Almen praksis
Her er hovedpunkterne i lægevagtaftalen for Region Midtjylland
Udgivet:
Kommentarer (0)
Det var i sommeren 2022, at regionen og PLO i Midtjylland begyndte at forhandle om lægevagten efter først at have holdt en række dialogmøder.
Nyt bookingsystem, starttakst for sygebesøgsvagter og en ny akut natordning er nogle af punkter, der fremgår af den nye aftale om lægevagten i Region Midtjylland, som medlemmerne i PLO-Midtjylland har stemt ja til. Nu mangler aftalen godkendelse i regionen.
Medlemmerne i de Praktiserende Lægers Organisation i Midtjylland (PLO-Midtjylland) har med et klart flertal stemt ja til en ny aftale om lægevagten i Region Midtjylland. Aftalen blev vedtaget med 96,4 pct. af stemmerne.
Næste skridt bliver, at aftalen skal godkendes i regionen. Herunder er nogle af hovedpunkterne i den nye aftale, der kan ende med at blive en realitet.
Overordnet
Aftalen skal medvirke, at sundhedsvæsenets samlede ressourcer bliver udnyttet bedre. Aktiviteten i vagttid skal derfor nedbringes.
Regionen og de praktiserende læger har et mål om, at patienter som udgangspunkt skal behandles af deres egen læge i dagtimerne. Derudover skal medarbejderne i lægevagten primært udgøres af speciallæger i almen medicin.
Lægevagten tilbyder telefonkonsultation, videokonsultation, konsultation og sygebesøg. Der skal være et større brug af videokonsultationer, så antallet af konsultationer og sygebesøg kan blive bragt ned.
Aftalen erstatter vagtaftalen ‘Aftale om lægevagten i Region Midtjylland af 1. januar 2007’ og akutaftalen ‘Tillæg til vagtaftalen mellem Region Midtjylland og praksisudvalget i Region Midtjylland om et udvidet samarbejde på akutområdet af hhv. 1. marts 2012 og 1. september 2012’.
Lægevagten i Region Midtjylland vil fremover have konsultationer i Aarhus, Randers, Horsens, Viborg, Gødstrup, Silkeborg, Holstebro, Grenå, Skive, Ringkøbing og Lemvig.
På øerne Anholt, Samsø, Endelave og Tunø fortsætter de hidtidige særaftaler, der er indgået om lægehjælp i vagttid.
Regionen overtager betjening om natten
Lægevagten er baseret på en visitationsordning. Den omfatter lægehjælp i tidsrummet fra klokken 16.00 til 23.00 på hverdage og fra klokken 08.00 til 23.00 i weekender og på helligdage, hvor PLO-Midtjylland er ansvarlig for bemandingen.
Fra 1. marts 2024 overtager regionen ansvaret for lægevagtens opgaver i tidsrummet 23.00-08.00 alle ugens dage.
Der bliver nedsat en implementeringsgruppe med deltagere fra PLO-Midtjylland og regionen, som skal sikre en god implementering af den nye akutbetjening og gode overgange mellem dag- og natordningerne. Gruppen bliver sat i gang 1. marts 2023.
PLO forpligter sig til at opfordre de praktiserende læger til at søge stillinger i regionens nye akutte natordning. En ansættelse i regionens natordning kan gøre, at lægerne bliver fritaget for vagter i den del af lægevagten, som PLO stadig står for. Rammerne for, hvordan det skal aftales i implementeringsgruppen.
Driftstilskud
Det årlige driftstilskud til lægevagten i Midtjylland bliver sat ned. Det årlige tilskud på 11,3 mio. kr. bliver reduceret til 1,5 mio. kr. fra 1. marts 2024.
Ny starttakst for besøgsvagter
Der bliver indført en ny starttakst for sygebesøgsvagter på 2.100 kr. Den nye takst træder i kraft 1. juli 2023.
Nyt bookingsystem
Der bliver indført et nyt bookingsystem til konsultationer fra 1. september 2023. Det gør det muligt for lægevagten på forhånd at booke en tid til patienter, der skal have en konsultation med lægevagten. Det skal sikre, at patienterne så længe som muligt kan vente i deres eget hjem.
Det forventes at komme til at give mere tilfredse patienter, lavere risiko for smitte mellem patienter og bedre plads i venteværelserne.
Assistance
Fra 1. september 2023 vil regionen stille assistance til rådighed for lægevagten i form af sygeplejersker og lægevagtassistenter. De skal eksempelvis hjælpe med halspodninger, med at bestille prøver og undersøgelser samt vaske og rense sår.
Tre udviklingsspor
Samarbejde med kommunerne: Det er hensigten, at der bliver indgået en aftale med kommunerne, som skal udbygge samarbejdet mellem regionen, lægevagten og kommunerne. Det skal sættes i gang i løbet af 2023.
Psykiatri: Der bliver igangsat et arbejde, som skal undersøges, hvordan der kan blive skabt et bedre forløb for patienter, som kontakter lægevagten med akutte eller subakutte psykiatriske problemer. Det bliver sat i gang med det samme.
Frontlinje og kommunikation til borgerne: Antallet af henvendelser til lægevagten, som ikke er relevante skal reduceres. Der skal arbejdes med at forbedre informationen til borgerne eksempelvis ved at opdatere telefonmenuen ved opkald til lægevagten og med nye digitale løsninger. Det bliver sat i gang i løbet i 2023.
‘Kilde: Aftale om lægevagten i Region Midtjylland (Når regionen har behandlet aftalen, offentliggøres den i sin helhed)
Del artiklen: