Almen praksis
Lægeforeningen kommer med advarsel: Danmark mangler 2000 speciallæger
Udgivet:
Kommentarer (0)
I dag er der cirka 17.500 erhvervsaktive speciallæger i Danmark. Lægeforeningen kan dog konkludere at der mangler 2.000 speciallæger på sygehuse, i almen praksis og speciallægepraksis.
Lægeforeningen beretter om alarmerende tal i udbuddet af speciallæger. Det får Lægeforeningen til at slå alarm.
Danmark mangler 2.000 speciallæger på sygehuse, i almen praksis og speciallægepraksis. Det viser en ny efterspørgselsanalyse, som Lægeforeningen har lavet.
Manglen på speciallæger kan være grunden til længere ventetider på udredning og kan potentielt spænde ben for den kommende sundhedsreform, advarer Lægeforeningen i en pressemeddelelse.
»Det er voldsomme tal, og manglen på speciallæger er et kæmpe problem for patienterne landet over. Alle skal have adgang til en praktiserende læge, hvor de bor. Der skal også være speciallæger nok på alle sygehuse, lige så vel som der er behov for flere praktiserende speciallæger. Uden uddannelse af markant flere speciallæger, kan sundhedsreformen ikke nå i mål,« siger Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke.
Analysen fra Lægeforeningen viser også, at der også fremadrettet vil mangle speciallæger i en række forskellige specialer. I 2030 vil der stadig mangle omkring 2.000 speciallæger, på grund af den lange uddannelsestid som speciallæger skal gennemføre.
Kan på sigt løses med politisk initiativ
Det kræver initiativ fra politikkerne, hvis Danmark skal få flere speciallæger, mener Camilla Rathcke:
»Hvis regeringen vil løse manglen på speciallæger, kræver det, at man ændrer politik: Alle de læger, som bliver uddannet fra universiteterne, skal kunne blive speciallæger. Det kan de ikke i dag på grund af politiske beslutninger, og det er ikke mindst derfor, at speciallægemanglen stikker så dybt, som den gør,« siger Camilla Rathcke og fortsætter:
»Min klare opfordring til regeringen er, at de nu skal sørge for at øge antallet af speciallæger betragteligt, så patienterne i løbet af 5-10 år kan få gradvis bedre adgang til specialiseret lægehjælp i alle egne og alle dele af sundhedsvæsenet. Det var hele formålet med at øge optaget på medicinstudierne i sin tid, at der skulle sikres flere speciallæger. Når man siger A, skal man også sige B. Og det kræver, at man ret hurtigt når op på at uddanne 200 ekstra speciallæger årligt, som svarer til den forskel, der er årligt mellem antallet af nyuddannede læger og antal hoveduddannelsesstillinger,« siger Camilla Rathcke.
Ifølge Lægeforeningen vil Danmark mangle omkring 1.500 speciallæger i 2045, hvis politikerne ikke sikrer sig uddannelse af flere speciallæger.
Del artiklen: