Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Medicinstuderende kan være en stor hjælp – både nu og i fremtiden

Udgivet:
Kommentarer (0)

For medicinstuderende kan et deltidsjob i almen praksis både være meningsfyldt og give et indblik i en spændende hverdag. Samtidig får læger og det øvrige personale frigjort tid til andre opgaver, og det gør det til en god investering, siger Mireille Lacroix. PLO-næstformanden håber også, at det vil give flere lyst til at uddanne sig inden for almen medicin.


I en travl praksis kan medicinstuderende være lige præcis den ekstra kapacitet, der er brug for, mens manglen på praktiserende læger er en udfordring mange steder i Danmark. Medicinstuderende kan for eksempel passe telefonen, forny recepter under en læges godkendelse, tage blodprøver, lave lungefunktionsundersøgelser og rengøre instrumenter og på den måde frigøre tid, som læger og de øvrige ansatte kan bruge på patienterne.

De har den rigtige tankegang, er meget motiverede og virkelig villige til at gøre en stor arbejdsindsats

Mireille Lacroix, næstformand, PLO

Næstformand i PLO Mireille Lacroix og hendes kompagnoner har ansat seks medicinstuderende i tilgift til to sygeplejersker og en farmakonom i deres praksis i Stenstrup på Sydfyn, der har 4.900 patienter. Det kalder hun den bedste beslutning, vi har taget længe.

»De har den rigtige tankegang, er meget motiverede og virkelig villige til at gøre en stor arbejdsindsats. De kommer med en rigtig god energi og giver et frisk pust til alle os, der måske er lidt ældre. Samtidig er de hurtigt opfattende og forstår de instrukser, de får, fordi de har den medicinske baggrundsviden,« siger Mireille Lacroix.

Hun oplever, at de medicinstuderende er ‘gode blæksprutter i hele huset’, og de sørger selv for at skemalægge deres arbejde, så lægehusets behov er dækket.

»Patienterne er også kun positivt indstillet over for det. Hvis de bliver mødt venligt og imødekommende, når de for eksempel skal have taget en blodprøve, så er der ingen problemer, og jeg har aldrig hørt et negativt ord om de studerende. De har tillid til, at de kan passe det arbejde, de udfører,« siger Mireille Lacroix.

Kræver lidt, kan give meget igen

Når man siger ja til at ansætte medicinstuderende, siger man samtidig ja til at påtage sig en lidt større oplæringsbyrde. Det kan ikke være anderledes. Og måske bliver der endda lidt mere oplæring i Stenstrup, fordi de potentielt kan miste studerende til jobs i Odense.

Det er vigtigt, at medicinstuderende får en oplevelse af, hvad der sker i almen praksis, så specialet kommer ind på lystavlen hos dem

Mireille Lacroix, næstformand, PLO

»Det er klart, at der er mere oplæring. Vi kører med dobbeltbemanding i oplæringsperioden, og det er selvfølgelig en investering, så vi håber, vores studerende bliver i lang tid,« siger Mireille Lacroix.

I hendes praksis har de valgt at ansætte medicinstuderende fra alle semestre over bachelorniveau. Selvom studerende på 11. og 12. semester har en langt større erfaring, så skal de snart ud i KBU og kan derfor kun sige ja til kortere ansættelser. Medicinstuderende, der er nået kortere i uddannelsen, skal måske have lidt mere oplæring, men har til gengæld mere tid at give af og kan være ansat i op til tre år.

»Overordnet set kan de medicinstuderende selvfølgelig ikke give den kontinuitet, man ønsker sig i patientforløb, men vi går målrettet efter at ramme forskellige semestre, så nogle kan være her længere. Det er rigtig godt givet ud, selvom de måske har lidt mindre erfaring,« siger Mireille Lacroix.

Men ud over hverdagen i Stenstrup tænker næstformanden naturligvis også på rekruttering af næste generation.

»Det er vigtigt, at medicinstuderende får en oplevelse af, hvad der sker i almen praksis, så specialet kommer ind på lystavlen hos dem. De har et ophold i løbet af uddannelsen, men jeg synes faktisk, det er for kort i forhold til, hvor meget almen praksis fylder i sundhedsvæsenet. Det her er en måde at rekruttere til almen på praksis på, og jeg har da hørt, at psykiatriske afdelinger snakker om at ansætte medicinstuderende. Vi kæmper alle sammen for vores eget speciale,« siger Mireille Lacroix.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere