Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Almen praksis

Flere nye regionsklinikker på vej i Region Nordjylland

Udgivet:
Kommentarer (0)

Få praktiserende læger har udvist interesse for at overtage patienterne fra de fire udbudsklinikker, som Region Nordjylland lukker 1. marts 2025. Dermed skal Region Nordjylland med stor sandsynlighed selv drive lægeklinik i henholdsvis Frøstrup, Hurup og Brovst.

Region Nordjylland lukkede tidligere i år fire udbudsklinikker i håb om, at praktiserende læger ville overtage klinikkerne på overenskomstmæssige vilkår. Indtil videre har rekrutteringen ikke været en udpræget succes.


De sidste fire udbudsklinikker i Region Nordjylland, som er beliggende i Brovst, Dronninglund, Frøstrup og Hurup, blev lukket tidligere i år.

Region Nordjyllands beslutning betød, at kontrakterne med leverandøren Alles Lægehus blev opsagt før tid, hvilket virksomheden anfægtede lovligheden af i en advokatskrivelse til regionen.

Over for Dagens Medicin forklarede regionsrådsformand Mads Duedahl (V) det usædvanlige træk med, at flere praktiserende læger søger mod Region Nordjylland.

De ophævede kontrakter skyldtes med andre ord ikke, at Region Nordjylland få måneder forinden havde politianmeldt en række lægeklinikker drevet af netop Alles Lægehus.

»Årsagen er, at vi gerne vil afprøve markedet, da lægedækningen i Region Nordjylland går i den rigtige retning,« sagde Mads Duedahl ved den lejlighed.

Få ansøgere

Men umiddelbart kan det være svært at få øje på den forbedrede lægedækningssituation i Region Nordjylland. I hvert fald at dømme ud fra denne annonceringsrunde.

17. september udløb fristen for de praktiserende læger, som ønskede at byde ind på at overtage patienterne i de fire udbudsklinikker, som Region Nordjylland lukker pr. 1. marts 2025.

Region Nordjylland skal som udgangspunkt ikke drive lægeklinik

Pia Buus Pinstrup (K), formand, Udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland

Ud over udbudsklinikken i Dronninglund og en enkelt lægekapacitet i Brovst, så er det ikke lykkedes Region Nordjylland at finde praktiserende læger, som ønsker at overtage patienterne.

Dermed står Region Nordjylland nu i den situation, at ca. 8000 af de 12.000 borgere, som i dag er tilmeldt de fire udbudsklinikker, skal have deres midlertidige lægetilbud erstattet af et nyt midlertidigt lægetilbud. Denne gang drevet af regionen.

En manøvre, der samtidig koster nogle penge, men som ifølge Pia Buus Pinstrup (K), formand for Udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland, er et skridt i den rigtige retning for lægedækningen i Region Nordjylland.

»I Region Nordjylland har vi en klar lægedækningsstrategi om, at vi helst vil have familielæger, altså praktiserende læger, til at drive lægeklinikkerne inden for overenskomsten,« siger Pia Buus Pinstrup og uddyber:

»Lykkes det ikke, så prioriterer vi regionsklinikker. Hvis det heller ikke er muligt, så benytter vi os af udbudsklinikker som sidste mulighed for at sikre borgerne lægedækning.«

Lettere at overtage for læger

Ifølge Pia Buus Pinstrup er en af de store fordele ved regionsklinikker sammenlignet med udbudsklinikker, at interesserede læger med kort varsel kan overtage regionsklinikkerne, hvis de ønsker det.

»Vi har tidligere haft succes med at overdrage regionsklinikker i Pandrup og Ranum til praktiserende læger. Kommer der en interesseret læge og banker på, så kan lægen overtage en lægeklinik drevet af regionen med kort varsel, og det setup har tidligere vist sig at fungere,« siger Pia Buus Pinstrup.

Hun lægger dog ikke skjul på, at Region Nordjylland gerne havde set, at der var praktiserende læger klar til at overtage alle fire udbudsklinikker.

»Som region kan vi være med til at holde gryden i kog, indtil der kommer en praktiserende læge, som ønsker at overtage regionsklinikken. Men vi skal helst ikke have for mange regionsklinikker. Region Nordjylland skal som udgangspunkt ikke drive lægeklinik,« siger Pia Buus Pinstrup.

Region Nordjylland har for nylig også slået to nye kapaciteter op i Fjerritslev. Er der heller ikke interesserede læger til de kapaciteter, vil Region Nordjylland ligeledes oprette en regionsklinik i Fjerritslev.

Det eneste nuværende lægetilbud i Fjerritslev er en lægepraksis drevet af Alles Lægehus med tre tilknyttede kapaciteter og 5.888 patienter.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere