Lungekræftsagen: Det drejer sig om lungekræftpatienters chancer for overlevelse

Nogle har måske undret sig over, at der har været så megen skriveri om diagnostik af lungekræft og en påstået sikkerhedssag i Silkeborg. Derfor kan der være grund til en status og nogle overvejelser om forløbet.

Lad det være slået fast med det samme: Sikkerhedssagen i Silkeborg var falsk. Sagen var rejst med andre motiver end patienternes bedste.

Sagens kerne – lovende muligheder for at redde patienter – må helt vige for en ubønhørlig konflikt om, hvem der skal have ret

Hvis alle sygehuse i Danmark gjorde, som de gjorde i Silkeborg, ville man ikke længere bruge røntgen af lunger, hvis der var mindste mulighed for lungekræft. Man ville bruge en sikrere scanningsmetode, og et meget stort antal lungekræftpatienter – mindst et trecifret antal mennesker og i bedste fald op mod 400 – ville hvert år overleve deres sygdom.

Hvordan kunne en sådan skandale med en påstået sikkerhedsbrist så opstå, og hvordan kunne sagen fortsætte i nu over trekvart år? Hvordan kunne man tabe patientens bedste af sigte?

Her er er der væsentlig lærdom at hente både for sygehusledelser og for regionsråd.

Interne konflikter og misforstået loyalitet

I korthed starter sagen med, at en lægefaglig direktør i regionen begår en alvorlig fejl, bl.a. fordi dialogen med de menige læger svigter. Der opstår alvorlige interpersonelle konflikter, som starter voldsomme stædighedsreaktioner og interne (misforståede) loyalitetsreaktioner i den samlede direktion.

Sagens kerne – lovende muligheder for at redde patienter – må helt vige for en ubønhørlig konflikt om, hvem der skal have ret, og køen ved håndvasken og kampen for at redde ansigt og flytte aber bliver altdominerende.

Ingen i sygehusledelsen bevarer overblik eller søger konsensus eller afklarende dialoger. Sagen eskalerer til det uløselige, og den er nu indklaget til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Nu kommer tiden, hvor man forhåbentligt kan flytte fokus væk fra en kamp om at få ret til det, det drejer sig om: at redde patienter fra at dø af lungekræft.

Men i mellemtiden er der grund til at rejse alvorlige spørgsmål.

Hvordan kunne det gå så galt? Her er stof til læring og til mange ledelsesseminarer og afhandlinger om, hvilke mekanismer der går i spil, når et samlet ledelseskollegie i trods mister overblikket, og hvorfor og hvordan det kunne ske.

Regionsråd svigtede også

Som tilhænger af folkevalgte regioner har det også været ubehageligt at se, hvordan et regionsflertal blev dybt optaget af ikke at miste ansigt frem for at løse en konflikt, som ledelsen ikke formåede at løse.

Har de enkelte partier et tilstrækkeligt stærkt fagligt bagland, som kan støtte i vanskelige processer?

Vi så et uhørt svigt af det bestyrelsesansvar, som et regionsråd reelt også har, og hvor ansvaret er at sikre bedst mulige fremtidsudsigter for patienter bl.a. patienter med lungekræft.

Også her er der behov for dybtgående analyser af, hvad der gik galt, og hvorfor regionsrådet ikke kunne løfte opgaven.

Spørgsmål, der skal svares på

Skal der som i Folketinget være adgang til at nedsætte uafhængige undersøgelsesudvalg? Har vi opbygget et system, hvor bestyrelsesformanden – for det er den rolle, regionsrådsformanden har – er for svag og for ensidigt afhængig af sin direktion?

Har formanden de rette værktøjer til uafhængigt at indhente information og stille kritiske spørgsmål til sin egen direktion?

Faktum er, at vi kan gøre det langt bedre inden for tidlig diagnostik af lungekræft i Danmark

Har de enkelte partier et tilstrækkeligt stærkt fagligt bagland, som kan støtte i vanskelige processer? Spærrer blokpolitik for et køligt overblik og en vilje til at komme til bunds i vanskelige sager?

Kan vi i fremtidige reformer sikre, at regionsudvalget i højere grad kan fungere som en ægte bestyrelse, som giver en direktion med- og modspil og støtte i vanskelige sager? Kan vi sikre det og samtidig beholde dem som folkevalgte bestyrelser?

Plads til forbedringer af tidlig diagnostik

Også her er der stof til mange analyser og overvejelser, og sagen i Silkeborg er en god case at studere, også når man skal overveje de fremtidige rammebetingelser for regionsrådenes arbejde.

Men tilbage står, at vi kunne redde rigtigt mange patienter fra at dø af lungekræft, hvis vi på landsplan kunne afskaffe brug af røntgen af lunger som led i det differentialdiagnostiske arbejde, når mistanke om lungecancer er en lille mulighed hos en patient, der opsøger egen læge.

Ligger den bold hos Folketinget og sundhedsministeren, eller formår Danske Regioner at udvise det nødvendige lederskab?

Faktum er, at vi kan gøre det langt bedre inden for tidlig diagnostik af lungekræft i Danmark.