Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Han gik konkurs og tog 11.000 patienter med i faldet: Nu forsøger Jacob Søndergaard at kæmpe sig tilbage

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Efter konkursen stoppede jeg med at handle det samme sted. Jeg svarede ikke på min telefon og isolerede mig. Alle i Skjern ved jo, hvem jeg er, og jeg bor stadig i det samme hus med min familie,« siger Jacob Søndergaard.

Praktiserende læge Jacob Søndergaard blev for et halvt år siden ufrivillig hovedperson i en spektakulær konkurs, der trak tæppet væk under lægedækningen flere steder i Vestjylland. I dag er han tilbage i arbejde som praktiserende læge, mens han afventer et skæbnesvangert opgør i skifteretten.


I juni måned gik praktiserende læge Jacob Søndergaard konkurs med et brag.

Med sig i faldet tog han Skjerns eneste lægehus, et lægehus i Ølgod, en satellitpraksis i Blåvand og 11.000 patienter, som mistede deres læge natten over.

Den spektakulære sag nåede hurtigt de landsdækkende medier, mens kritikken haglede ned fra patienter på de sociale medier. Og fra egne rækker for den sags skyld. Mindre end én uge efter konkursen fik Jacob Søndergaard prædikatet ‘kvotekonge’ af Jørgen Skadborg, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), i et interview med Avisen Danmark.

Jeg tror, at de færreste læger, som ejer mere end én lægeklinik, gør det udelukkende for pengenes skyld. Jeg var optaget af at løse et problem. Da jeg ejede tre lægeklinikker, arbejdede jeg 12-14 timer i døgnet, kørte 42 lægevagter på fire måneder og tjente 73.000 kr./md inkl. firmabil

Jacob Søndergaard, læge, Sdr. Felding

Og hovedpersonen selv lægger ikke skjul på, at det har været en hård tid at komme igennem.

»Det seneste halve år har været en lang og hård periode præget af vrede, frustration og tegn på depression. Efter konkursen stoppede jeg med at handle det samme sted. Jeg svarede ikke på min telefon og isolerede mig. Alle i Skjern ved jo, hvem jeg er, og jeg bor stadig i det samme hus med min familie,« siger Jacob Søndergaard.

Særligt spidsede det til, da den massive medieomtale skabte en sult efter nye historier, og flere journalister valgte at trække Jacob Søndergaards tre patientklager ind i fortællingen om den konkursramte læge.

»Konkursen har været hård for vores familie. Men for mine børn, som går i skole i Skjern, var det især svært at forstå, hvad de her patientklager, som mange praktiserende læger har haft inde på livet, siger om deres far,« siger Jacob Søndergaard.

Arbejder igen som læge

I dag er der efterhånden gået et halvt år siden begivenhederne udspillede sig. Under interviewet afbrydes Jacob Søndergaards talestrøm momentvis af et tastatur, der arbejder i baggrunden og afslører, at han langsomt er ved at krabbe sig tilbage til noget, der minder om en normal tilværelse.

1. januar begyndte han i nyt job som ansat læge i en udbudsklinik i Sdr. Felding, og Jacob Søndergaard har derfor indvilliget i at fortælle sin version af, hvad der fik hans forretning til at kollapse.

En forretning, der på blot få år nåede en omsætning på 30 mio. kr. med 50 ansatte og 16.000 patienter fordelt på tre lægeklinikker.

Først spoler vi tiden tilbage til 2015.

Studiekammerat fra Vestjylland

»Jeg er uddannet speciallæge i Norge, hvor min hustru og jeg boede i syv år. Vi kom tilbage til Danmark i 2015, og jeg fik herefter job som overlæge på akutafdelingen i Randers,« sigerJacob Søndergaard.

Under studiet havde Jacob Søndergaard lært praktiserende læge Martin Aagaard at kende, og efter to år i Randers lykkedes det studiekammeraten at lokke ham tiI Vestjylland.

»Som bydreng fra Aarhus lå det ikke i kortene, at vi skulle flytte til Vestjylland. Men Martin Aagaard fik mig overtalt til at tage et år herude, og så blev vi hængende,« huskerJacob Søndergaard.

Fra ansat til praksisejer

I første omgang blev Jacob Søndergaard ansat som praktiserende læge af Martin Aagaard, som var hurtig til at se de nye muligheder i Sundhedsloven, der i 2017 gjorde det lettere at anskaffe sig mere end ét ydernummer som speciallæge i almen medicin.

Foruden sin egen solopraksis i Borris, hvor han selv arbejdede, havde Martin Aagaard overtaget to ydernumre i Skjern. Planen var at angribe rekrutteringsudfordringerne fra en ny vinkel ved at appellere til en voksende gruppe af læger, som ønsker en ansættelse i stedet for et ejerskab – og så selvfølgelig optimere egen indtjening på sigt.

Et år inde i sin ansættelse blev Jacob Søndergaard medejer af lægeklinikken, og da samarbejdet med Martin Aagaard ophørte i 2020, overtog Jacob Søndergaard det fulde ejerskab.

Og herfra blev forretningen udvidet i hastigt tempo.

Røde tal i Holstebro

Allerede inden 2020 var omme, havde Jacob Søndergaard købt den tidligere udbudsklinik i Ølgod. Kort efter fulgte en tredje lægepraksis i Holstebro, og så overtog han yderligere 4.800 patienter i Skjern, da kompagniskabet på 1. sal i lægehuset gik i opløsning – samt 1.100 patienter fra en kollega, der gik på pension.

Det er stort set umuligt at rekruttere praktiserende læger til Vestjylland, og når muligheden byder sig, skal vi konkurrere med lønningerne i regions- og udbudsklinikkerne. Det er jo ikke et tilfælde, at jeg selv er ansat i en udbudsklinik den dag i dag

Jacob Søndergaard, læge, Sdr. Felding

Særligt lægeklinikken i Holstebro skulle dog vise sig at blive en dårlig forretning og var ifølge hovedpersonen selv brikken, der fik korthuset til at vælte.

»Kort efter jeg havde købt klinikken i Holstebro, sprang den unge læge, som jeg havde ansat, fra, og det var umuligt for mig at sælge klinikken. Der var mange skiftende læger inde over i den periode. Min praksis i Holstebro gav et underskud på 100.000 kr. om måneden, og jeg blev så desperat, at jeg til sidst måtte give 140.000 kr. i månedsløn for at trække læger til fra København,« siger Jacob Søndergaard.

Holstebro var ikke det eneste sted, hvor det var særdeles svært at sikre lægebemandingen, og det fik Jacob Søndergaard til at uddelegere flere opgaver til sygeplejerskerne end normalt.

Selvom det lykkedes Jacob Søndergaard at afhænde lægeklinikken i Holstebro 1. juni 2023 skete det med et tab på en mio. kr. Og da var det for sent. Skjern Bank – som havde et millionbeløb i klemme – ville ikke være med mere, og så måtte Jacob Søndergaard dreje nøglen om.

Nogle iagttagere mener, at du overtog så stort et antal patienter og havde så få læger ansat, fordi du ønskede at tjene så mange penge som muligt. Hvad er dit svar til dem?

»Jeg tror, at de færreste læger, som ejer mere end én lægeklinik, gør det udelukkende for pengenes skyld. Jeg var optaget af at løse et problem. Da jeg ejede tre lægeklinikker, arbejdede jeg 12-14 timer i døgnet, kørte 42 lægevagter på fire måneder og tjente 73.000 kr./md inkl. firmabil. Da jeg var sololæge, tjente jeg mere og arbejdede mindre,« siger Jacob Søndergaard.

Selvom oplevelsen nu ligger et halvt år tilbage, er sagen langt fra slut. Til foråret skal Jacob Søndergaard møde i Skifteretten, og da han hæfter personligt, kan sagen medføre en gæld for resten af livet.

Prædikatet ‘kvotekonge’ giver Jacob Søndergaard dog ikke meget for.

»Jeg har været meget åben om, hvordan jeg har drevet mine lægeklinikker. Det har ført til en del kritik, men ser du hvor mange læger, som har flere ydernumre i vores del af landet, så er det jo ret mange. Selv formanden for PLO-Midtjylland har flere klinikker, og det er nødvendigt for at sikre, at koncernerne ikke overtager store dele af almen praksis,« siger Jacob Søndergaard.

En hel by mistede sin læge, da du gik konkurs. Bør den sårbarhed i systemet føre til ændringer af sundhedsloven, synes du? Er det for let at få en masse ydernumre og patienter?

»Jeg synes ikke, at en enkelt sag bør give anledning til at ændre lovgivningen. Jeg synes, at det store problem er, at der blev sovet i timen for 15 år siden og uddannet alt for få praktiserende læger. Det er stort set umuligt at rekruttere praktiserende læger til Vestjylland, og når muligheden byder sig, skal vi konkurrere med lønningerne i regions- og udbudsklinikkerne. Det er jo ikke et tilfælde, at jeg selv er ansat i en udbudsklinik den dag i dag,« siger Jacob Søndergaard.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere