Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Almen praksis

Medicintilskudsnævnet vil fjerne tilskud til populær diabetesmedicin

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Den primære ændring i nævnets anbefalinger er, at det generelt klausulerede tilskud til GLP-1-analogerne skal bortfalde,«  skriver Medicintilskudsnævnet.

Lægemidlet Ozempic har de seneste år vundet stor udbredelse blandt patienter med type-2 diabetes herhjemme med et stort hul i statskassen til følge. Nu foreslår Medicintilskudsnævnet en bortskaffelse af det klausulerede tilskud til GLP-1 analoger og dermed et medicinskifte for mange tusinde danskere. Både DSAM og Endokrinologisk Selskab ærgrer sig over udviklingen.


87.000 danskere, som i dag bruger det populære diabetesmiddel Ozempic, risikerer at miste det offentlige tilskud til medicinen.

Det står klart, efter at Medicintilskudsnævnet har sendt et nyt forslag i høring.

Vi synes, at det er beklageligt, at nævnet har set sig nødsaget til at stramme procedurerne og afskaffe det klausulerede tilskud, som mange patienter i dag har glæde af

Pernille Hermann, overlæge, OUH

Her lyder anbefalingen til Lægemiddelstyrelsen at sløjfe det klausulerede tilskud til GLP-1 analogerne, som på kort tid har vundet stor udbredelse i behandlingen af type 2-diabetes herhjemme.

»Den primære ændring i nævnets anbefalinger er, at det generelt klausulerede tilskud til GLP-1-analogerne skal bortfalde. Det skyldes, at denne type medicin er væsentlig dyrere end anden diabetesmedicin, uden at der er behandlingsmæssige fordele ved dem for alle patienter,« skriver Medicintilskudsnævnet i sin nye anbefaling.

Eksplosiv udvikling

Blandt GLP-1-analogerne har særligt Ozempic, som producenten Novo Nordisk står bag, været på voldsom fremmarch de seneste år.

Foruden at regulere blodsukkerindholdet har lægemidlet også en appetitnedsættende og slankende effekt, som har gjort lægemidlet uhyre populært i befolkningen. Lægemidlet er dog ca. tre gange så dyrt som de billigere SGLT-2-hæmmere, og det har skabt en stor udfordring for regionerne, hvor udgiften til Ozempic alene i år ventes at overstige 1 mia. kr.

Alligevel er det beklageligt, at adgangen til GLP-1 analoger nu gøres mere restriktiv for patienter med diabetes. Det mener Pernille Hermann, formand for Dansk Endokrinologisk Selskab og overlæge på OUH.

»I Dansk Endokrinologisk Selskab synes vi, at det er beklageligt, at nævnet har set sig nødsaget til at stramme procedurerne og afskaffe det klausulerede tilskud, som mange patienter i dag har glæde af. Men bliver udgifterne til diabetesmedicinen omvendt så store, at det ligefrem går ud over andre patienter i sundhedsvæsenet, så må man jo skride til handling, og det har Medicintilskudsnævnet gjort,« siger Pernille Hermann.

Kritik af almen praksis

Det er i overvejende grad praktiserende læger, som udskriver Ozempic, og i takt med, at udgifterne til lægemidlet er begyndt at dræne statskassen, er kritikken af almen praksis taget til.

Jeg synes dog, at det er for let at pege fingre ad de praktiserende læger. Novo Nordisk og myndighederne bærer i høj grad også et ansvar for, at vi er havnet i den her uheldige situation

Bolette Friderichsen, Formand, DSAM

Ifølge Medicintilskudsnævnet viser de seneste forbrugsdata da også ‘stigende uhensigtsmæssigheder i forbruget af GLP-1’, hvilket er svært at tolke som andet end en indirekte kritik af lægerne i almen praksis.

»Efter Medicintilskudsnævnets første forslag blev sendt i høring, er der kommet nye forbrugsdata. Disse data viser et stigende uhensigtsmæssigt forbrug af GLP-1-analoger blandt patienter, der får tilskud til deres medicin,« skriver Medicintilskudsnævnet.

Af forbrugstallene fremgår det blandt andet, at hver fjerde patient begyndte i behandling med en GLP-1-analog i 2022 uden tidligere at have prøvet anden diabetesmedicin, såsom metformin, betacellestimulerende midler, DPP-4-hæmmer eller SGLT-2-hæmmere. Desuden havde to ud af tre patienter, der startede behandling med en GLP-1-analog med tilskud i 2022, ikke tidligere prøvet en SGLT-2-hæmmer.

For let at pege på almen praksis

Ifølge Bolette Friderichsen, formand i Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), er det dog for let at pege fingre ad almen praksis.

»Det er muligt, at der er sket for mange udskrivelser hos nogle læger i almen praksis. Jeg synes dog, at det er for let at pege fingre ad de praktiserende læger. Novo Nordisk og myndighederne bærer i høj grad også et ansvar for, at vi er havnet i den her uheldige situation,« siger Bolette Friderichsen.

»For det første har Novo Nordisk fastsat en pris på Ozempic, som er helt urimelig høj, og som er steget i takt med, at lægemidlet er blevet mere populært. Samtidig har myndighederne indregistreret Wegovy til en meget bred målgruppe, og kombineret med markedsføringen fra Novo Nordisk betyder det, at alle danskere efterhånden kender effekten af det. Ozempic er jo ikke det eneste GLP-1 præparat på markedet, men den afsmittende effekt fra Wegovy gør, at patienterne associerer det med vægttab. Samtidig er det et virkelig godt præparat til at behandle diabetes, og det bringer os i en svær situation, når patienterne kommer og efterspørger det, selvom vi selvfølgelig skal følge tilskudsreglerne,« siger Bolette Friderichsen.

God overgangsfase er vigtig

Vælger Lægemiddelstyrelsen at følge indstillingen fra Medicintilskudsnævnet vil det betyde, at mange tusinde danskere skal have justeret i medicinen, og her er det vigtigt, at myndighederne tænker sig godt om.

»Evidensen viser, at de nye kriterier kan give en lige så god diabetesbehandling som de gamle, selvom nogle patienter vil føle, at medicinskiftet er besværligt og måske ligefrem utrygt. Derfor er det vigtigt, at kriterierne for enkelttilskud bliver så klare som muligt, og myndighederne sørger for en lang overgangsperiode, så vi kan nå at søge tilskud til de mange patienter, som fortsat vil være berettigede til Ozempic. Sker det, vil det ikke gå ud over behandlingskvaliteten,« siger Pernille Hermann.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere