Almen praksis
Lange honorartabeller og returregninger: Mange læger får hjælp til overenskomsten
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Der er ingen tvivl om, at den måde, vi afregner på i almen praksis, er meget kompleks,« siger Trine Jeppesen. På årets Lægedage har hun undervist mange interesserede læger i, hvordan man bruger overenskomsten rigtigt.
Som noget nyt har efteruddannelseskurset 'Brug din overenskomst – rigtigt' i år været at finde på Lægedage alle ugens dage. Kombinationen af frustrationer over returregninger fra regionen og nye ydelser i overenskomsten har fået mange lægehuse til at møde op.
Selvom Trine Jeppesen har været praktiserende læge i 15 år og dyrket sin overenskomst ned i detaljen, så opdager hun stadigvæk måder at bruge den på, som hun ikke kendte til.
Lægerne har især fokuseret på de regninger, som regionerne har sendt retur
Trine Jeppesen, læge og bestyrelsesmedlem, PLO
»Der er ingen tvivl om, at den måde, vi afregner på i almen praksis, er meget kompleks. Derfor er der også en del læger, som oplever, at ydelserne er svære at arbejde med i en travl hverdag,« siger Trine Jeppesen, der er praktiserende læge på Amager og sidder i bestyrelsen hos PLO.
Sidste år kom der så atter nye ydelser til. Den nye overenskomst blev indgået med Danske Regioner op til sommerferien, og kombineret med, at regionerne – vel at mærke på hver deres måde – har øget kontrollen med lægernes regninger og nu sender flere af dem retur, så har der i år været stor interesse for efteruddannelseskurset ‘Brug din overenskomst – rigtigt’ på Lægedage.
»Det er første gang, at vi afholder kurset hver dag i løbet af efteruddannelsesugen, og det skyldes en stigende interesse for emnet. Alene mandag vil jeg tro, at der var 80-100 læger og ansatte i almen praksis, som deltog i kurset,« siger Trine Jeppesen, der har delt rollen som kursusleder med PLO’s næstformand, Mireille Lacroix.
Regioner fører øget kontrol
I år er kurset delt op i to dele. Dels er der et undervisningselement, hvor lægehusene informeres om de nye ydelser i overenskomsten. Og så handler den anden del om, hvordan man generelt afregner og bruger ydelsestabellen korrekt.
»Lægerne har især fokuseret på de regninger, som regionerne har sendt retur. Det skyldes, at mange af os på det seneste har oplevet at få afvist regninger, selvom vi har brugt ydelserne efter hensigten i overenskomsten,« siger Trine Jeppesen.
Tendensen afspejler sig også i dagsordenerne til møderne i samarbejdsudvalgene for almen praksis, hvor klagesager fra almen praksis behandles og i øjeblikket fylder en del.
»Et eksempel er den tillægsydelse, som vi kan tage for instruktion i brug af kliniske skemaer til måling af blodtryk og væske og vandladning (tillægsydelse 2151, red.) i hjemmet. Her har Region Midtjylland været ret restriktive i forhold til, hvor mange ydelser vi hver især må gøre brug af på årsbasis, og den fortolkningspraksis har givet anledning til en del gnidninger,« siger Trine Jeppesen.
Nogle læger giver op
Regionernes øgede kontrol med praksissektoren er blandt andet foranlediget af de svindelsager, som de seneste år har ramt almen praksis. I Region Syddanmark afventer et sydfynsk lægepar i øjeblikket udfaldet af en politisag, og derudover har Charlottenlund Lægehus været ramt af sager om overfakturering og fiktive regninger.
Og samtidig med at de mange praktiserende læger med rent mel i posen nu skal finde sig i at blive kigget langt mere over skulderen og udfylde deres regninger på en bestemt måde, så har de fleste læger også skullet implementere det nye afregningssystem LUNA i deres lægepraksis.
»Det har givet enormt meget administrativt arbejde. Og det afholder nogle læger helt fra at bruge de her ydelser, fordi vi ganske enkelt ikke orker det, og det er jo ikke meningen,« siger Trine Jeppesen.
Reform på vej?
Jørgen Skadborg, formand for PLO, har ved flere lejligheder på det seneste understreget behovet for en reform af ydelsestabellerne i almen praksis. Og det er også et arbejde, som Trine Jeppesen imødeser med forventning.
»Det er vanskeligt at sige, at vores overenskomst i øjeblikket logisk understøtter den måde, vi gerne vil arbejde på i almen praksis. Både tværsektorielt og i forhold til at give mest til de patienter med størst behov. Jeg håber, at vi kan finde frem til et ydelsessystem, som er bedre og lettere at bruge. Men det er en svær opgave og en manøvre, der ikke bliver til med et trylleslag. Det kræver kæmpe mod fra alle sider, fordi vi træder ud på gyngende grund og derfor vil være nervøse for, hvad konsekvenserne vil være,« siger Trine Jeppesen.
Del artiklen: