Almen praksis
KL og PLO er klar med et fælles udspil, der skal sikre et godt sundhedsvæsen
Udgivet:
Kommentarer (0)
KL og PLO’s fælles udspil sendes til Sundhedsstrukturkommisionen, der er nedsat af regeringen, og som forventes af præsentere sine anbefalinger i foråret 2024.
Den kommende sundhedsreform bør styrke, udvikle og prioritere det nære sundhedsvæsen. Det mener KL og PLO, der netop har fremlagt et fælles bud på indretningen af det nære sundhedsvæsen.
Den kommende sundhedsreform bør flytte sundhedsvæsenet endnu tættere på danskerne og deres hverdag. Sådan lyder meldingen fra Kommunernes Landsforening (KL) og Praktiserende Lægers Organisation ( PLO), som præsenterer et fælles udspil til, hvordan kommunerne og almen praksis bør udvikle og styrke det nære sundhedsvæsen i fællesskab.
Udspillet indeholder bl.a. forslag til, hvordan sundhedsvæsenet i endnu højere grad kan møde borgerne med tidlige indsatser, sikre en bedre lægedækning i hele landet og øge borgernes tilgængelighed til deres praktiserende læge.
Samtidig skal forslagene også fungere som KL og PLO’s bud på, hvordan de 1.500 ekstra praktiserende læger, der skal komme frem mod 2035, kommer borgerne til størst mulig gavn.
Tæt på borgerne
Fast lægedækning på midlertidige pladser og plejehjem, faste bostedslæger og et stærkere samarbejde mellem lokale læger og ældreplejen. Dette er nogle af forslagene fra KL og PLO, der skal være med til at sikre, at danskerne får et nært sundhedsvæsen. Sisse Marie Welling (SF), fungerende formand for Sundheds- og Ældreudvalget i KL, uddyber:
»Danskerne, som de er flest, har brug for et sundhedsvæsen, der er tæt på deres hverdag og hjælper dem med at leve et godt og aktivt liv – også selvom man lider af kronisk sygdom, har en psykisk lidelse, eller at alderen trykker. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan præsentere vores fælles bud på et nært sundhedsvæsen, hvor vores dygtige kommunale sygeplejersker og SOSU’er i tæt samarbejde med praktiserende læger møder danskerne med tidlige indsatser, stor tilgængelighed og en tårnhøj faglighed. Alt sammen i borgernes lokalområde og med udgangspunkt i det liv, de lever. Dét – og ikke centralisering og sygehustænkning – er vejen frem for vores sundhedsvæsen,« siger hun.
Jørgen Skadborg, formand for PLO, tilføjer:
»Når vi øger antallet af praktiserende læger, har vi gennem et tæt samarbejde mellem almen praksis og kommunerne en chance for både at omstille sundhedsvæsenet, så det i langt højere grad møder borgerne med tidlige indsatser, og styrke hjælpen til de borgere, som har størst behov. Det gælder blandt andet ældre på plejehjem, multisyge, psykisk syge og socialt udsatte. Samtidig kan vi sikre, at alle borgere igen kan få deres egen, faste læge, uanset hvor i landet de bor.«
KL og PLO vil styrke det nære sundhedsvæsen med 10 forslag
Almen praksis får rollen som behandlingsansvarlig for borgere med kronisk sygdom og multisygdom
Fast lægedækning på midlertidige pladser og plejehjem
Nye samarbejdsrelationer mellem lokale læger og ældreplejen
Faste bostedslæger
Almen praksis skal fungere som tovholder for borgere med psykisk sygdom
Deling af patientoplysninger og data om patientforløbet
National styring af hvor nye ydernumre placeres
Regulering af antallet af patienter pr. læge
Prioritering af sårbare patienter, multisyge og socialt udsattes adgang til lægen
Hurtig og lettilgængelig hjælp til borgere i lokalområderne
Du kan læse hele udspillet her.
Del artiklen: