Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Forhandlinger om ny lægevagt i Region Syddanmark er brudt sammen

Udgivet:
Kommentarer (0)

Endnu engang har Region Syddanmark og PLO forladt forhandlingerne om en ny lægevagt uden en aftale på hånden. Det får nu Region Syddanmark til at skrue bissen på, og det kan blive dyrt for lægerne.


I slutningen af september blev Region Syddanmark og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) enige om at fortsætte forhandlingerne om en ny lægevagt i regionen efter en ikke helt udramatisk møderække, der ved flere lejligheder også skvulpede ud i pressen.

Men de anstrengelser viser sig nu ikke at have båret frugt.

I en udsendt pressemeddelelse meddeler PLO, at Region Syddanmark har trukket sig fra forhandlingerne uden at aftale nye møder med lægerne.

»Det er ærgerligt, at regionen har ønsket at afbryde forhandlingerne. Jeg mener, at vi har nærmet os hinanden, og jeg tror bestemt, det er muligt at lande en aftale om lægevagten. Så jeg håber, at vi kan vende tilbage til forhandlingsbordet snarest muligt,« siger Birgitte Ries Møller, formand for PLO-Syddanmark.

Uenig i PLO’s udlægning

Udlægningen om, at det er Region Syddanmark, som aktivt har trukket stikket til forhandlingerne er dog ikke én, som man kan genkende i Regionshuset i Vejle, hvor praksisafdelingen hører hjemme.

Godt nok var regionen den første part ude af døren ved dagens forhandlingsmøde i fysisk forstand, men ifølge Bo Libergren (V), der leder forhandlingerne på vegne af Region Syddanmark, var lægerne troppet op med en række ultimative krav, som umuliggjorde en aftale fra start.

Det faktum, at der ikke er aftalt flere møder med lægerne, er dog ikke ensbetydende med, at Region Syddanmark har opgivet at lande en ny aftale.

»Jeg har ikke nået at læse PLO’s pressemeddelelse, men jeg kan forstå, at lægerne har udtrykt et håb om at komme tilbage til forhandlingsbordet. Der er de altid velkomne, såfremt de er villige til at forhandle på nogle ordentlige præmisser,« siger Bo Libergren.

Ingen ændringer for borgerne

Umiddelbart vil borgerne ikke mærke noget til sammenbruddet i forhandlingerne. I den udsendte pressemeddelelse understreger Birgitte Ries Møller, at lægevagten vil fortsætte på uændrede vilkår for nu.

»Mit vigtigste fokus lige nu er borgerne, som jeg mener bør mødes af en fremtidssikret lægevagt, der er indgået på et ansvarligt grundlag. Vi ønsker os en modernisering af lægevagten med akutknap, et moderne it- og telefonsystem og bedre tilbud til psykisk syge,« siger Birgitte Ries Møller og fortsætter:

»Jeg har et stort håb om, at vi snart kan mødes om at modernisere aftalen, der er 15 år gammel. Det er afgørende for patienternes mulighed for at komme hurtigt igennem til lægevagten, at vi kan indgå en aftale, der reducerer arbejdsbelastningen for den enkelte læge, der i langt de fleste tilfælde skal dække lægevagten som ekstraarbejde udover hverdagen i sin egen klinik.«

Afviser 1813-udgave

Det er ikke mere end én måned siden, at Region Sjællands nye lægevagt gik i luften, som kom i stand, da Region Sjælland besluttede sig for at hjemtage ordningen. Det skete – ikke ulig situationen i Region Syddanmark – efter et langstrakt forhandlingsforløb med lægerne, der ikke bar frugt.

Men hos Region Syddanmark afviser Bo Libergren, at der er en syddansk udgave af 1813 – eller 1818 for den sags skyld – på vej.

»Jeg vil gerne understrege, at vi har en gældende aftale med PLO om lægevagten, uanset hvordan man vender og drejer det. Vi har ikke tænkt os at lave en 1813-udgave af lægevagten i Region Syddanmark, men vi vil meget hellere lave en ny aftale med PLO end at ende i en voldgift,« siger Bo Libergren.

Opdateret 7/11 kl. 11:20

Driftstilskud på 5 mio. i fare

Efter Dagens Medicins deadline har Region Syddanmark publiceret en pressemeddelelse, hvori det fremgår, at Danske Regioner via Regionernes Lønnings og Takstnævn nu overvejer at trække PLO i Voldgiftsnævnet.

Region Syddanmark vil fratage PLO et tilskud på 5 millioner kroner, som PLO-Syddanmark får som driftstilskud til lægevagtssekretariatet.

»Vi har nu i lang tid nødtvunget accepteret, at PLO-Syddanmark har leveret en lægevagtsordning, der ikke lever op til aftalen, som vi har indgået med dem, men nu hvor forhandlingerne er strandet, må vi sætte foden ned og skrue bissen på,« udtaler Bo Libergren.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere