Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Almen praksis

FYAM efterlyser flere tidlige rekrutteringstiltag i sundhedsreformen

Udgivet:
Kommentarer (0)

Lægerne skal tiltrækkes i den mobile fase af livet, hvis de skal rykke til lægefattige områder, mener FYAM-formand, Malene Lindholmer Nepper.

Skal det lykkes at lokke kommende speciallæger i almen medicin ud fra de større byer, skal indsatsen starte tidligere, end sundhedsreformen umiddelbart lægger op til, mener FYAM-formand.


1.500 flere praktiserende læger i 2035, en strammere styring af lægernes ydernumre og flere penge til praktiserende læger i lægefattige områder.

Sådan lyder nogle af de bærende initiativer i den sundhedsreform, som blev præsenteret i sidste uge, og som over de kommende år skal sikre en langt bedre geografisk fordeling af praktiserende læger i Danmark.

Men spørger man Malene Lindholmer Nepper, der er formand for Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM), er det ikke nok.

Skal de kommende generationer af speciallæger i almen medicin lokkes væk fra de større byer i det ønskede omfang og tempo, så er der brug for flere tidlige indsatser, end sundhedsreformen lægger op til.

»Lægemanglen er et strukturelt problem som har været kendt i årevis. Hvis vi skal lykkes med at løse lægemanglen i hele landet, skal vi se helt anderledes på rekrutteringen,« skriver Malene Lindholmer Nepper i en udsendt kommentar.

For er speciallægeuddannelsen først i hus, er det uhyre vanskeligt at rykke på lægerne, understreger hun.

»Når en speciallæge er færdiguddannet og klar til at åbne en praksis, er de fleste i slutningen af 30’erne. Det er det sted i livet, hvor de er mindst mobile. Oftest er børnene startet i skole, boligen er købt og partneren har også et job. Lægerne skal tiltrækkes i den mobile fase af livet, langt tidligere end i dag,« siger Malene Lindholmer Nepper.

Flere håndholdte indsatser

Med 39 specialer at vælge imellem er det langt fra givet, at et øget antal pladser på speciallægeuddannelsen i almen medicin også vil betyde et øget antal færdiguddannede speciallæger.

»Det, der vil virke, er tidligere rekruttering, en lokalforankret speciallægeuddannelse, håndholdt rekruttering af læger, der ønsker at flytte til lægedækningstruede områder, og muligheden for ordentlige og fleksible arbejdsvilkår, hvor man rent faktisk spørger læger, hvad der er et meningsfuldt arbejdsliv for dem,« mener Malene Lindholmer Nepper.

»Indtil vi lykkes med det, skal vi skabe en fleksibilitet, der gør, at læger kan pendle længere, som man for eksempel har gjort med praksisbussen, der hver dag kører fra København til Nysted på Lolland, og giver mulighed for at lægerne kan arbejde undervejs med både administrative opgaver og telefonkonsultationer,« siger Malene Lindholmer Nepper.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere