Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Krisesamtaler i Region Syddanmark er populære blandt praksislæger

Udgivet:
Kommentarer (0)

»I PLO har vi beregnet, at det vil koste ca. 36 mio. kr. om året, hvis krisesamtalerne indføres i hele landet. Så ja, det koster nogle penge, men det giver os en mulighed for at holde hånden under folk på et område, hvor der mangler både tiltag og hurtige henvisningsmuligheder, og er patienterne sygemeldt i længere tid, er det meget svært at komme tilbage på arbejdsmarkedet,« siger Mireille Lacroix, næstformand i PLO.

Siden 2019 har praktiserende læger i Region Syddanmark haft mulighed for at tage et særskilt honorar for krisesamtaler med deres patienter, som de eneste i landet. Det har været populært blandt lægerne, som ønsker ordningen udbredt til resten af landet. En manøvre der, ifølge PLO, vil koste regionerne ca. 36 mio. kr. årligt.


For mange borgere er den praktiserende læge blandt de første på opkaldslisten, når personlige kriser indtræffer i livet såsom skilsmisse, alvorlig sygdom i familien eller stress.

Derfor indgik Region Syddanmark og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) forrige år en særlig aftale, der gav praktiserende læger i regionen mulighed for at tage et honorar for krisesamtaler med deres patienter. Det skete i erkendelse af, at overenskomsten ikke dækker behovet særlig godt.

Med krisesamtalerne kan vi hjælpe patienten videre i sundhedsvæsnet på en mere kvalificeret måde

Mireille Lacroix, praktiserende læge og næstformand i PLO

Og det tilbud, som ikke findes andre steder i landet, har vist sig at være populært.

En ny opgørelse fra Region Syddanmark viser, at 52.330 patienter i regionen havde en krisesamtale med deres praktiserende læge sidste år – og samtidig viser tallene, at udviklingen drives af et bredt udsnit af praktiserende læger.

Hele 336 af regionens 354 lægepraksisser har således afholdt krisesamtaler med én eller flere patienter i 2021, og det undrer ikke praktiserende læge Mireille Lacroix, som også er næstformand i PLO.

»I almen praksis ser vi en del patienter, som ikke kan overskue deres situation af den ene eller anden årsag, fordi patienten skal bruge en lægeerklæring fra os i forbindelse med en sygemelding. Her kan krisesamtalen være et vigtigt redskab, som tidligt i forløbet giver os mulighed for at få ro på og finde hoved og hale i kaosset,« siger Mireille Lacroix, der selv har haft flere krisesamtaler med sine patienter i sin lægepraksis i Stenstrup på Fyn.

»Derfor er jeg ikke overrasket over, at mange af mine kolleger bruger krisesamtalen. Det er samtaler, der er svære at få til at passe ind i en normal og kort lægekonsultation, og som derfor tidligere ofte endte i en hurtig henvisning til eksempelvis psykolog, hvor ventetiden er tre måneder. Med krisesamtalerne kan vi hjælpe patienten videre i sundhedsvæsnet på en mere kvalificeret måde,« siger Mireille Lacroix.

PLO: Behov for krisesamtaler i hele landet

Derfor arbejder PLO i øjeblikket på at udbrede krisesamtaler i almen praksis til resten af landet, men skal den målsætning realiseres, så bliver det ikke gratis for regionerne, som står tilbage med regningen.

Sidste år brugte Region Syddanmark sammenlagt lidt mere end 50 mio. kr. på samtaleterapi og krisesamtaler i almen praksis, hvilket var 5,5 mio. kr. mere, end regionen havde forventet trods et indregnet merforbrug på op til 10 pct. årligt.

Ifølge Mireille Lacroix er det dog givet godt ud, at give praktiserende lægers mulighed for at tage et særskilt honorar på 421,77 kr. for længerevarende krisesamtaler, der kan tilbydes borgeren op til tre gange.

»I PLO har vi beregnet, at det vil koste ca. 36 mio. kr. om året, hvis krisesamtalerne indføres i hele landet. Så ja, det koster nogle penge, men det giver os en mulighed for at holde hånden under folk på et område, hvor der mangler både tiltag og hurtige henvisningsmuligheder, og er patienterne sygemeldt i længere tid, er det meget svært at komme tilbage på arbejdsmarkedet,« siger Mireille Lacroix.

Da aftalen i Region Syddanmark blev indgået tilbage i 2019, var det da også med den tidlige indsats for øje, lød det dengang fra Bo Libergren (V), formand for Udvalget for det Nære Sundhedsvæsen i Region Syddanmark.

»Man ved, at personlige kriser øger risikoen for at blive ramt af stress eller depression. Derfor kan den tidlige indsats være med til at tage tingene i opløbet og forebygge, at en krise udvikler sig og ender i en længerevarende sygemelding. Det kan i sidste ende betyde, at færre syddanske borgere mister deres arbejde eller er nødt til at afbryde deres uddannelse, hvilket jo er positivt for både borgerne og samfundet,« sagde Bo Libergren dengang.


Krisesamtaler i almen praksis

Målgruppen omfatter patienter i akut krise, f.eks. udløst af arbejdsrelateret stress, livskriser som skilsmisse, arbejdsløshed, alvorlig somatisk sygdom, eller pårørendes sygdom (somatisk og/eller psykisk), eller andre nyopståede psykiske eller sociale problemstillinger.

Målgruppen omfatter også børn og unge.

Ydelsen “Krisesamtale” omfatter én samtale af længere varighed. Det forudsættes, at der er afsat ekstra tid i praksis til gennemførelse af “krisesamtale”.

Der kan maksimalt honoreres for tre krisesamtaler i samme forløb (med “samme forløb” forstås ydelser med baggrund i samme udløsende årsag).

Krisesamtalen honoreres med 421,77 kr. (pr. april 2022)

Kilde: Region Syddanmark

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere