Almen praksis
Kræft øger risikoen for type 2-diabetes: »Onkologer bør være opmærksomme«
Udgivet:
Kommentarer (0)
Ny dansk forskning viser, at kræft øger risikoen for at udvikle type 2-diabetes. Lektor Lykke Sylow fra Københavns Universitet er en af forskerne bag studiet.
Specielt kræft i bugspytkirtlen, lungekræft og brystkræft kommer med forhøjet risiko for udvikling af type 2-diabetes. Onkologer bør være opmærksomme på deres patienter, siger forsker.
Som om en kræftdiagnose ikke er slem nok i sig selv, så øger kræft faktisk også risikoen for at udvikle type 2-diabetes.
Det kan være, at man måske skal screene visse kræftpatienter for type 2-diabetes, så de kommer i behandling tidligt for deres diabetes og forhåbentlig får sænket den forhøjede dødsrisiko
Lykke Sylow, lektor, Københavns Universitet
Det viser et nyt dansk studie, hvori forskere har gransket data på flere end 1,3 mio. danskere.
Forskningen viser, at hvis man har fået stillet en diagnose med kræft i specielt bugspytkirtlen, lungekræft eller brystkræft, har man markant forhøjet risikoen for at få type 2-diabetes.
Ifølge en af forskerne bag studiet bør onkologer måske være særligt opmærksomme på denne risiko hos deres patienter.
»Vi er stadig meget tidligt i forskningen, men der er en indikation af, at der måske kan være noget at hente på behandlingsfronten, ved at onkologer har for øje, at deres patienter kan have øget risiko for at udvikle type 2-diabetes. I hvert fald kan vi også se, at en diagnose med type 2-diabetes øger kræftpatienters risiko for at dø. Det kan være, at man måske skal screene visse kræftpatienter for type 2-diabetes, så de kommer i behandling tidligt for deres diabetes og forhåbentlig får sænket den forhøjede dødsrisiko,« fortæller lektor Lykke Sylow fra Biomedicinsk Institut og Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.
Forskningen, der er lavet i samarbejde med blandt andet professor Christoffer Johansen fra Nationalt Center for Senfølger hos Kræftoverlevere (CASTLE) på Rigshospitalet og professor Christen Lykkegaard Andersen fra CopLab-databasen på Center for Almen Medicin samt Steno Diabetes Center Copenhagen, er offentliggjort i Diabetes Care.
51.000 danske kræftpatienter med i studie
I forskningsarbejdet har Lykke Sylow med sine kollegaer brugt data fra de danske kræftregistre og blodprøvedatabasen CopLab.
Fra kræftdatabaserne kunne forskerne identificere kræftpatienter blandt de 1,3 mio. danskere, som har fået foretaget en blodprøve, og hvis blodprøvesvar findes i CopLab-databasen.
Ud fra blodprøvesvarene kunne forskerne identificere de personer, der i løbet af op til 10 års opfølgning havde udviklet type 2-diabetes.
I alt har forskerne brugt data på lidt over 51.000 danskere med kræft og lidt over 510.000 danskere uden kræft.
Herefter var det blot et spørgsmål om at sammenligne risikoen for at udvikle type 2-diabetes mellem personer med og uden kræft.
Forskerne undersøgte også, hvad en dobbelt diagnose med kræft og type 2-diabetes betød for risikoen for at dø sammenlignet med en diagnose med kun kræft.
»Denne type undersøgelse af sammenhængen mellem kræft og type 2-diabetes er ikke lavet i denne størrelse før. Tidligere studier har vist, at type 2-diabetes øger risikoen for at udvikle visse former for kræft, og mindre studier har indikeret, at visse form for kræft øger risikoen for at udvikle type 2-diabetes, men det er slet ikke undersøgt til bunds,« forklarer Lykke Sylow.
Kræft øger risiko for diabetes med mindst 10 pct.
Resultatet af undersøgelsen viser, at specielt nogle typer af kræft kommer med forøget risiko for efterfølgende også at få en diagnose med type 2-diabetes.
Det gælder naturligt nok kræft i bugspytkirtlen, som øger risikoen for at udvikle type 2-diabetes med 500 pct.
Vi har taget det første spadestik i forskningen og set, at der er en sammenhæng, som vil være interessant og klinisk relevant at få kortlagt
Lykke Sylow, lektor, Københavns Universitet
Lungekræft øger risikoen med 38 pct., og brystkræft øger risikoen med 20 pct.
Også kræft i hjernen, kræft i livmoderen og urinvejskræft kommer med forhøjet risiko for at udvikle type 2-diabetes.
Samlet set øger en kræftdiagnose over en bred kam risikoen for at udvikle type 2-diabetes med 10 pct.
Endelig fandt forskerne også, at det at have en diagnose med både kræft og type 2-diabetes øger risikoen for at dø sammenlignet med blot at have en diagnose med kræft.
Resultaterne af studiet viser, at inden for mediant 2,5 års opfølgning betød en dobbeltdiagnose 21 pct. forøget dødsrisiko sammenlignet med en enkeltdiagnose.
»Det gør det meget relevant at få kortlagt, om det kan have en gavnlig effekt på overlevelsen for kræftpatienter, hvis man screener dem for type 2-diabetes, så man hurtigst muligt kan komme i gang med en relevant behandling,« siger Lykke Sylow og pointerer, at man også screener andre grupper i samfundet for diabetes, blandt andet gravide og svært overvægtige.
Behov for flere undersøgelser
Lykke Sylow håber på, at studiet kan være med til at afstedkomme mere opmærksomhed på risikoen for udvikling af type 2-diabetes blandt personer med kræft, og at onkologer vil finde det interessant at lave relevante kliniske undersøgelser af sammenhængen.
Det er nemlig ikke sikkert, at koblingen mellem kræft og type 2-diabetes skyldes kræften i sig selv. En anden mulighed er den behandling, som nogle patienter med kræft modtager.
Endelig vil Lykke Sylow også gerne have belyst, om nogle subgrupper af kræftpatienter er i særlig høj risiko for at udvikle type 2-diabetes, og man derfor bør have et større fokus på dem.
»Der er en masse ubesvarede spørgsmål, men vi har taget det første spadestik i forskningen og set, at der er en sammenhæng, som vil være interessant og klinisk relevant at få kortlagt,« siger hun.
Del artiklen: