Almen praksis
Lægevagtskonflikt ser ud til at trække ud i Region Syddanmark
Udgivet:
Kommentarer (0)
Siden foråret har Region Syddanmark og PLO forhandlet om en ny lægevagtsaftale uden resultat. De tumultariske forhandlinger er nu brudt sammen, men det betyder ikke, at konflikten er ovre. Måske snarere tværtimod.
I sidste uge brød forhandlingerne om en ny lægevagt sammen i Region Syddanmark. Lykkes det ikke parterne at finde tilbage til forhandlingsbordet, risikerer konflikten både at trække ud og brede sig til mere end lægevagten i Syddanmark.
Fredag 2. november om eftermiddagen brød forhandlingerne om en ny lægevagt i Region Syddanmark sammen, og fra regional side har man nu mistet tålmodigheden med lægerne.
»Vi har nu i lang tid nødtvunget accepteret, at PLO-Syddanmark har leveret en lægevagtsordning, der ikke lever op til aftalen, som vi har indgået med dem, men nu hvor forhandlingerne er strandet, må vi sætte foden ned og skrue bissen på,« lød det i fredags fra regionens chefforhandler, Bo Libergren (V).
Konkret er administrationen i Region Syddanmark gået i gang med at undersøge, hvordan Praktiserende Lægers Organisation (PLO) kan fratages de penge, som knytter sig til den opsagte lægevagtsaftale, og som ikke er bundet op på forpligtelser i overenskomsten – herunder de 5 mio. kr., som lægerne får som driftstilskud til lægevagtssekretariatet.
Afgørelse har lange udsigter
I Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) er embedsværket også sendt i arbejdstøjet.
At gå rettens vej er på alle måder noget, som vi har prøvet at undgå i mange år, fordi det får konsekvenser. Uanset om det er os eller Danske Regioner, der får medhold, så bliver det jo rigtig træls for den anden
Birgitte Ries Møller, formand for PLO-Syddanmark
Nævnet, der indgår aftaler og overenskomster på vegne af Danske Regioner, forbereder sig i disse dage på at trække PLO i retten. Den endelige beslutning er ikke truffet endnu, men sker det, så skal en opmand – efter overenskomstens §117 – afgøre, om Region Syddanmark har ret i, at lægerne har brudt overenskomsten med Danske Regioner ved at opsige lægevagtsaftalen og efterfølgende justere i den måde, som borgerne betjenes på.
Det bekræfter Regionernes Lønnings- og Takstnævn i et skriftligt svar til Dagens Medicin.
»Vi ikke har truffet den endelig beslutning om en voldgift. Såfremt vi beslutter at køre en voldgift, er vi opmærksomme på, at der ikke vil kunne ligge en afgørelse inden for kort tid. Så derfor vil den ikke i sig selv kunne levere løsningen i de igangværende forhandlinger i Region Syddanmark,« lyder det.
»Det kan vi ikke acceptere«
Hos PLO-Syddanmark er meldingen, at man ikke ønsker at indgå i en voldgiftssag, og dermed er den juridiske fremgangsmåde fortsat lidt uklar, da der ikke foreligger den store præcedens på området.
Men uanset om tvisten ender i en voldgift, hos en opmand eller noget helt tredje, så vil det tage tid – og samtidig vil det næppe blive det sidste punktum i sagen.
»At gå rettens vej er på alle måder noget, som vi har prøvet at undgå i mange år, fordi det får konsekvenser. Uanset om det er os eller Danske Regioner, der får medhold, så bliver det jo rigtig træls for den anden part,« siger Birgitte Ries Møller, formand for PLO-Syddanmark.
Bo Libergren medgiver, at der potentielt er meget på spil lige nu.
Vi er tæt på at være inde i hjertet af praksissektoren. Der er mange ting i det her, som hurtigt bliver ret alvorlige og principielle, fordi det handler om fundamentale forpligtelser, og hvad vi parter hver især kan leve med
Bo Libergren (V), chefforhandler, Region Syddanmark
»Vi er tæt på at være inde i hjertet af praksissektoren. Der er mange ting i det her, som hurtigt bliver ret alvorlige og principielle, fordi det handler om fundamentale forpligtelser, og hvad vi parter hver især kan leve med,« siger Bo Libergren.
Han understreger, at regionens dør fortsat står på klem, men det kræver, at lægerne dropper de mange ultimative krav i forhandlingerne.
Hos PLO afventer man en eventuel retssag med sindsro, fortæller Birgitte Ries Møller. Håbet er dog fortsat at genoptage forhandlingerne med regionen.
»Vi imødeser sådan set en opmandssag med sindsro. Viser det sig, at Danske Regioner kan bestemme, hvordan vi skal drive lægevagten i PLO uden at lave en aftale med os, så er det ikke noget, vi kan leve med, og det er en fælles holdning i hele PLO. Det er en meget vidtgående fortolkning af overenskomsten,« siger Birgitte Ries Møller.
Hvad sker der så?
»Det er op til PLO’s repræsentantskab at beslutte.«
SAGEN KORT:
Arbejdsforholdene i lægevagten har længe været en sten i skoen for mange praktiserende læger, som anser ordningen for at være forældet og dårligt betalt.
Skuffelsen var derfor stor, da det ikke lykkedes overenskomstens parter at modernisere lægevagten med den seneste overenskomst fra sommeren 2021.
I stedet blev opgaven lagt ud regionalt, hvor drøftelserne, ifølge overenskomststeksten, forventes afsluttet inden udgangen af 2022.
I Region Syddanmark har forhandlingerne stået på siden foråret, og det har på mange måder været et tumultarisk forløb.
1. april 2022 opsagde PLO-Syddanmark lægevagtsaftalen med regionen, så aftalen derfor udløb 1. oktober 2022. Undervejs har PLO desuden ændret i måden, som lægevagten drives på. Blandt andet ved at reducere antallet af konsultationssteder.
Men kan de praktiserende læger selv bestemme, hvordan borgernes adgang til akut lægehjælp skal være uden en gældende aftale med regionen? Det er parterne rygende uenige om, og derfor risikerer tvisten nu at gå rettens vej.
Del artiklen: