Almen praksis
Jørgen Skadborg genvalgt som formand for praktiserende læger
Udgivet:
Kommentarer (0)
På PLO’s repræsentantskabsmøde er siddende formand, Jørgen Skadborg, blevet genvalgt som formand for en to-årig periode. Det skete uden modkandidat.
Det nye repræsentantskab i Praktiserende Lægers Organisation (PLO) var i weekenden samlet for første gang, og her var et af punkterne på dagsordenen, at de 46 repræsentanter skulle pege på en formand.
Valget faldt ikke overraskende på 56-årige Jørgen Skadborg, der har stået i spidsen for interesseorganisationen og dens ca. 3.400 medlemmer siden efteråret 2020.
»Jeg er ydmyg og taknemmelig for at få lov til at stå ved roret i en tid med tårnhøje forventninger til almen praksis på vej mod strukturelle forandringer i sundhedsvæsenet,« siger Jørgen Skadborg i en udsendt pressemeddelelse.
PLO i ansvarsrollen
Det er anden gang, at Jørgen Skadborg tager imod genvalg som formand for PLO.
Fra talerstolen understregede den 56-årige lægeformand vigtigheden af, at andre aktører oplever et PLO, der ønsker samarbejdet og dialogen – og tager et medansvar for udviklingen i sundhedsvæsnet.
»Det skal gerne være vores kendetegn, at vi byder ind med løsningsforslag, der tilgodeser patienternes behov, høj kvalitet – og samtidigt er realistiske. Lige netop det er også en grund til, at jeg lægger stor vægt på feedback og dialog med mit bagland og alle medlemmerne,« siger Jørgen Skadborg.
Jørgen Skadborg er 56 år og praktiserende læge i Billund i Region Syddanmark. Han er uddannet læge fra Aarhus Universitet i 1995 og har virket som praktiserende læge i 23 år.
Karrieren som formand for PLO startede noget hovedkulds tilbage i 2020, da Jørgen Skadborg blev konstitueret som formand midt i de verserende overenskomstforhandlinger, da Christian Freitag valgte at trække sig.
Ikke længe efter blev Jørgen Skadborg formelt valgt som formand. Han blev genvalgt i foråret 2021, og er nu altså genvalgt for anden gang.
Del artiklen: