Mangelfuld kommunikation mellem læger og plejepersonale udfordrer stop af psykofarmaka til ældre med demens

De fleste er klar over, at mange ældre med demens får unødvendig antidepressiv medicin. Men også, at det kan være svært at stoppe medicinen, når den først er ordineret.

Netop den problematik har læge Pernille Hølmkjær fra Afdeling for Almen Medicin & Forskningsenheden for Almen Praksis på Københavns Universitet i en ph.d.-afhandling dykket ned i, og den første artikel er ude nu.

»De fleste er enige i, at der er et problem, og tidligere danske studier har vist, at ældre får for meget unødvendig medicin, og at det er enormt svært at stoppe. Hvor tidligere studier har kigget meget på, at det ikke giver mening med den store mængde psykofarmaka, har vi derimod fokus på, hvorfor det er så svært at seponere specielt antidepressiv medicin til ældre med demens,« siger Pernille Hølmkjær.

Læge Pernille Hølmkjær vil i sin ph.d. undersøge, hvorfor det er så svært at stoppe brugen af unødvendig psykofarmaka til ældre med demens. Første del af afhandlingen viser fem områder, der kan være en hjælp eller en barriere til at seponere psykofarmaka.

Revurdering hver tredje måned

Når ældre flytter på plejehjem, træder de ind i en tid, der for mange bliver defineret som den sidste tid i livet. Nogle af de ældre med demens har fået ordineret psykofarmaka, fordi de tidligere har haft en depression, eller fordi demenssygdommen har gjort dem udadreagerende.

Nogle ældre får psykofarmaka forebyggende, men spørgsmålet er, om det er nødvendigt at forebygge, når en ældre borger er i sin sidste del af livet, også hvis man tager lægemidlernes bivirkningsprofil in mente, der f.eks. kan medføre hyppigere fald.

»Ældre med demens kan godt fremstå depressive, uden at der egentligt er en reel depression, og så giver det ikke mening at give antidepressiv medicin. Retningslinjen lyder, at man skal revurdere psykofarmaka hver tredje måned, men det bliver ikke altid gjort,« siger Pernille Hølmkjær.

Hun slår fast, er der altid vil være tilfælde, hvor ældre med demens har brug for psykofarmaka. Det hun vil slå et slag for er, at det er vigtigt at revurdere og holde øje med, om den ældre fortsat har symptomer, eller om det vil være en idé at seponere lægemidlet.

Manglende tillid

Den første artikel i Pernille Hølmkjærs ph.d. er skrevet på baggrund af et systematisk review, hvor 14 studier er blevet kvantitativt undersøgt via en tematisk analyse af, hvorfor det er så svært at stoppe unødvendig antidepressiv medicin til ældre med demens.

Her er Pernille Hølmkjær sammen med de andre forskere bag studiet kommet frem til fem temaer, der kan give svaret på, hvorfor det er så svært.

Kommunikationen er en af årsagerne til, at ældre ikke får seponeret unødvendig psykofarmaka. Nærmere bestemt er det manglende eller mangelfuld kommunikation mellem den praktiserende læge og personalet på plejehjemmet.

»Der var meget, der viste, at manglende kommunikation eller en problematisk kommunikation er en af af de store barrierer i at få stoppet medicinen. De praktiserende læger og plejepersonalet er ikke altid er så gode til at tale sammen og derved få givet den rigtige information videre,« siger Pernille Hølmkjær.

Studiet kan ikke specifikt vise, hvad det er, de praktiserende læger og plejepersonalet ikke kommunikerer om. Men studiet viser, at på plejehjemmene kan personalet have en fornemmelse af, at nogle læger ikke hører efter, når de beskriver den ældres symptomer. Modsat mener lægerne, at de ikke bliver informeret tilstrækkeligt til at kunne tage stilling til, om den antidepressive medicin skal stoppes.

»Nogle gange er der manglende tillid mellem læger og plejepersonale, hvor plejepersonalet ikke føler, at de bliver taget alvorligt, og lægerne ikke mener, at plejepersonale giver relevante oplysninger. De kender ikke hinanden godt nok, og derfor får de ikke talt sammen om de ældres medicin,« siger Pernille Hølmkjær.

Barriere eller hjælp?

Det systematiske review har ført til fem temaer, der enten kan være en barriere, hjælp eller begge dele til at stoppe brugen af unødvendig medicin.

Operationalitet og rutiner:

Når der er en fast rutine med at gennemgå den ældres medicin, er der større sandsynlighed for at skille sig af med unødvendig medicin. I Australien f.eks. er der et fast årligt medicin-review hos ældre. I Danmark har vi et opfølgende hjemmebesøg som mulighed.

Manglende ressourcer og kvalifikationer:

Der er ikke altid de bedste faciliteter eller ressourcer i sundhedsvæsenet til at holde fokus på at behandle, hvis symptomer på psykiske lidelser opstår.

Patientrelaterede resultater:

Der er en tendens til, at både sundhedsfaglige, borgere og pårørende har en meget stærk tro på, at det vil medføre negative konsekvenser for den ældre, hvis medicin stoppes. Medicinens mulige effekt vægtes højere end eventuelle bivirkninger.

Politikker:

Overordnede politikker kan hjælpe ansatte til at holde fokus på at stoppe unødvendig medicin. I USA findes der f.eks. rating-systemer, der belønner ansatte, der stopper for brug af unødvendig medicin. I Danmark ses det mere som en retningslinje fra Sundhedsstyrelsen, eller hvis en plejehjemsleder er engageret på området og hele tiden sørger for, at plejehjemmet har fokus på at undgå unødvendig psykofarmaka.

Samarbejde mellem læger og plejehjemspersonalet:

Lægerne ordinerer medicinen, mens plejehjemspersonalet er tæt på de ældre med demens og ser, hvordan psykofarmakaene påvirker. Samarbejde og kommunikation mellem parterne er vigtigt for at stoppe unødvendig medicin.

Dialogværktøj skal testes

Næste skridt i Pernille Hølmkjærs ph.d.-afhandling bliver at undersøge og teste en metode, der kan få plejepersonalet og de praktiserende læger til at kommunikere bedre sammen.

»Vi har en formodning om, at hvis vi kan få dem til at kommunikere bedre og imødekomme bekymringer hos den modsatte part, så kan det være medvirkende til at få fjernet nogle af barriererne, der står i vejen for, at unødvendig medicin ikke bliver stoppet,« forklarer Pernille Hølmkjær.

Derfor er hun i gang med at udvikle undervisningsmateriale og et dialogværktøj. Det gør hun bl.a. på baggrund af interview med pårørende, ældre med demens, plejehjemslæger og medarbejdere fra plejehjem med og uden plejehjemslæger.

»Værktøjet skal gerne kunne bruges i virkeligheden, og derfor er det vigtigt at spørge, at ‘hvis vi skal fjerne unødvendig psykofarmaka hos jer, hvordan skal vi så gøre?’,« siger Pernille Hølmkjær.

Guide til bedre kommunikation

Under sine interview har hun også testet det foreløbige dialogværktøj. Det skal være en guide til, hvordan parterne taler bedre sammen om, hvornår psykofarmaka skal seponeres, og hvad parterne hver især skal være opmærksomme på, når de skal tage stilling til, om medicinen skal fortsætte, skæres ned eller helt fjernes.

»De praktiserende læger skal klæde plejepersonalet på til at vide, hvornår der er grund til bekymring overfor unødvendig psykofarmaka, og hvilke symptomer de skal være opmærksomme på. Hvis samarbejdet skal fungere, skal der være en helt lavpraktisk aftale om, hvordan plejepersonalet kan gå til den praktiserende læge med deres bekymringer, så den praktiserende læge kan blive klædt på til at tage en videre beslutning,« siger Pernille Hølmkjær.

Undervisningsmaterialet og dialogværktøjet skal testes i et randomiseret forsøg over ni måneder. Halvdelen af lægerne skal gøre, som de plejer, mens den anden halvdelen skal holde et møde med det samarbejdende plejehjem om de beboere, der får psykofarmaka. Her skal de bruge undervisningsmaterialet og dialogværktøjet for at forbedre kommunikationen.

Læs hele artiklen skrevet af Amalie Elisabeth Moth, Pernille Hølmkjær, Anne Holm, Maarten Pieter Rozing og Gritt Overbeck her.