Almen praksis
Hjemmesygeplejersken om almen praksis: »Det kommer afgjort borgeren til gavn, at kommunikationen og samarbejdet er velfungerende«
Udgivet:
Kommentarer (0)
Tilgængelighed og gensidig respekt er afgørende for samarbejdet med de praktiserende læger, mener Bo Rokkjær, der arbejder som sygeplejerske i Herning Kommunes hjemmesygepleje, Distrikt Syd. Bo Rokkjær fremhæver et lægehus i distriktet, der gør meget ud af at fremme samarbejdet og kendskabet til hinanden.
1. Beskriv dit samarbejde med praktiserende læger. Hvor, hvem, hvordan?
» Det sker dagligt, at jeg har behov for at rådføre mig med en borgers praktiserende læge. Det er meget forskelligt fra lægehus til lægehus, hvordan det kører. Nogle steder oplever jeg, at jeg som samarbejdspartner bare kan trykke et nummer og komme igennem til en medarbejder i lægehuset med det samme. Andre steder oplever jeg at skulle sidde i telefonkø, ofte længe, og vente på at komme igennem. Det er også meget forskelligt, hvor længe vi skal vente på at få svar på en korrespondancemeddelelse«.
Lægedage 2024:
Følg dækningen af årets Lægedage her.
2. Hvad skal der til for, at samarbejdet mellem dig og den praktiserende læge fungerer?
»Tilgængelighed er meget afgørende. Dels at vi relativt nemt kan få hinanden i tale, men også gensidig lydhørhed i forhold til en given problematik, vi måtte stå med – og har brug for hinanden til at løse. Vi har mange sårbare borgere, der ikke har pårørende i nærheden, og som måske ikke selv kan komme ind i klinikken. Her er vi afhængige af, at vi kan få tilset borgeren af lægen i hjemmet eller kan supplere kommunikationen med videokonsultation eller fremsending af billeder for at skabe et bedre beslutningsgrundlag for lægen«.
3. Hvad er det allervigtigste?
»Gensidig respekt. Tit gør det ikke så meget, at der går to-tre timer eller mere, inden en læge vender tilbage. Bare vi kommer i kontakt og har dialogen«.
4. Er der steder i samarbejdet, hvor der opleves barrierer?
»Der har været tilfælde, hvor jeg ikke har oplevet tilgængelighed, og så er det jo en barriere for at kunne handle. Det kan være, man er blevet lovet, at der ringes tilbage samme dag – og det sker så ikke. Jeg tænker, at det skyldes travlhed. Eller forskellige former for procedure. Hvis det kan vente nogle dage, kan vi skrive en korrespondance-mail. Hvis det er en kritisk dårlig borger, rekvirerer vi naturligvis en ambulance eller gør sekretæren hos den praktiserende læge opmærksom på situationens alvor og derigennem stilles direkte igennem til lægen«.
Distrikt Sygepleje Syd, Sundhed og Ældre, Herning Kommune
350-400 borgere visiteret til sygepleje.
25 sygeplejersker tilknyttet.
I dagvagten kører 10 og i aftenvagt 2, nattevagten deles med Distrikt Øst.
Praktiserende læger i området: Der er lægehus i Lind, Kibæk og Sdr. Felding.
Omkring 20-25 procent af borgerne er tilknyttet en almen praksis i Herning Midtby.
5. Hvilke udfordringer er de største i forhold til overlevering af patientinformation?
»Nogle gange kunne det være rart at se en behandlingsplan for borgeren. Det kan f.eks. være i forbindelse med dispensering af medicinen, at borgeren spørger, hvor længe hun skal tage pillerne. Sådan noget er vi ikke altid informeret om. Selv om vi kan tilgå FMK – det fælles medicinkort«.
6. Hvornår er den praktiserende læge en god sparringspartner for dig?
»I det distrikt, hvor jeg primært kører, er der et lægehus, der gør meget ud af at fremme vores samarbejde og kendskab til hinanden. Sidste år afholdt vi første gang et samarbejdsmøde. Lægehuset afsatte en time, hvor al deres personale (sekretærer, sygeplejersker og læger) mødtes med hjemmesygeplejen fra distriktet. Det var et fantastisk initiativ, hvor vi fik drøftet fælles udfordringer og arbejdsgange. Faktisk var mødet så stor en succes, at vi blev enige om at mødes én gang om året, og vi har netop afholdt mødet for anden gang. Dét, at vi er på fornavn med hinanden og har et rigtig godt samarbejde, tror jeg også betyder, at vi i højere grad er tilbøjelige til at række ud til hinanden for hjælp og sparring i det daglige arbejde. Det kommer afgjort borgeren til gavn, at kommunikationen og samarbejdet mellem hjemmesygeplejen og den praktiserende læge er velfungerende«.
Serie om samarbejde
I anledningen af årets Lægedage har vi spurgt fem af almen praksis’ tætte samarbejdspartnere, om hvordan de oplever samarbejdet. Hvor går det godt? Hvor kan det gøres bedre? Og hvilke udfordringer skal man løse sammen?
Læs også: Jordemoder og leder af familieambulatorium: »Vi kunne ønske os en fælles svangerskabsjournal«
Del artiklen: