Debat: Komponent-direktør tænker historieløst

Jonatan Schloss (JS), som i disse år er direktør i Komponent (kommunernes fælles udviklingscenter under KL), skriver i Dagens Medicin 31. marts 2023 om, hvordan sundhedsaktører kan ‘spille hinanden bedre’.

I denne artikel skriver JS bl.a. om dosisdispensering og den nyligt indgåede aftale mellem regionernes løn- og takstnævn, RLTN, hvor KL også har plads, og praktiserende lægers organisation PLO.

JS skriver, at kommunerne jubler over aftalen, som giver de praktiserende læger et honorar for at påtage sig det lægelige ansvar for dosisdispensering.

JS beskriver, hvordan hverken regionerne eller de praktiserende læger er særligt begejstrede for aftalen.

Regionerne er mellemfornøjede, fordi de skal betale for noget, som primært gavner kommunerne. Og for de praktiserende læger gælder, at dosisdispensering, uanset honorar, opleves ekstremt bøvlet, teknisk underudviklet, og fyldt med potentielle fejlkilder, som kan sende lægerne i armene på styrelsen for patientsikkerhed, som altid står klar med det store blækhus.

• Læs indlægget fra Jonatan Schlossher

Historieløst og forvrænget

JS strammer derefter skruen ganske dramatisk ved at skrive, at ‘det er i den grad op ad bakke at få regioner og praktiserende læger til at betale for og udføre en opgave, som redder menneskeliv (…) og giver betydeligt bedre pleje af de syge og de ældre.’

Det er meget hårde ord fra et skrivebord i KL’s kursusafdeling, og de viser desværre, at JS tænker historieløst og har en helt forvrænget opfattelse af, hvad der er myndigheders opgaver, og hvad der er brancheorganisationers opgaver.

Det er også i særligt grad sårende ord, fordi JS selv har siddet i PLO’s direktørstol og derfor burde have en langt bedre indsigt i, hvordan praktiserende læger tænker, og hvordan PLO agerer.

JS viser dog forståelse for PLO’s synspunkt, at dosisdispensering alene handler om, hvilken pakke patienten får pillerne leveret i, og er irrelevant for lægens medicinordination, som i stedet handler om, hvilket præparat og i hvilken styrke og hvor længe patienten skal have medicinen.

Borgere kan ikke tvangrekrutteres

At få dosisdispensering placeret som et rent spørgsmål mellem patient, apotek og eventuelt den kommunale hjemmesygepleje kræver, som JS rigtig anfører, en lovændring og tekniske ændringer i det fælles medicinkort FMK. Så det vil nok tage op til tre års tid.

JS mener derfor, at PLO og kommunerne ‘i den grad’ har en fælles opgave med at få sat gang i brugen af dosisdispensering ‘til alle de stabile patienter’.

JS glemmer i den forbindelse, at dosisdispensering er patientens valg. Den kommunale hjemmesygepleje kan ikke tvangsrekruttere borgere til dosisdispensering, og dosisdispensering kan give patienten endog ret betydelige ekstraudgifter, hvis det alligevel viser sig nødvendigt at ændre medicinen, fordi den udleverede medicin skal kasseres, og nye medicinpakker udleveres fra apotekerne.

Praktiserende læger vil meget gerne sikre, at deres patienter får den rette medicin i rette dosis.

Der bliver lavet årskontroller med medicingennemgang hos et meget stort antal patienter med kroniske sygdomme og hos andre, som får betydelige mængder medicin, og FMK bruges mange gange dagligt som et redskab til at sikre overblik over patientens medicin.

N0get rod med dispensering

At være omhyggelig med ordination og kontrol af medicin er en grundlæggende fordring i almen praksis, som alle praktiserende læger tager dybt alvorligt.

Dosisdispensering er bare i den forbindelse noget rod. Den elektroniske løsning er bøvlet og kræver især ved opstart og seponering omstændelige, ulogiske arbejdsgange.

Dosisdispensering blev indført i Danmark i 2001. Det er 22 år siden. Toogtyve år.

I alle de år kunne KL have brugt sin indflydelse som en af landets tungeste myndigheder til at sikre, at håndtering af dosisdispensering blev enkel, logisk og funktionel. Så havde anvendelsen af dosisdispensering været langt højere i dag.

Det er nemlig en myndighedsopgave at sørge for den slags, og selv om det ikke lige er ens egen myndighed, som står med ansvaret for opgaven, så havde man nok kunne finde nogle ledige mødelokaler til en snak med rette vedkommende i løbet af toogtyve år. Når nu projektet er så vigtigt og kan redde så mange liv og spare så mange penge for KL.

PLO tager en kugle for holdet

I stedet har KL og andre involverede myndigheder siddet på hænderne i alle årene, fordi nogle andre stod med det praktiske bøvl i hverdagen.Det, som er PLO’s opgave, er at indgå aftaler, som understøtter de praktiserende lægers økonomi og arbejdsvilkår.

Nu har PLO indgået en aftale, som kan medvirke til at gøre kommunernes arbejde lettere og billigere, på bekostning af et fortsat bøvl med teknisk dårlige løsninger og usikkerhed og fejlrisiko ved ændringer i ordinationen.

Det må i høj grad kaldes at tage en kugle for holdet. Hvis takken fra kommunerne så er, at ‘det er op ad bakke at få de praktiserende læger til at løse opgaver, som redder menneskeliv’, tror jeg, at jeg kender PLO godt nok til, at det i hvert fald kan blive op ad bakke at få et ja næste gang, KL har en besværlig opgave, de ikke selv magter at løse.