Jonatan Schloss: Hvad i alverden skal de 5.000 praktiserende læger egentligt lave?

PLO har i, hvad der forekommer som årtier, advaret om manglen på praktiserende læger.

Det kan blive til den største enkeltstående gamechanger i det danske sundhedsvæsen i mange år

Danske medier har været og er stadig løbende fyldt med beretninger om store dele af Danmark, hvor borgerne ikke frit kan vælge deres egen læge, men må tage til takke med løse vikarer i form af regions-, udbuds- eller stråmandsklinikker.

De fleste danskere kender vel også til problemer med at få en tid hos deres egen læge, og når de endeligt kommer til, så er det midt på arbejdsdagen og kun i ti minutter.

Sygehusenes akutmodtagelser jamrer over at tage imod akut indlagte patienter, som egen læge har henvist uden selv at have set patienten. Eller henvist med ikke-sygehuskrævende lidelser.

Kommunerne sukker over praktiserende læger, der ikke er til at få i tale, få til møde, svare på henvendelser osv.

En historisk gamechanger

Men nu vender det. Skiftende regeringer har åbnet op for uddannelse af flere speciallæger i almen medicin, de unge læger vil gerne uddanne sig til speciallæger i almen medicin og være selvstændige praktiserende læger.

Samtidig med at de store årgange af praktiserende læger nu rent faktisk er gået på pension.

Så efter at have været uændret omkring 3.500 praktiserende læger i en årrække, så vil der nu fra og med 2025 blive netto ca. 150 flere hvert år, så man omkring 2035 når måltallet på ca. 5.000.

Det kan blive til den største enkeltstående gamechanger i det danske sundhedsvæsen i mange år.

Og så kommer det store spørgsmål: Hvad skal 1.500 flere praktiserende læger egentligt lave?

Googler man lidt på, hvad Danske Regioner, PLO og skiftende regeringer har sagt, så er det faktisk meget lidt konkret.

Måske fordi ingen rigtigt har troet på, at den dag, hvor vi for alvor får flere praktiserende læger, rent faktisk ville oprinde. Men det gør den. Vi ved ret præcist hvornår og i hvilket omfang.

Den populistiske model

Der er mange veje at gå. Lad mig skitsere to:

Enhver forandring møder modstand. I almen praksis. På sygehusene. Blandt patientforeninger, osv.

Den første forudsætter, at der fra politisk hold ikke tages stilling.

Det er nok den mest sandsynlige, da vores politiske system ser ud til at få stadigt sværere ved at prioritere noget frem for noget andet i særdeleshed på sundhedsområdet.

Mit bud vil være, at vi med den model selvfølgelig får besat de ledige ydernumre, også i Vestjylland og Nordjylland, men desværre nok ikke i den sydlige og vestlige del af Region Sjælland, hvor sundhedsvæsenets problemer forekommer uoverstigelige i den nuværende struktur.

Dernæst vil der, igen bortset fra i den sydlige og vestlige del af Region Sjælland, komme ægte konkurrence om patienterne.

For at få smør nok på brødet vil det stigende antal praktiserende læger begynde at udvide servicen. Tilbyde aften- og weekendåbningstid, hurtige konsultationer på video, telefon og mail, ekstra og hyppigere kontroller til stamkunderne med kroniske lidelser osv.

Med andre ord en masse ekstra service, som borgerne vil være glade for. Der skal omsættes for flere penge pr. patient, når der kommer mange flere praktiserende læger.

Men den ekstra service vil kun i meget begrænset omfang give bedre sundhed, og kun i begrænset omfang bidrage til at løse sundhedsvæsenets enorme udfordring med den igangværende eksplosion i antallet af +80-årige med multisygdom.

Vi kan kalde denne model for den populistiske model.

Tovholdermodellen

Den anden vej, man kan gå, forudsætter en aktiv politisk stillingtagen til en ændret rolle for almen praksis. Det er den mindst sandsynlige.

Enhver forandring møder modstand. I almen praksis. På sygehusene. Blandt patientforeninger, osv.

Men i den model kommer almen praksis rent faktisk til at spille den rolle, som er beskrevet i festtalerne. Nemlig som gatekeeperen i sundhedsvæsenet og som patientens tovholder i forløbene i sundhedsvæsenet.

Dvs. at man som patient pludselig vil opleve, at ens praktiserende læge aktivt og af sig selv følger op på henvisningerne til resten af sundhedsvæsenet, griber patienten, når denne falder mellem flere stole mellem forskellige hospitalsafdelinger og de kommunale sundhedstilbud.

Være opsøgende over for de sårbare patienter, som har brug for at blive opsøgt og få noget ekstra opmærksomhed fra egen læge.

Her vil den praktiserende læge være initiativtager til forløb, hvor både sygehus og kommune skal bidrage.

I denne model vil almen praksis også overtage en lang række af de mere rutinemæssige kontroller, som i dag foregår på sygehusenes enorme ambulatorier, så de mange multisyge fremover ikke skal følges mange forskellige steder, men kan følges hos egen læge med god speciallæge-backup fra sygehusenes specialister og diagnostiske apparat.

Modellen vil indebære store forandringer i den måde, som mange praktiserende læger arbejder på. Og forandring af sygehusenes rolle.

Vi kan kalde denne model for tovholdermodellen. Og ja, jeg kan godt selv høre, hvor vanvittigt fantasifuld denne model lyder. Men med 1.500 flere praktiserende læger er det rent faktisk en mulighed, hvis den ellers bliver besluttet.

Det er nu, vi skal beslutte os

Man skal ikke være retorisk uddannet for at kunne udregne, hvilken af modellerne jeg foretrækker. Ej heller for at kunne se, hvilken af dem som jeg finder mest sandsynlig. Det er desværre ikke den samme.

Jeg kan nemlig ikke se tegn på, at Danske Regioner, PLO, Sundhedsstyrelsen eller Sundhedsministeriet arbejder seriøst med, hvilken rolle almen praksis skal have i 2035, hvor vi har 5.000 praktiserende læger i Danmark.

Skal de bruges på service eller på sundhed? Hvis vi ikke som samfund beslutter noget, så bliver de soldet op på bedre service til de stærkeste og raskeste patienter og ikke på mere sundhed til syge og svage.