Almen praksis
Kandidatstuderende i Esbjerg skal 20 dage ud i almen praksis
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Arbejdet med medicinstudiet i Esbjerg har generelt været præget af stor velvilje og risikovillighed fra alle involverede parter lige fra hospitalerne, til regionen, PLO og Syddansk Universitet. Vi har kigget hinanden i øjnene og besluttet at uddanne nogle fantastisk dygtige læger, og der er en accept af, at vi evaluerer og justerer undervejs,« siger Jens Søndergaard, medlem af styregruppen for lægeuddannelsen i Esbjerg samt professor og praktiserende læge i Middelfart.
De 30 kandidatstuderende, som efter planen optages på den nye lægeuddannelse i Esbjerg næste år, vil tilbringe markant længere tid i almen praksis end mange andre steder i landet. Det fremgår af en ny aftale mellem PLO og SDU.
Når det første hold af medicinstuderende starter på deres kandidatuddannelse i Esbjerg efter sommerferien 2022, vil de få et indgående kendskab til lægelivet i almen praksis.
Det fremgår af en ny aftale mellem PLO og SDU, som blev underskrevet i starten af måneden og som betyder, at de studerende skal tilbringe 20 dage af studietiden i lægehuse i Region Syddanmark.
»Kompetencer som generalist er for mig at se noget, der godt kan styrkes på lægeuddannelserne generelt. Den praktiserende læge får i fremtiden en større tovholderfunktion og opgaveglidningen fra sygehusene finder allerede sted. Jeg er derfor glad for, at vi er landet et sted, hvor de studerende får 20 dages klinikophold i almen praksis, som vistnok er det længste ophold i landet,« siger Jens Søndergaard, medlem af styregruppen for lægeuddannelsen i Esbjerg samt professor og praktiserende læge i Middelfart.
Plads til at eksperimentere
Ifølge planerne begynder de første 30 studerende på kandidatuddannelsen i Esbjerg efter sommerferien næste år. Dermed er uddannelsen både lille og ny, og det har givet nogle unikke muligheder for at esperimentere med opbygningen.
»Arbejdet med medicinstudiet i Esbjerg har generelt været præget af stor velvilje og risikovillighed fra alle involverede parter lige fra hospitalerne, til regionen, PLO og Syddansk Universitet. Vi har kigget hinanden i øjnene og besluttet at uddanne nogle fantastisk dygtige læger, og der er en accept af, at vi evaluerer og justerer undervejs,« siger Jens Søndergaard.
Og ligesom det har været tilfældet med uddannelsen i Aalborg, så håber Jens Søndergaard, at den nye uddannelse kan bidrage positivt på flere fronter.
»Både i forhold til lægedækningen lokalt og så kan uddannelsen forhåbentligt på sigt give inspiration til opbygningen af lægestudiet andre steder i landet,« siger Jens Søndergaard.
Tutorlæger søges
Ifølge aftalen mellem PLO og SDU modtager tutorlægen ved opholdets begyndelse 14.572,33 kr. pr. studerende for et 20 dages klinisk ophold i almen praksis.
»Det bliver ikke økonomien i aftalen, der kommer til at trække de praktiserende læger ind som tutorlæger. Men jeg håber, at en del læger vil melde sig. Når jeg taler med praktiserende læger i området omkring Esbjerg, så har jeg fornemmet en interesse for at være med. Så jeg er ret fortrøstningsfuld,« siger Jens Søndergaard.
Del artiklen: