Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Lægepraksis på hospitalsmatrikel giver styrket samarbejde

Udgivet:
Kommentarer (0)

Sygeplejerskerne Kine Gjørsvik (t.v.) og Maria Rygård Naumann indgår i et tværfagligt læringsmiljø i Lægehuset Amager, hvor både personale og patienter nyder godt af beliggenheden på Amager Hospital.

Lægehuset Amager er placeret på Amager Hospital til stor glæde for personalet og patienterne. »Jo mere vi kender til hinanden, desto bedre kan vi samarbejde – også når det bliver vanskeligt,« siger Anna S. Mogensen, praktiserende læge og kompagnon, om samarbejdet med hospitalslægerne.


Der er travlhed foran hovedindgangen til Amager Hospital i København. Flextrafik sætter patienter af, mens taxaer samler andre op. En kvinde sidder foroverbøjet på sin rollator og puster ud.

Den høje, hvælvede indgang imellem de gule murstensbygninger fra 1894 byder på kontrastfuld skygge til hospitalshavens strålende forårssol på den anden side. Umiddelbart til højre for hovedindgangen ligger opgang 5 med bl.a. hjertemedicinsk afdeling, jordemodercenter og på 2. sal også den almene lægepraksis Lægehuset Amager.

»Den første tid var nogle af vores patienter ikke så komfortable med at komme her, fordi vi ligger midt i et hospital. Det handlede nok også om, at vi det første år boede i midlertidige lokaler, og det var sådan nogle kæmpestore, højloftede tidligere sengestuer med iltudtag i væggene, som var meget lidt velegnede til en almen praksis. Nu har vi fået vores egne lokaler og gjort meget for at gøre dem hyggelige og hjemlige,« siger læge Anna S. Mogensen.

Hun og kompagnon Maria Wehl viser vej ned ad en lang gang med kontorer på begge sider til lægehusets fem læger, tre sygeplejersker, to jordemødre, uddannelseslæger, medicinstuderende og en sekretær.

Væggene er holdt i douce, blågrå farver, og i venteværelset er der legehus og et alsidigt udbud af læsestof i form af Dækmagasinet, Traktor og Eurowoman.

Trækker på hinandens kompetencer

Lægehuset Amager blev etableret i 2019 og fik ved lidt af et tilfælde til huse i de gamle hospitalsbygninger.

Ved hjælp af et godt råd fra en speciallæge kan vi indimellem løse patientens problemstilling i almen praksis og spare hospitalet for en henvisning

Maria Wehl, praktiserende læge og kompagnon, Lægehuset Amager

»Amager ligger i et lægedækningstruet område, og selvom vi i 2019 gerne ville etablere en ny større praksis, viste det sig at være nærved umuligt at finde et egnet sted. En god kollega fortalte, at der stod tomme lokaler her på Amager Hospital, så vi tog chancen og kontaktede Region Hovedstaden. Her oplevede vi, at regionen og ledelsen på Amager Hospital havde mod og vilje til at handle hurtigt og turde etablere det lidt utraditionelle samarbejde. Det er en ekstra gevinst, at vi nu bor sammen med hospitalet og kan trække på hinandens fagligheder og kompetencer,« siger Maria Wehl.

Som et eksempel nævner hun, at den ledende overlæge på Medicinsk Afdeling, Arne Cyron, gerne slår et smut indenom Lægehuset Amager, når han går sin runde på hospitalet, fordi han ønsker at styrke samarbejdet mellem den primære og sekundære sektor. Arne Cyron har f.eks. foreslået, at lægehuset deltager i dele af undervisningen på hospitalet.

»Beliggenheden giver os mulighed for at blive dygtigere til gavn både for patienterne og vores personlige udvikling. Det giver et kick at få sådan en faglig saltvandsindsprøjtning i form af ny viden,« siger Anna S. Mogensen.

Hun har selv deltaget i en morgenkonference på hospitalet, hvor hun fortalte om opgaverne i almen praksis.

»Jeg er også praksiskonsulent, og ordningen med et formaliseret bindeled mellem de praktiserende læger og deres nærmeste sygehus fungerer rigtigt godt. Der er ingen tvivl om, at jo mere vi kender til hinanden, jo bedre kan vi samarbejde – også når det bliver vanskeligt. Vi deler tips og tricks, så f.eks. henvisninger og epikriser bliver mere specifikke til gavn for begge parter og i sidste ende for patienterne,« siger Anna S. Mogensen.

Undervist i type 2-diabetes

Lægehuset Amager har afsat en formiddag om måneden til faglig udvikling og har her bl.a. haft besøg af overlæge i endokrinologi på Amager Hospital Dorte Worm. Hun underviste personalet og et par af sine egne læger i type 2-diabetes.

Dorte Worms besøg var ikke mindst interessant for lægehusets diabetessygeplejerske, Maria Rygård Naumann:

»Det var et rigtig godt oplæg af Dorte Worm, og jeg har siden talt med Anna, om jeg kan få lov at komme på besøg på Endokrinologisk Afdeling et par dage. Anna syntes heldigvis, det var en super idé. Jeg tror, at der er et stort potentiale for videndeling og brobygning. På afdelingen ved de f.eks. en masse om type 1-diabetes, mens jeg har mange type 2-patienter,« siger Maria Rygård Naumann.

Maria Rygård Naumann mener, at et større kendskab til hospitalets behandlingstilbud kan være med til at forbedre hendes muligheder for at motivere og skabe compliance blandt patienterne.

Anna S. Mogensen og Maria Wehl oplever også, at det er blevet nemmere at ringe til endokrinologernes hotline med spørgsmål. Hotlinen er et tilbud for alle praktiserende læger på Amager:

»Men der er ingen tvivl om, at det er nemmere at sparre, når man har mødt hinanden i en faglig sammenhæng. Ved hjælp af et godt råd fra en speciallæge kan vi indimellem løse patientens problemstilling i almen praksis og spare hospitalet for en henvisning,« forklarer Maria Wehl.

Lægerne i almen praksis har også oplevet, at lægekolleger fra nogle af hospitalsafdelingerne er kommet forbi for at konferere om en af lægehusets patienter, som var henvist til hospitalet.

»Det er selvfølgelig ikke standard, men genialt, når det kan lade sig gøre, og der er masser af potentiale for at udvide samarbejdet,« mener Anna S. Mogensen.

Kortere afstand gavner alle

Sygeplejerske Maria Rygård Naumann har i flere tilfælde helt konkret oplevet, at den korte afstand mellem praksis og hospital har været til stor gavn for patienterne:

»Jeg har haft nogle patienter, der egentlig bare kom til en årskontrol for diabetes, men så fortalte, at de havde brystsmerter. Forandringer på deres EKG viste tegn på akut iskæmi, og så skulle det jo gå stærkt med indlæggelse. Det gav en tryghed, at jeg som deres faste sygeplejerske kunne følge dem hen til akutmodtagelsen og sørge for, at de kom i gode hænder,« siger hun.

Hendes nyeste kollega, sygeplejerske Kine Gjørsvik, er netop gået den modsatte vej – fra hospitalets hjerteafdeling til Lægehuset Amager:

»Jeg var på Hjertemedicinsk Afdeling på Amager Hospital i 2-3 år og samarbejder selvfølgelig stadig tæt med ambulatoriet om vores patienter. Det er en stor fordel, at vi kender hinanden, når jeg ringer med et spørgsmål,« siger Kine Gjørsvik, der er norsk, men uddannet i Danmark.

»Jeg kunne tænke mig et endnu tættere samarbejde med ambulatoriet på sigt, men jeg begyndte først i oktober, så lige nu er mit fokus alt det nye her. Jeg lærer nyt hver eneste dag, og det var præcis det, jeg håbede, da jeg begyndte – et tværfagligt læringsmiljø, som giver nye vinkler på patienterne,« siger Kine Gjørsvik.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere