Almen praksis
Jørgen Skadborg: Ny overenskomst giver arbejdsro i almen praksis
Udgivet:
Kommentarer (0)
Den nye overenskomst for almen praksis bygger en bro frem mod sundhedsreformen og sikrer, at praktiserende læger kan passe deres patienter resten af året og næste år, uden at skulle bekymre sig om at ramme økonomiloftet, lyder det fra PLO-formand, Jørgen Skadborg.
Med et løft af den økonomiske ramme i almen praksis, skal praktiserende læger ikke frygte en ny overskridelse af økonomiloftet lige foreløbig. Det understreger PLO's formand. Samtidig gør han det klart, at den næste aftale skal være langt mere ambitiøs.
Det var på forhånd meldt ud, at ambitionsniveauet ikke ville være skyhøjt for den nye overenskomst mellem PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) med tanke på den nært forestående sundhedsreform.
I stedet for nye tiltag har parterne fokuseret deres indsats på, at almen praksis kan imødekomme borgernes øgede behov for konsultationer hos egen læge her og nu.
Og set med de øjne, er Jørgen Skadborg, formand i PLO, godt tilfreds med den aftale, der nu er underskrevet med Danske Regioner – og som blot afventer en endelig godkendelse fra PLO’s medlemmer.
»Aftalen er god. Den bygger en bro frem mod sundhedsreformen og sikrer, at de praktiserende læger kan passe deres patienter resten af året og næste år, uden at vi skal bekymre os om at ramme økonomiloftet i vores daglige arbejde. Det tror jeg vil være en lettelse for mange læger,« siger Jørgen Skadborg.
Kurs mod endnu en overskridelse
Sidste år blev økonomiloftet i almen praksis overskredet med hele 187,6 mio. kr., og igen i år var lægerne på sikker kurs mod at sprænge den økonomiske ramme.
Hvis jeg kun taler på vegne af mine egne medlemmer, så skal den næste aftale være langt mere ambitiøs
Jørgen Skadborg, formand, PLO
Den seneste prognose fra PLO, som løber til og med juli, viste en overskridelse på 81 mio. kr., men med et ekstraordinært løft af økonomien i år på 146,7 mio. kr., ser den nye overenskomstaftale mellem PLO og Danske Regioner ud til at afværge endnu en overskridelse af loftet.
Og når det kommer til 2025, så er Jørgen Skadborg ligeledes fortrøstningsfuld.
»Vi har fået løftet rammen i et omfang, der tager højde for de mange nye konsultationer, som vi fik sidste år. Samtidig tager rammen næste år også højde for, at vi forhåbentlig bliver ca. 75 flere læger i almen praksis. Så jeg er ret positiv,« siger Jørgen Skadborg.
»Det tager vi i næste runde«
Selvom den nye aftale mellem PLO og RLTN nu er landet, ønsker Jørgen Skadborg ikke at kommentere på, hvordan han har oplevet forhandlingerne med Danske Regioner.
Han ønsker heller ikke at uddybe, hvor han gerne havde set sin modpart strække sig lidt længere i forhandlingslokalet.
»Jeg synes, at det ville være uordentligt af mig, hvis jeg kort efter at have indgået en ny aftale med Danske Regioner, begyndte at forholde mig til, hvad jeg gerne ville have haft noget mere af. Det tager vi i næste runde. Og her er det helt særlige jo, at den her aftale kun er etårig. Derfor skal vi allerede i gang med at forberede forhandlingerne til den nye overenskomst om få måneder,« siger Jørgen Skadborg.
Små beløb til lægedækning
Som formand for PLO har Jørgen Skadborg efterhånden brugt mange lejligheder til at slå fast, at der er brug for en særlig indsats i de lægedækningstruede områder, hvis der i fremtiden igen skal være praktiserende læger jævnt fordelt i hele landet.
I den nye overenskomstaftale øremærkes der 60 mio. kr. til særlige lægedækningsindsatser i 2025. Blandt andet har PLO og RLTN besluttet at løfte kronikerhonoraret for praktiserende læger i de særligt udfordrede områder.
Og så etableres der en økonomisk pulje på 20 mio. kr., som skal bidrage til lokale rekrutteringsindsatser, der kan styrke det nære almen medicinske tilbud i områder med få læger.
Men inden Jørgen Skadborg uddyber sine tanker om tiltagene på lægedækningsområdet, føler han et behov for at slå fast, at der i det store billede er tale om små beløb. Den egentlige indsats på området venter længere nede ad vejen.
»Først og fremmest er det vigtigt for mig at sige, at det ikke er ret mange midler, som bliver øremærket til de lægedækningstruede områder i 2025. Det kommer formentlig ikke til at flytte særlig meget rundt på lægerne. Det er dog et signal om, at vi godt ved, at lægerne i nogle områder af landet har nogle arbejdsvilkår, som er særligt vanskelige,« siger Jørgen Skadborg.
Hvad skal vi forvente os af den næste aftale?
»Det kommer an på, hvad der sker på Christiansborg i den kommende tid. Men hvis jeg kun taler på vegne af mine egne medlemmer, så skal den næste aftale være langt mere ambitiøs. Den skal i højere grad forenkle ydelserne i almen praksis og belønne, at vi bruger tid på at samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen. Men lige nu står vi i et limbo, hvor vi afventer Christiansborg,« siger Jørgen Skadborg.
Fakta om Aftale25
Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og PLO er blevet enige om en etårig fornyelse af overenskomsten om almen praksis, der kaldes Aftale25.
Hvis PLO’s repræsentantskab godkender aftalen, vil den blive sendt til urafstemning blandt PLO’s medlemmer. Hvis aftalen stemmes hjem, træder den kraft 1. januar 2025
Med Aftale25 tilføres almen praksis en samlet merøkonomi på 431 mio. kroner. Det sker ved, at økonomien for almen praksis hæves med 146,7 mio. kroner i 2024 og med yderligere 137,6 mio. kroner i 2025.
Der afsættes 60 mio. kroner til indsatser for bedre lægedækning i områder, hvor manglen på praktiserende læger er størst. Det er blandt andet midler, der styrker kapacitet og tid til patienter med KOL og/eller diabetes type 2.
Ligesom der i dag er fasttilknyttede læger på plejecentre, indfører Aftale25 fast tilknyttede læger på bosteder for personer med fysisk eller psykisk handicap.
Kilde: Læger.dk/PLO
Del artiklen: