Almen praksis
Region Nordjylland om lægedækning: Kurven knækker i 2023
Udgivet:
Kommentarer (0)
Region Nordjylland har taget en række initiativer for at fremme rekrutteringen til almen praksis, og nu lysner det med hensyn til lægedækningen – også i de tyndt befolkede områder.
I årtier har der været talt om aldrende praktiserende læger og udsigten til lægemangel i de tyndt befolkede områder. Men nu er der godt nyt – i hvert fald i Region Nordjylland.
»Vores prognose viser, at kurven knækker i 2023. Så kommer der flere nye læger i almen medicin ud, end der er praktiserende læger, som går på pension.«
Sådan lyder det fra Carsten Haugaard Kvist, praksischef i afdelingen for Nære Sundhedstilbud i Region Nordjylland.
Carsten Kvist skynder sig at tilføje, at det er ‘rå tal’, han tager udgangspunkt i. Der tages således ikke højde for, at nogle af de aldrende praktiserende læger kan finde på at lade sig pensionere før 65-årsalderen, og at nogle af de nyuddannede speciallæger i almen medicin går på barsel eller flytter til en anden egn af landet. Men ‘vi ser positivt på situationen’, lyder det fra embedsmanden.
Rekrutteringsinitiativer
Praksischefen har forskellige bud på, hvad der har skubbet til denne udvikling.
»Lægeuddannelsen i Aalborg gør en forskel, og regionens forskellige rekrutteringsinitiativer har også haft betydning,« mener Carsten Kvist.
Læs også:
Unge læger satser på egen praksis i Thy
Yngre læger arbejder på lige fod med erfarne læger
Regionen har eksempelvis et todageskursus i etablering af almen praksis. Kurset skal bidrage til at sikre, at lægerne bliver bedst muligt rustet til at etablere og drive almen praksis. Lægerne får viden om regnskabsmæssige, juridiske og skattemæssige forhold. Kurset har været afholdt 12 gange og ‘evalueres særdeles positivt af deltagerne’, som det fremgår af et notat fra forvaltningen.
Nævnes kan også lederuddannelsesforløb for nyuddannede almene medicinere, løntillæg, rekrutteringsarrangementer – og et stort engagement blandt praktiserende læger i forhold til at varetage uddannelsesopgaven.
Regionsrådet har en ambition om, at klinikkerne skal drives af læger på overenskomst. Men i en årrække har det været nødvendigt at etablere udbuds- og regionsklinikker for at sikre lægedækningen i visse områder – blandt andet i Thy og på Mors.
I dag er der kun to udbudsklinikker og en regionsklinik tilbage i Thy, mens alle patienter på Mors er overtaget af læger, som driver klinikkerne på overenskomstmæssige vilkår.
Sidste år var der seks udbuds- og regionsklinikker i Morsø og Thisted Kommuner, mens der var 14 i hele regionen.
Lægeuddannelsen her er meget virkelighedsorienteret, og det viser sig, at de studerende herfra er meget interesserede i at komme ud i almen praksis. Hvis vi kigger frem, tror jeg, vi har ligevægt om fire-fem år
Mogens Ove Madsen (S), formand for akut- og praksisudvalget, Region Nordjylland
Mogens Ove Madsen (S) har de seneste fire år været formand for akut- og praksisudvalget i Region Nordjylland, og han noterer en udvikling i hele Nordjylland i retning af, at man i højere grad lykkes med at rekruttere læger til ledige praksisser.
»Det har vendt de seneste fire år – mere, end jeg havde turdet håbe,« siger Mogens Ove Madsen.
Etableringen af en lægeuddannelse på Aalborg Universitet i 2010 er et initiativ, der giver ham endnu mere grund til optimisme.
»Lægeuddannelsen her er meget virkelighedsorienteret, og det viser sig, at de studerende herfra er meget interesserede i at komme ud i almen praksis. Hvis vi kigger frem, tror jeg, vi har ligevægt om fire-fem år,« siger Mogens Ove Madsen.
Om kabalen går op, afhænger af, om de unge nyuddannede er parate til at være i de tyndt befolkede områder. Dem er der mange af i Region Nordjylland, der rækker fra Vestervig i sydvest til Skagen i nord og Farsø i sydøst.
Ros til de målbevidste unge læger
»Jeg har meget stor respekt for, at de unge læger vil blive i Thy som praktiserende læger. At de giver hinanden håndslag på det. Det er fornemt,« siger socialdemokraten Mogens Ove Madsen.
Regioner og kommuner har længe været opmærksomme på, at den nye generation af praktiserende læger vægter fagligt fællesskab højt.
Allerede i 2005 opførte Thisted Kommune og Region Nordjylland Behandlerhuset Dokken i Thisted, og det sted er nu ved at blive udvidet.
Også i Hanstholm, Farsø og Aalestrup har man senest etableret lægehuse med plads til flere funktioner.
»De unge læger vil jo gerne sidde sammen,« siger Mogens Ove Madsen.
Tryghed og forudsigelighed er et andet parameter, der vægter tungt for de unge, og derfor udbydes der frem til 2022 fire sammenhængende uddannelsesforløb i Hjørring og Thisted. Det er et projekt, der gennemføres efter aftale med Sundhedsministeriet, og Region Nordjylland arbejder på at forlænge ordningen.
»Når det er en succes, vil det så absolut være noget vi bør dyrke fremover. Vi skal tage os ordentligt af de unge familier,« understreger Mogens Ove Madsen.
Del artiklen: