Almen praksis
Genvalgt PLO-formand: Lægevagtsaftale står i vejen for ny overenskomst
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Jeg er blevet styrket i, hvor solidarisk PLO fortsat er på tværs af regionerne. Selv i Region Hovedstaden, hvor lægerne ikke kører lægevagt på grund af 1813, er der bred enighed om, at lægevagtsaftalen er det største problem i sektoren lige nu, og så må overenskomsten vente. Den solidaritet, er jeg meget glad for at kunne konstatere, er intakt,« siger Jørgen Skadborg om OK21.
Danske Regioner og PLO skulle efter planen have haft en ny overenskomst på plads i sommer. Uenigheder om lægevagten består dog fortsat, og på PLO's repræsentantskabsmøde i sidste weekend var der bred enighed om at stå fast på kravet om en modernisering af ordningen.
Forhandlingerne om en ny overenskomst mellem PLO og Danske Regioner befandt sig op til jul i så stor en hårdknude, at parterne valgte at trykke på pauseknappen og gå hvert til sit i tre måneder.
Tænkepausen har dog ikke for alvor formået at sætte skub i forhandlingerne.
Det er Region Sjælland, som i øjeblikket sidder med nøglen til, at vi omsider får OK21 på plads
Jørgen Skadborg, formand, PLO
Uenigheder hersker fortsat, og særligt lægevagtsaftalen står i vejen for en ny og længe ventet aftale, fortæller Jørgen Skadborg, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO).
»Forhandlingerne har taget meget lang tid. Selve processen er strandet på, at vi ikke har kunnet få løst udfordringerne med lægevagten, som har været et stort ønske fra vores side,« siger Jørgen Skadborg.
Enighed om linjen
Forrige weekend blev 54-årige Jørgen Skadborg, der til daglig er praktiserende læge i Billund, genvalgt som formand for PLO for en toårig periode på et ordinært møde i repræsentantskabet.
Og her var meldingen til den nyvalgte formand fra baglandet fortsat klar.
»Mødet gjorde det meget tydeligt for mig, at mit repræsentantskab i PLO er meget sikre på, at udfordringerne med lægevagten skal løses, før vi kan komme videre med OK21,« siger Jørgen Skadborg, der har skullet balancere flere store dagsordener, siden han blev konstitueret formand efter Christian Freitags overraskende afgang i oktober måned.
Flere store dagsordener
Foruden forhandlingerne om rammerne om lægernes fremtidige arbejdsliv har PLO også spillet en central rolle under COVID-19-pandemien, særligt i forbindelse med vaccineudrulningen.
Senest har Jørgen Skadborg også måttet forholde sig til flere mindre heldige sager om enkelte kollegers ageren vedrørende ydelsen for negative coronatestsvar og kritisable forhold i Charlottenlund Lægehus.
Derfor har det givet fornyet energi til det fagpolitiske arbejde at stå på den anden side af et repræsentantskabsmøde, hvor PLO viste stor sammenhængskraft, fortæller Jørgen Skadborg.
»Jeg er blevet styrket i, hvor solidarisk PLO fortsat er på tværs af regionerne. Selv i Region Hovedstaden, hvor lægerne ikke kører lægevagt på grund af 1813, er der bred enighed om, at lægevagtsaftalen er det største problem i sektoren lige nu, og så må overenskomsten vente. Den solidaritet, er jeg meget glad for at kunne konstatere, er intakt,« siger Jørgen Skadborg.
Rev aftalen i stykker
Helt ukoordineret har det formentlig heller ikke været, at PLO-Sjælland få uger inden genoptagelsen af forhandlingerne med Danske Regioner valgte at opsige den nuværende kontrakt med Region Sjælland, der fastsætter rammerne for, hvordan lægevagten skal drives regionalt.
Aftalen har længe været en sten i skoen på lægerne, og den iturevne kontrakt blev begrundet med, at PLO ikke længere ser sig i stand til at leve op til vagtforpligtelsen i regionen. Det skyldes, at lægerne i dag skal dække det samme antal vagter som i 2007, hvor aftalen blev indgået, selvom de er blevet 15 pct. færre til at udføre opgaven, og en tredjedel af lægerne har rundet de 60 år.
Det er en problemstilling, der ifølge PLO har været gældende i flere år og er decideret ødelæggende for rekrutteringen. Lægerne ønsker blandt andet færre konsultationssteder, og håndsrækningen fra Region Sjælland om at overtage nattevagterne har ikke ændret på det standpunkt.
Modsat i Region Nordjylland, hvor der sidste år blev skåret kraftigt i antallet af konsultationssteder i lægevagten – med stor utilfredshed til følge fra flere borgmestre i regionen – står Region Sjælland fortsat fast på en decentral struktur.
»Ambitionen fra os centralt i PLO har været at bidrage til at løse opgaven i Region Sjælland. Desværre har det vist sig, at Danske Regioner ikke er i stand til at forpligte de enkelte regioner til at gøre tingene på samme måde. Det betyder, at vi nu er tilbage der, hvor tingene skal løses regionalt. Så selvom det er frustrerende, er det Region Sjælland, som i øjeblikket sidder med nøglen til, at vi omsider får OK21 på plads,« siger Jørgen Skadborg.
Del artiklen: