Osteoporose: Forebyggelse er vigtigere end medicinsk behandling

Som opfølgning på Dagens Medicins tema om osteoporose er dels praktiserende læge og bestyrelsesmedlem i PLO Trine Jeppesen, dels formand for Osteoporoseforeningen Ulla Knappe kommet med indlæg. Der er meget rigtigt i begge indlæg, og de modsiger egentlig ikke hinanden, selvom emnet ses fra forskellige sider.

Jeg er formand for den arbejdsgruppe under DSAM, som arbejder med at lave en ny klinisk vejledning for osteoporose i almen praksis. Vi startede lige før, corona lagde landet ned, og vi er derfor ikke kommet nær så langt, som vi gerne ville.

Med den nye DSAM-vejledning ønsker vi:

• at sikre, at patienter med behov for hjælp får den relevante hjælp og støtte i form af vejledning, træning og evt. medicinsk behandling i forhold til osteoporose.

• at den enkelte patient mødes med et relevant og realistisk tilbud, som kan sikre patienten den nødvendige viden, mulighed for valg af diverse tilbud i form af rådgivning, livsstilsændringer og evt. behandling.

• at dette skal gøres, uden at patienten bliver sygeliggjort eller bliver gjort unødvendig bekymret.

• at det skal være så simpel en vejledning som muligt, der giver den enkelte praktiserende læge viden og vejledning til individuel rådgivning og behandling af den enkelte patient, samt at den bliver et redskab til organisering af praksis.

• at vejledningen sikrer en balance mellem forebyggelse, rådgivning og behandling.

• at der skabes en balance, så både under- og overbehandling begrænses, og så både under- og overdiagnostik forsøges undgået. Sundhedsvæsenet og patienternes tid og ressourcer skal anvendes bedst muligt.

Opsporing af alle giver ingen mening

Jeg vil her gerne belyse nogle af de problemer, vi ser i forhold til osteoporose i almen praksis.

Osteoporose er en alvorlig lidelse for mange, men det er også en tilstand, som vi alle kommer i, hvis vi lever længe nok. Derfor giver det ikke mening at forsøge at opspore alle, for alle ældre mennesker har mere eller mindre skøre knogler.

Den medicinske behandling hjælper heller ikke patienter med en let osteoporose ret meget. Derfor er det i forhold til medicinsk behandling vigtigt at fokusere på de patienter, der har størst behov.

Det er der en klar opbakning til i almen praksis, men derimod ikke til at søge efter alle, bare for at finde nogle få med et moderat behov for behandling.

Der er en række tiltag, som er vigtigere end den medicinske behandling. Det at leve det, der kaldes en knoglevenlig livsstil, og det at undgå fald, er vigtigt for alle ældre mennesker. Uanset om de har osteoporose eller ej.

Endvidere er det sådan, at jo større knoglestyrke, der opbygges i ungdommen, jo mere har man at tabe af i alderdommen. Derfor er den knogleopbyggende livsstil vigtig allerede fra barndommen af.

Sygeliggørelse skal undgås

Selvom vi i almen praksis bryster os af at snakke forebyggelse, er det at sikre, at alle opbygger maksimal knoglestyrke og følger alle andre livsstilsråd, mere end vi kan klare – det er en samfundsopgave, som ikke kun ligger på almen praksis’ skuldre.

Det er problematisk at sygeliggøre folk ved at gøre en mere eller mindre almindelig tilstand til noget med en diagnose, som man skal forholde sig til. Det er vigtigt for sundhedsvæsenet at styrke patienterne og hjælpe dem til at leve et sundt og godt liv – patienterne skal ikke sygeliggøres.

Derfor skal man ikke opspore lidelser og sætte diagnoser på, med mindre det har en sikker positiv konsekvens.

Ved osteoporose ser vi ofte, at de patienter, der får diagnosen, bliver bange og holder op med at foretage sig det, de tidligere har gjort, fordi de er bange for at brække noget. Ønsket om at skræmme ses tydeligt i især lidt ældre reklamer for osteoporosemidler, hvor man sammenlignede knoglerne med marengs og lignende skræmmebilleder. Derfor kan diagnosen være decideret skadelig for mange.

Der er ingen mirakelkur

Osteoporose er en tilstand, der normalt udvikler sig ganske langsomt, og hvor der ikke er nogen mirakelkur. Der er dog nogen, som udvikler osteoporose tidligt og alvorligt, og her er arv en vigtig faktor.

I de familier, hvor knogleskørhed er et stort problem, er der typisk en større bekymring, og derfor giver det mening at diskutere det med de bekymrede og få undersøgt og eventuelt behandlet, hvis det er relevant.

På samme måde er knoglebrud en risikofaktor for at få flere brud, og der kan et brud, især hvis det sker ved en lille påvirkning, være anledningen til at tale om osteoporose med patienten og eventuelt undersøge for det, hvis det ønskes, og hvis det har konsekvenser.

Vi skal selvfølgelig også være opmærksomme på dem, der risikerer at få osteoporose pga. sygdom eller behandling. Der bør man sætte ind, så risikoen minimeres.