Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Almen praksis

Læger undersøger sammenhæng mellem type 2-diabetes og brystkræft

Udgivet:
Kommentarer (0)

Signe Borgquist (t.v.) og Jens Meldgaard Bruun, begge læger og professorer på Aarhus Universitetshospital, er en del af det forskerteam, der skal i gang med at undersøge sammenhængen mellem brystkræft og type 2-diabetes.

Der er indikationer på, at brystkræft og type 2-diabetes har en risiko-kobling. Det skal danske forskere nu undersøge.


En diagnose med brystkræft og type 2-diabetes går i mange tilfælde hånd i hånd.

Spørgsmålet er derfor, om kvinder med brystkræft har øget risiko for at udvikle type 2-diabetes og omvendt?

Det prøver forskere fra Aarhus Universitetshospital, Aarhus Universitet, Steno Diabetes Center Aarhus, Steno Diabetes Center Odense og Odense Universitetshospital nu at finde ud af.

»Endnu er der kun sparsom viden om dette felt. Men det ser ud til, at der kan være en sammenhæng begge veje – både at type 2-diabetes øger risikoen for brystkræft, og at brystkræftbehandling kan give øget risiko for at få type 2-diabetes,« fortæller en af de ledende forskere bag projektet, Signe Borgquist, der er overlæge og professor på Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital, i en pressemeddelelse.

Forskere vil gennemgå danske registre

I arbejdet vil forskerne granske de danske registre for sammenhænge mellem de to sygdomme. Det vil de gøre med data fra CPR-registeret, Landspatientregisteret og Danish Breast Cancer Group.

I data vil forskerne lede efter indikationer på, at brystkræft og behandlinger mod brystkræft er associeret med øget risiko for at udvikle type 2-diabetes. Derudover vil de kortlægge, om brystkræftpatienter med en brystkræftdiagnose har dårligere prognose og i så fald hvorfor.

Endelig vil forskerne også se på, om givne biomarkører for brystkræft hos personer med type 2-diabetes kan være med til at forudsige, hvordan sygdomsforløbet bliver.

»Hvis det viser sig, at brystkræftbehandling øger risikoen for at få type 2-diabetes, skal vi som behandlere være mere opmærksomme på det,« siger Signe Borgquist.

Hun slår samtidig fast, at læger i det tilfælde samtidig skal regulere behandlingen, så den tager højde for begge sygdomme. Den form for behandling skal måske rykkes til specialiserede klinikker.

»På længere sigt kan der måske oprettes særlige klinikker for patienter med brystkræft og type 2-diabetes – i et samarbejde mellem kræftafdelingerne og Steno Diabetes Centrene,« siger Signe Borgquist.

Vil undersøge sammenhænge mellem diabetes og andre kræftformer

Indledningsvist har forskerne valgt at fokusere på sammenhængen mellem type 2-diabetes og brystkræft, fordi det er en af de hyppigste kræftformer. Men målet for forskningen er ikke at stoppe ved brystkræft, men at undersøge sammenhængen mellem type 2-diabetes og flere andre kræftformer.

»Vores studie kan måske føre til, at der kigges på andre kræftformer og type 2-diabetes. Her er det oplagt at se på kræftformer, der ligesom brystkræft er hormonrelaterede, for eksempel prostatakræft,« siger Signe Borgquist.

Forskningsarbejdet begynder efter planen på den anden side af sommeren.

Signe Borgquist har sammen med sine kollegaer Jens Meldgaard Bruun, overlæge og professor på Steno Diabetes Center Aarhus, Deirdre Cronin Fenton, forsker og lektor på Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, samt Jan Frystyk, ledende overlæge og professor, Steno Diabetes Center Odense og Odense Universitetshospital, modtaget en bevilling på syv mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til projektet.

Projektet er sat til at vare i tre år, men forskerne forventer allerede resultater efter ét år.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere