Almen praksis
Lighed i sundhed kræver ulighed i lægetid: Grenå-læge gør noget ekstra for sårbare patienter
Udgivet:
Kommentarer (0)
Lægefællesskabet i Grenå gør sig ekstra umage for at levere et godt og trygt tilbud til klinikkens sårbare patienter, siger læge Jannik Falhof.
Den eneste måde at komme ulighed i sundhed til livs på i almen praksis, er ved at tilbyde ulighed i lægetid. Det mener Jannik Falhof, der er praktiserende læge i Grenå, hvor de identificerer de patienter, der skal have lidt ekstra opmærksomhed.
Nogle skal have mere tid, mens andre måske skal have lidt mindre tid, hvis almen praksis skal være med til at udligne uligheden i sundhed. Det er et mantra i Jannik Falhofs praksis i Grenå.
Lægedage 2024:
Følg dækningen af årets Lægedage her.
Her kalder de patienterne, der har brug for en lidt mere målrettet indsats, for stjerne-patienterne. De kan lide af flere samtidige sygdomme, tage flere slags medicin, have et dårligt socialt netværk eller ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, lide af misbrug, være hjemløse eller være indvandrere. De sårbare patienter, kalder andre dem.
Hvordan man identificerer dem, er omdrejningspunktet for kurset ‘Overblik over mine sårbare patienter via data?’ på Lægedage 2024, hvor Jannik Falhof er én af underviserne.
»Igennem de seneste 50 år er uligheden i sundhed vokset, og hvis vi skal gøre noget ved det, så skal vi identificere de mest sårbare patienter og tilbyde dem en mere målrettet indsats. Vi skal simpelthen bruge vores kræfter bedst muligt,« siger Jannik Falhof.
I klinikken i Grenå, der består af fem kapaciteter, 9.200 patienter og mere end 4.000 med multisygdom, har de 600 stjerne-patienter.
Hvordan finder man dem?
I Jannik Falhofs klinik benytter de sig blandt andet af data til at identificere nogle af de patienter, der har brug for ekstra opmærksomhed fra deres praktiserende læge. Det gør de ved at søge på bestemte kroniske sygdomme, der kan give en særlig sårbarhed.
I almen praksis har vi kontakt med de fleste mennesker i løbet af et år, og der skal vi jo ligesom have øjne og ører åbne i forhold til, hvad det er, der er på spil i patientens liv
Jannik Falhof, praktiserende læge, Grenå
»Først og fremmest har vi besluttet os for målrettet at arbejde med denne her gruppe af patienter. For dem, hvor vi kan søge på data, er det rimeligt enkelt at gå systematisk til værks og hurtigt danne et overblik over, hvem der måske skal lidt bedre styr på, og hvem vi ikke har set længe, men burde,« siger Jannik Falhof.
Når først datasøgningen er sat op, så er det ikke noget, der kræver ret meget tid af den enkelte læge. Omvendt krævende er det at identificere dem, der ikke har en sygdomsmæssig sårbarhed. Men der er ikke andre end almen praksis til at gøre det.
»I almen praksis har vi kontakt med de fleste mennesker i løbet af et år, og der skal vi jo ligesom have øjne og ører åbne i forhold til, hvad det er, der er på spil i patientens liv. Det er klart, at hvis vi ikke spørger til eller udforsker nogle af de her forhold, så får vi ikke den viden, vi har brug for. Men det kan også være en svær øvelse.«
Lægerne i Grenå har sammen besluttet sig for, at de vil investere ekstra i denne her patientgruppe, selvom det ikke er en investering, der er noget at tjene på.
»Der er nogle ildsjæle, der prøver nogle ting, men der er desværre ikke et system på plads, og det er der virkelig brug for. Systemet vi arbejder under motiverer ikke til at lave den her type særlige indsats, og det er også derfor, vi ikke er kommet nogen vegne de seneste 50 år,« siger Jannik Falhof.
»Hvis man nu blev honoreret for at tage en konsultation på 45 minutter på en sårbar patient, der har brug for det, så ville det ikke være nødvendigt at bruge egen fritid. Den slags løsninger, tror jeg er afgørende for at endnu flere vil gøre noget for de sårbare patienter.«
Tilbud lidt ud over det sædvanlige
Det er meget tilfredsstillende at have mulighed for at bruge tid på dem, der har det største behov
Jannik Falhof, praktiserende læge, Grenå
Når en stjerne-patient ringer til klinikken, så har lægerne besluttet, at de skal tilbydes noget, der er lidt ud over det sædvanlige alt efter, hvad der er brug for. Det kan være at komme hurtigere til, få en længere konsultation eller at få besøg af lægen.
»Vi har også et team af en læge og en sygeplejerske tilknyttet til patienten, og det er dem, der skal se dem. Jeg vil ikke sige, at vi smider, hvad vi har i hænderne, men vi gør os ekstra umage for at levere et godt og trygt tilbud. Vi ruller så at sige den røde løber ud,« siger Jannik Falhof.
Han drømmer om, at stjernesystemet kunne gå igen på tværs af sektorer, og at en kommende prioriteringsdiskussion kommer til at ligge i tråd med den midtjyske model, hvor nogle får lidt mere.
Det er meget tilfredsstillende at have mulighed for at bruge tid på dem, der har det største behov og så måske lidt mindre tid på dem, der har store krav og vifter med en sundhedsforsikring. Der er vilkår og rammer omkring os, som er svære, men stjerne-patienterne og det arbejde vi laver med dem, er jo kerneværdien for praktiserende læger.«
Del artiklen: