Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Formand for Honorarstrukturråd: »Lægens job er ikke at holde styr på en masse ydelser«

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Jeg er faktisk blevet lidt bekymret over, hvor tyndslidt forholdet mellem regionerne og de praktiserende læger er,« siger formanden for Honorarstrukturrådet, Leif Vestergaard Pedersen.

Danske Regioner og PLO er havnet i en evig skyttegravskrig om ydelser og takster. Der er brug for et paradigmeskifte, som flytter fokus tilbage på patienten. Sådan lyder opråbet fra Leif Vestergaard Pedersen, der netop har præsenteret Honorarstrukturrådets bud på en helt ny honorarmodel for almen praksis.


Som formand for Honorarstrukturrådet har Leif Vestergaard Pedersen brugt mange timer på landevejen det seneste år.

Her har han indhentet input til det omfattende arbejde med at formulere en ny og enklere ydelsesstruktur i almen praksis.

Men turene rundt til de forskellige aktører i og omkring almen praksis har ikke kun kastet inspiration af sig. De har også skabt en smule bekymring.

»Jeg har i forbindelse med det her arbejde været rundt og tale med de forskellige aktører, og jeg er faktisk blevet lidt bekymret over, hvor tyndslidt forholdet mellem regionerne og de praktiserende læger er,« siger Leif Vestergaard Pedersen.

Brug for et paradigmeskifte

»De seneste ti år har virket som en lang, kontinuerlig overenskomstforhandling, hvor der løbende er kommet flere og flere ydelser til. Skal der laves en ydelse? Hvad skal den koste? Samtalerne mellem PLO og regionerne har alt for ofte handlet om takster og ydelser i stedet for de udfordringer, som sundhedsvæsenet har, og det har skabt en ond spiral,« siger Leif Vestergaard Pedersen.

Lægens job er ikke at holde styr på en masse ydelser. Lægen skal fokusere på patienten. Det er en ødelæggende tankegang for faget almen medicin hele tiden at skulle matche de to

Leif Vestergaard Pedersen, formand, Honorarstrukturrådet

Eksemplerne på det anstrengte forhandlingsklima mellem parterne er efterhånden mange. Den store konflikt i 2013, den tidligere PLO-formands afgang i frustration og senest lægevagtsforhandlingerne i Region Syddanmark, hvor uenighederne var tæt på at ende i retten.

Ifølge Leif Vestergaard Pedersen er der brug for et paradigmeskifte. Det er de tanker, som Honorarstrukturrådets arbejde bygger på, som blev præsenteret tidligere i dag.

»Det nuværende sygekassesystem baserer sig på en tid, hvor det var begrænset, hvad den praktiserende læge kunne gøre. Siden da er der sket en eksplosion i antallet af opgaver og ydelser. Men lægens job er ikke at holde styr på en masse ydelser. Lægen skal fokusere på patienten. Det er en ødelæggende tankegang for faget almen medicin hele tiden at skulle matche de to. Vi skal over til at tænke: Hvad skal den praktiserende læge lave? Honorarsystemet skal i højere grad støtte lægen i at give patienten det, vedkommende har brug for til en fornuftig betaling,« siger Leif Vestergaard Pedersen.

Hvad skal lægen lave?

Honorarstrukturrådet er derfor gået sammen med Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) for at indhente en beskrivelse af, hvilke opgaver der forventes udført i almen praksis, og hvilke kompetencer og udstyr lægerne forventes at være i besiddelse af.

Det fundament har Honorarstrukturrådet så bygget oven på ved at skrotte langt de fleste ydelser og samle lægens arbejde i større kasser.

Hvordan den del præcis tager sig ud, kan du læse mere om her, ligesom rapporten fra Honorarstrukturrådet i sin fulde længde kan hentes her.

»Vi mener, at lægerne kan nøjes med det markant færre antal ydelser, som vi nu har fastsat. Så kan det godt være, at betalingen skal sættes op på et tidspunkt, men vi mener, at antallet af konsultationer er det rigtige,« siger Leif Vestergaard Pedersen.

Et følsomt emne

Honorarstrukturrådet er født ud af overenskomsten i 2022, hvor PLO og Danske Regioner blev enige om, at der i overenskomstperioden skulle igangsættes et arbejde for at forenkle honorarstrukturen for almen praksis.

Nu er bolden så atter spillet retur til parterne, og det efterlader spørgsmålet: Kan og vil PLO og Danske Regioner gøre brug af det reformudspil, som Honorarstrukturrådet er kommet med?

Umiddelbart er det let at få øje på uenighederne forude. Honorarstrukturrådet er inde og pille ved selve indtjeningsmotoren i almen praksis og lægger eksempelvis op til en langt større omfordeling af økonomien end i dag, hvor der skal sendes flere penge i retning af de patienter med størst behov.

Da reformudspillet holder sig inden for den nuværende økonomiske ramme, betyder det, at andre praktiserende læger vil opleve et dyk i indtjeningen.

»Jeg er rimelig fortrøstningsfuld i forhold til, at overenskomstens parter vil gøre brug af vores arbejde. Jeg kan dog godt forstå, hvis der er nogle læger, som ikke kan overskue det her lige nu. Derfor siger vi også, at det skal være muligt at blive på den gamle overenskomst, hvis lægerne er bekymrede for deres levebrød,« siger Leif Vestergaard Pedersen.

Indtjeningen stiger i de mest udsatte kommuner

Hvor stort et indtjeningstab skal en læge med få tunge patienter forvente med jeres forslag?

»Vi har lavet en fordelingsoversigt, der viser, at i de kommuner, hvor lægerne mister mest indtjening, vil den i gennemsnit falde med 5,6 pct. I den anden ene af skalaen kan læger i de mest udsatte kommuner se frem til et løft i indtjeningen på op til 38 pct.,« siger Leif Vestergaard Pedersen.

»Det er dog vigtigt at huske, at der for de læger, som mister indtjening, er flere måder at hente noget af det tabte hjem på. Enten ved at tage flere patienter ind eller ved at tage mere del i det tværsektorielle samarbejde om en konkret patient. Her vil lægerne erfare, at der er kommet en ny ydelse, der skal forbedre det tværsektorielle samarbejde om patienten,« siger Leif Vestergaard Pedersen.

Læs også: Honorarstrukturråd: Sådan skal praktiserende læger honoreres i fremtiden

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere