. Måske er en af de samfundsmæssige omkostninger af vores højhastighedssamfund, at der opstår flere og flere af sådanne symptomtilstande. Og omkostningen i sundhedsvæsenet er deraf, at vi skal bruge mere tid og flere sundhedskroner på at undersøge sammenhænge mellem sygdomme/behandlinger og mulige følgevirkninger/bivirkninger. Samt at vi skal lære løbende at håndtere den udfordring, som det digitaliserede højhastighedssamfund med sin mediestøj og sit her-og-nu-fokus giver i forhold til vores evidensbaserede arbejdsmetode.

Tilbage står at man kunne ønske sig, at medierne og politikerne havde et meget bredere perspektiv, herunder også en samfundsmæssig og sundhedsfaglig vinkel i stedet for alene at fokusere på den ene sensationsprægede clickbait-personhistorie efter den anden, som er med til at danne substrat for medieskabte diagnoser og social smitte.