Almen praksis
Influenzavacciner lander snart: I Skødstrup er lægerne klar med weekendåbent og drive-in
Udgivet:
Kommentarer (0)
Her ses praktiserende læge i Skødstrup Roar Maagaard under COVID-19 i november sidste år, mens han er i færd med at give en patient en influenzavaccination. I år forventer han, at Lægehuset Skødstrup skal give endnu flere vacciner mod influenza.
I Skødstrup Lægepraksis ventes der igen i år rekordhøj tilslutning til influenzavacciner, og forberedelserne med både weekendåbent og drive-in på parkeringspladsen er i fuld gang. Selv planlægger praktiserende læge Roar Maagaard også at lade sig vaccinere. »Jeg synes ikke, vi kan være andet bekendt.«
I løbet af et normalt år vaccinerer Skødstrup Lægepraksis ca. 1.500-1.600 borgere mod influenza.
Under coronapandemien er det antal dog blevet skruet kraftigt i vejret, og sidste år gav det store lægehus med otte praktiserende læger, tre uddannelseslæger og fire sygeplejersker 2.500 borgere en vaccine mod influenza.
I år ventes antallet at stige yderligere.
»Vi regner nok med, at det bliver endnu flere i år. Så længe folk har COVID-19 friskt i erindringen, så tror jeg, at den høje vaccinetilslutning på influenza-området vil fortsætte,« siger Roar Maagaard, praktiserende læge i Skødstrup Lægepraksis.
Bekendtgørelse lod vente på sig
Rammerne for denne sæsons influenzavaccination har været længe om at falde på plads. Blandt andet har bekendtgørelsen ladet vente på sig, og det har, ifølge Roar Maagaard, gjort det svært at planlægge indsatsen i god tid.
»Først forlød det eksempelvis, at de +85-årige skulle tilbydes en 4-valent højdosis, så blev det sat ned til de +82-årige. Det er tre årgange mere, og det betyder, at vi nok har bestilt for få højdosis og for mange almindelige vacciner. Så det er lidt ærgerligt, men når det er sagt, så er det en opgave, vi glæder os til at tage på os,« siger Roar Maagaard.
Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt, hvis vi ikke lader os vaccinere. Jeg tvivler dog på, at jeg har flertallet af læger bag mig
Roar Maagaard, praktiserende læge
I år har regeringen besluttet, at børn i alderen 2-6 år også skal tilbydes en gratis influenzavaccination. Vaccinen gives som næsespray, og modsat vaccinerne til den brede befolkning, hvor en lang række aktører byder sig til, så er det besluttet at placere opgaven i almen praksis. Her er der i gennemsnit 88 børn i målgruppen pr. kapacitet.
»Vi ved endnu ikke præcis, hvornår vi får børnevaccinerne, så vi har ikke for alvor åbnet for bookingerne endnu, men vi har allerede fået mange henvendelser – også fra forældre til helt små børn,« siger Roar Maagaard.
Dyt, hvis du får det dårligt
For de mange lægehuse, som tager del i opgaven med at vaccinere mod influenza, er det samtidig en mulighed for at være innovative og tænke ud af boksen.
»Sidste år vaccinerede vi 500 borgere 1. oktober i vores opsatte drive-in på parkeringspladsen. Her blev de vaccinerede borgere så holdende i et kvarter med mulighed for at dytte, hvis de følte ubehag. Det var en bred gruppe af borgere, der tog imod tilbuddet, og vi regner med at gentage succesen i år,« siger Roar Maagaard, der også forventer at holde weekendåbent uden tidsbestilling i uge 42. Dette tilbud er primært rettet mod de 2-6 årige.
Sundhedspersoner bør lade sig vaccinere
I Skødstrup Lægepraksis var alle ansatte vaccineret mod influenza sidste år – inklusiv uddannelseslægerne, hvis Roar Maagaard husker rigtigt.
Og stod det til ham, så måtte det gerne forholde sig sådan alle steder.
»Der er stort fokus fra Sundhedsstyrelsen på, at sundhedspersoner også lader sig vaccinere. Det er et omdiskuteret emne, og jeg har kun hørt Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen, være ude og sige, at det bør være et decideret krav for sundhedsansatte,« siger Roar Maagaard.
»Men jeg må sige, at jeg nok er lidt mere enig med ham end mange af mine kolleger. Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt, hvis vi ikke lader os vaccinere. Jeg tvivler dog på, at jeg har flertallet af læger bag mig.«
Influenzasæson 2021/22
I influenzasæson 2021/22 benyttes to vacciner. En 4-valent influenzavaccine og en 4-valent højdosis influenzavaccine. Den 4-valente højdosis influenzavaccine anvendes til personer, som er fyldt 82 år inden 15. januar 2022 (født før 15. januar 1940) og til personer, der bor på plejehjem m.v., og er fyldt 65 år inden 15. januar 2022 (født før 15. januar 1957). Den 4-valente influenzavaccine anvendes til alle øvrige målgrupper.
Risikogrupper kan få vaccinen først, hvorefter andre grupper, der ønsker at betale for influenzavaccination, kan vaccineres.
De første vacciner ventes at komme til landet i uge 40, oplyser Statens Serum Institut. I uge 40 og 41 ventes der at blive leveret ca. 400.000 doser.
Del artiklen: