Almen praksis
God tid forbedrer patientrelationen, men det handler ikke om antallet af minutter
Udgivet:
Kommentarer (0)
Den gode patientrelation i almen praksis handler blandt andet om, at patienten føler, der er god tid. Ny undersøgelse viser, at det ikke nødvendigvis handler om flere minutter, men om følelsen af, at der er tid til at tale om det, patienten har brug for.
Hvad skaber egentlig en god relation mellem læge og patient i almen praksis? Er det tid, kontinuitet, tilgængelighed? Almen praksis er genstand for flittige diskussioner om, hvad der betyder mest – ikke mindst i et presset sundhedsvæsen, hvor manglende tid fylder hos både patient og læge.
Elisabeth Assing Hvidt, der er sociolog og lektor ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet, forsker i læge-patient-relationen i almen praksis, og hvilken betydning den kan have for sundheden.
Hun står bag et nyt studie udgivet i Health, hvor hun på baggrund af observation i almen praksis og kvalitative interviews med både læge og patient har undersøgt, hvordan de oplevede relationen og interaktionen.
Patienterne gav udtryk for, at det var vigtigt, at lægen gav dem god tid, men de talte ikke om klokketid, de talte om fornemmelsen af, at der var nok tid
Elisabeth Assing Hvidt, sociolog og lektor, Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet
»Det var en tydelig tendens, at tid var en meget betydningsfuld faktor for, om relationen blev oplevet som god eller dårlig. Patienterne gav udtryk for, at det var vigtigt, at lægen gav dem god tid, men de talte ikke om klokketid, de talte om fornemmelsen af, at der var nok tid. Selv efter længere konsultationer på 30 klokkeminutter, kunne behovet for at blive givet nok tid være uopfyldt hos patienten,« siger Elisabeth Assing Hvidt.
Undersøgelsen peger på, at det er vigtigere, hvordan lægen bruger tiden, end hvor meget tid der rent faktisk er til rådighed.
»Det handler rigtig meget om, at den tidsoplevelse, lægen giver til patienten via sin verbale og nonverbale kommunikation, former patientens indtryk af, om relationen er god eller ej. Oplevelsen af at blive givet nok tid her og nu i konsultationen viste sig at være vigtigere end kontinuitet,« siger Elisabeth Assing Hvidt.
Lægens strategi har betydning
Den ene af de læger, Elisabeth Assing Hvidt observerede, havde en meget fast strategi for mødet med patienten. En strategi, som gik igen fra konsultation til konsultation, og dét virkede.
»Det kunne godt virke lidt indstuderet, men ikke desto mindre gav det patienterne fornemmelsen af, at der var tid til at lytte og forstå. I virkeligheden var det ikke meget mere end en rolig udstråling og et kropssprog, der signalerede, at han ikke havde travlt,« siger Elisabeth Assing Hvidt.
3 gode råd til at skabe god tid (selvom du ikke har det)
Tænk over, hvilken tidsfølelse du ønsker at skabe for patienten og dig selv.
Tænk over, hvordan dit kropssprog kan hjælpe til at skabe følelsen af god tid.
Vær opmærksom på, hvad patienten gerne vil have ud af sin tid i konsultationen.
»For eksempel hentede han selv patienterne ude i venteværelset, vekslede nogle personlige ord med patienterne på vejen, viste dem ind i konsultationen og signalerede med sit kropssprog, at han var klar til at lytte, og at tiden i konsultationen var patientens tid. Det tog ikke længere tid end andre konsultationer, og patienterne have en klar opfattelse af god tid.«
I den anden ende af skalaen viste studiet, at selvom lægen sætter god klokketid af (helt op til 30 minutter), så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at patientens behov for ‘god tid’ blev imødekommet.
»Hvis man som læge er meget fokuseret på sin egen dagsorden som for eksempel at gennemgå medicinlisten, vender sig fysisk væk fra patienten, kigger meget ind i skærmen og ikke viser en oprigtig interesse for patienten som menneske, bliver der hverken skabt en god relation eller en fornemmelse af god tid,« siger Elisabeth Assing Hvidt.
God relation på 2 minutter
Studiet har ikke overraskende vist, at kvalitet er vigtigere end kvantitet, men overraskende nok viste det også, at kontinuiteten var mindre vigtig for patienten.
»Kontinuitet ER en værdi, men det kan ikke alene skabe den gode relation. Omvendt kan man godt skabe følelsen af god tid og en god relation, selvom man ikke har mødt hinanden før. Jeg vil gå så vidt som at sige, at man kan skabe den gode relation på to minutter,« siger Elisabeth Assing Hvidt.
Hun håber at kunne følge op med et kvantitativt studie om kontinuitet som værdi i det danske sundhedsvæsen.
Del artiklen: