Almen praksis
KOL-forværringer associeret med markant forøget kardiovaskulær risiko
Udgivet:
Kommentarer (0)
»I forbindelse med KOL-forværring giver det mening, hvis læger og også patienterne selv sikre sig, at patienterne er så velbehandlede for deres hjertekarsygdom som muligt,« siger en af forskerne bag studiet, overlæge Anders Løkke fra Lungemedicinsk Afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle.
Nyt dansk studie viser, at blandt personer med KOL kommer KOL-forværringer med markant forøget risiko for udvikling af blodprop eller død på grund af en kardiovaskulær event. Der er behov for at holde ekstra godt øje med KOL-patienternes kardiovaskulære risiko i perioden efter KOL-forværringer, siger overlæge.
Læger og forskere har længe haft på fornemmelsen, at KOL-forværringer muligvis kan være associeret med øget risiko for kardiovaskulære events hos personer med allerede anerkendt hjertekarsygdom.
Den formodning bekræfter danske forskere og læger nu i et studie, der ikke bare viser, at KOL-forværringer kommer med øget risiko for efterfølgende at blive ramt af blodprop eller død på grund af et kardiovaskulært event, men også at risikoforøgelsen er ganske markant.
Ydermere viser studiet, at langt størstedelen af patienter, som oplever KOL-forværringer, bliver ramt af et kardiovaskulært event inden for 30 dage efter KOL-forværringen.
Der er dermed et vindue, hvori det giver mening for læger på både hospitaler og i praksis at holde ekstra godt øje med deres patienter med KOL og kardiovaskulær sygdom for at sikre, at de er optimalt behandlede.
»En relativ høj andel af patienter med KOL har også kardiovaskulær sygdom og er i behandling med for eksempel blodfortyndere eller diabetesmedicin. I forbindelse med KOL-forværring giver det mening, hvis læger og også patienterne selv sikre sig, at patienterne er så velbehandlede for deres hjertekarsygdom som muligt for på den måde at minimere deres risiko for, at KOL-forværringen udløser en potentielt set fatal kardiovaskulær event,« fortæller en af forskerne bag studiet, overlæge Anders Løkke fra Lungemedicinsk Afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle.
Forskningen er offentliggjort i International Journal of Chronic Obstructive Pulmonary Disease.
1.501 danskere med KOL deltog i studie
I studiet har 1.501 danskere over 40 år med KOL og stabil kardiovaskulær sygdom som for eksempel tidligere blodprop i hjertet eller hjertesvigt indgået.
Forsøgsdeltagerne blev fulgt via de danske registre i perioden fra 2010 til udgangen af 2016.
Bliver en person indlagt med KOL-forværringer, bør lægerne være særligt opmærksomme på, at patienten er korrekt medicineret og måske endda få en hjertelæge til at kigge på patienten med KOL
Anders Løkke, overlæge, Sygehus Lillebælt
Forskerne identificerede i KOL-registeret, Landspatientregisteret og Lægemiddelstatistikregisteret, hvem der i perioden oplevede KOL-forværringer, og hvem der oplevede et kardiovaskulært event.
Indlæggelseskrævende KOL-forværring blev identificeret via Landspatientregisteret, mens moderat KOL-forværring blev identificeret som en indløst recept på prednisolon (svarende til 250 mg i alt) i Lægemiddelstatistikregisteret. Tilfælde af kardiovaskulære events blev identificeret i Landspatientregisteret.
Forskerne har også kigget i Dødsårsagsregisteret efter alle dødsfald, herunder også på grund af kardiovaskulære events.
I undersøgelsen har forskerne undersøgt for kardiovaskulære events op til 30 dage efter KOL-forværring og op til seks mdr. efter KOL-forværring.
»Det primære mål var at se, om KOL-forværring kan udløse kardiovaskulær sygdom. Emnet er ret dårligt belyst, men det er ikke svært at forestille sig, at man i forbindelse med KOL-forværringer oplever problemer med at opretholde iltniveauerne i kroppen, og at det kan være skidt for hjertet, som dermed får sværere ved at pumpe blod rundt. Vi ser også, at mange af vores patienter, der kommer ind akut med KOL-forværringer, ofte har meget med i bagagen i forhold til kardiovaskulær sygdom,« siger Anders Løkke.
Seks gange forhøjet risiko for en kardiovaskulær event
Resultatet af studiet viser, at KOL-forværringer i den grad kan associeres med efterfølgende risiko for at opleve et kardiovaskulært event.
I studiet oplevede 55 pct. af studiepopulationen KOL-forværringer i løbet af opfølgningsperioden, og 13 pct. oplevede både KOL-forværringer og havde et kardiovaskulært event.
I alt døde 113 patienter, og af dem skyldtes 28 pct. kardiovaskulær sygdom, mens 72 pct. skyldtes anden sygdom, primært KOL.
I sammenligningen mellem personer, der oplevede KOL-forværringer, og personer, der ikke oplevede KOL-forværringer, havde personer med moderate KOL-forværringer 1,5 gange forhøjet risiko for et kardiovaskulært event inden for seks mdr. For personer, der oplevede alvorlige KOL-forværringer med behov for indlæggelse, var tallet mere end seks gange forøget risiko for en kardiovaskulær event.
Hovedparten af de kardiovaskulære events, der var koblet til KOL-forværringer, skete inden for de første 30 dage af KOL-forværringen.
Forskerne har i studiet korrigeret for blandt andet alder, køn, rygestatus og komorbiditeter.
»Vores studie taler ind i, at kombinationen af KOL og kardiovaskulær sygdom er en livsfarlig cocktail, og at KOL-forværringer kan være meget alvorlige for det kardiovaskulære helbred hos personer med KOL og i forvejen anerkendt kardiovaskulær sygdom,« siger Anders Løkke.
Han mener, at studiet peger på vigtigheden i, at personer med KOL og kardiovaskulær sygdom er optimalt behandlet for både deres KOL og deres hjertekarsygdom, når de oplever KOL-forværringer.
»Bliver en person indlagt med KOL-forværringer, bør lægerne være særligt opmærksomme på, at patienten er korrekt medicineret og måske endda få en hjertelæge til at kigge på patienten med KOL. Oplever en person med KOL kun moderate forværringer, bør den praktiserende læge tage en snak med patienten om vigtigheden i at være velbehandlet for sin kardiovaskulære sygdom,« siger Anders Løkke.
Del artiklen: