Almen praksis
Lægedækning: Fordelingen af uddannelsesstillinger bør være fleksibel
Udgivet:
Kommentarer (0)
Nej tak til topstyringen i regeringens udspil, men ja tak til ideen om nærhospitaler med attraktive faglige miljøer, skriver Søren Prins, praktiserende læge i Silkeborg.
Alle er enige om, at vi skal have løst problemet med, at der er for få praktiserende læger i visse områder.
Forsøg på at tvinge lægerne til Vestjylland ved at gøre det svært at få en uddannelsesstilling i Aarhus vil derfor givetvis slå fejl
Regeringens udspil ’Tættere på II’ rummer flere gode tiltag, men desværre også en gentagelse af tiltag, som tidligere har virket stik imod hensigten. Samtidig er dele af forslaget, som omhandler speciallægeuddannelsen i almen medicin, indrammet i en kedelig tone af tvang.
Specielt skal man være varsom med at tro, at en flytning af uddannelsespladser fra mere populære områder til områder langt fra universitetsbyerne i sig selv vil medføre flere læger i udkantsområderne, idet erfaringen viser, at det kan ende med, at vi bare får færre speciallæger i almen medicin.
I konkurrence med andre specialer
I Region Midtjylland havde vi en længere årrække fra 2007 til midt i 10’erne en meget skæv fordeling af uddannelsesstillinger, så der – set i forhold til befolkningstallet – blev opslået langt flere uddannelsesstillinger i almen medicin i Vest- og Midtjylland sammenlignet med Østjylland og specielt Aarhus.
I Region Midtjylland er vi tæt på at kunne besætte 100 pct. af uddannelsesstillingerne i almen medicin i hele regionen
Men selvom vi år efter år sad med to-tre gange så mange ansøgere, som der var stillinger, var der alligevel ved hvert opslag ubesatte stillinger i Vestjylland.
Hvorfor? Fordi mange af lægerne fandt det lige så attraktivt at være i et andet speciale end almen medicin og derfor søgte det fremfor at skulle flytte familien langt væk til noget, som de ikke fandt attraktivt nok.
Resultatet blev en kæmpe pukkel af ubesatte stillinger, og den samlede produktion af speciallæger i regionen blev for lille, så lægemanglen bredte sig til Østjylland og helt ind i centrum af Randers og Horsens. Her ville det ellers ikke have været noget problem at få besat uddannelsesstillinger, hvis vi havde valgt en mere ligelig fordeling set i forhold til befolkningsgrundlaget.
Andre muligheder end tvang
Forsøg på at tvinge lægerne til Vestjylland ved at gøre det svært at få en uddannelsesstilling i Aarhus vil derfor givetvis slå fejl.
Men heldigvis er der andre tiltag i værktøjskassen.
Det, vi ved fra undersøgelser om lægers specialevalg, er, at jo længere tid man bruger i almen praksis under lægestudiet, og jo tidligere det sker, jo større er sandsynligheden for, at lægerne vælger specialet. Og jo mere og tidligere man får kendskab til sundhedsvæsenet i de mindre byer, jo større bliver appetitten på at flytte dertil, især hvis man møder inspirerende faglige miljøer og attraktive forhold.
Derfor er det glædeligt, at regeringen har sat penge af til de såkaldte nærhospitaler, som forhåbentlig kan bruges til at skabe attraktive faglige miljøer i tæt samarbejde med lokale kræfter med det formål at understøtte familielægernes arbejde for patienterne.
Men det er lige så afgørende at huske, at de fleste læger har en familie, som skal flytte med og trives, hvis det skal lykkes, så hjælp til bolig, børnepasning, jobmuligheder til ægtefæller mv. skal der være styr på, hvilket kræver en koordineret indsats med kommunerne og andre aktører.
Fleksibilitet er vejen frem
I Region Midtjylland er vi tæt på at kunne besætte 100 pct. af uddannelsesstillingerne i almen medicin i hele regionen, men det resultat er ikke opnået ved brug af tvang.
I stedet for en firkantet model med at opslå stillinger, som der med stor sikkerhed ikke er nogen ansøgere til, er der behov for en fleksibel model, hvor man i den enkelte region hurtigt kan flytte uddannelsespladser til udkantsområderne og evt. oprette ekstra pladser, så snart der er udsigt til at få dem besat.
Målet skal være, at vi altid kan tilbyde kvalificerede ansøgere en uddannelsesstilling i de lægedækningstruede områder, uden at det medfører en større nedgang i det samlede antal nye speciallæger.
Det kræver en fleksibel ordning, hvor dem, der er tæt på udviklingen, kan justere placeringen løbende.
Del artiklen: