Færre patienter til flere læger er ikke løsningen

Praktiserende Lægers Organisation (PLO) skrev på Twitter 1. januar, at det var positivt, at statsminister Mette Frederiksen havde omtalt, at ‘alle skal have deres egen FASTE læge’. Men hvorfor værne om familielægen og ikke åbne for mange flere praksisformer i stedet?

Mit oplæg til debat er, at det kan være en ensidig og forkert løsning for sundhedssektoren som helhed, hvis den ‘faste’ læge er den eneste løsning.

For patienten er ‘følelser’ i fokus, og for lægen er det ‘farlige’ i fokus

Jeg har i to år været ansvarlig for et projekt støttet af Velliv Foreningen, hvor jeg bl.a. har belyst, hvad der i almen praksis skabte pres og stress, og som ca. 50 pct. af læger i almen praksis oplevede i form af udbrændthed jf. rapporten ‘Alment praktiserende lægers psykiske arbejdsmiljø og jobtilfredshed’ (2019).

Ud fra den erfaring og min baggrund inden for organisatorisk forståelse mener jeg ikke, at flere læger og færre patienter pr. læge er løsningen.

Svaret er ikke nødvendigvis flere læger

Ser man på en praksis som Lægerne Sløjfen i Aalborg, der har 2 læger til 9.000 patienter, så kunne man her tænke, at der måske ikke mangler læger, og heller ikke skal være færre patienter pr. læge, men nye måder at organisere sig på.

Vores projekt viste, at teamstrukturen, som også bruges i Sløjfen (Læs Dagens Medicins artikler om Lægerne Sløjfens måde at organisere sig på: ‘Hos Lægerne Sløjfen arbejdes der i behandlerteams‘ og ‘Bedre arbejdsmiljø gavner også patienterne‘), er essentiel for at lykkes i almen praksis, så der er andre muligheder, hvis vi åbner tankesættet.

I projektet talte jeg også med CEO for WeCare Holding, Thomas Helt, der står for Alles lægehus. Hans udsagn var bl.a., at mange af os ikke har samme læge livet igennem. Hvor stærk er den kontinuitet, som der tales for så? Kan vi måle den?

Hvis vi med kontinuitet forstår relation, så viste projektet, at det er vigtigt. Relationen er vigtig i mødet med patienten. I den stærke, tydelige relation, tør vi være åbne og fortælle frit om det, vi er bange for eller forventer.

Ikke-lægefaglige spørgsmål er ikke spild af tid

Så selvom det måske kan virke som spild af tid at tale om bilen, hunden, kæresten eller rejsen, så giver gode relationer et nemmere arbejde og bedre sundhed.

For patienten er ‘følelser’ i fokus, og for lægen om det ‘farlige’ i fokus. Koordineringen og samarbejdet med patienten bliver sværere, hvis følelserne bliver større. Det er ikke noget, som flere læger kan løse. Det er viden og træning.

Flere læger er det samme som at øge portoen eller sætte mere politi på gaden. Færre patienter er at gøre chokoladebaren mindre eller lægge færre gram kød i bakken.

Det er set før, og det virker nu og her, men i længden går problemet ikke væk. Der skal nytænkning til.

Løsninger kræver overblik over problemer

Det kræver først og fremmest et overblik over problemerne. Her er mit bud på nogle af problemstillingerne, der skal fokus på frem mod 2030:

• Opgaven med ældre borgere med komplekse sygdomsforløb er det største problem, og det er kun lige begyndt. Det stiger frem mod 2035. Hvis vi kun har løsningen ‘flere læger og færre patienter’, så har vi ikke en løsning i morgen, hvor der komme flere af de svære patienter, og så er sundhedssystemet ilde stedt. Derfor skal der være flere muligheder.

• Flere ydelser og mere service giver mere arbejde og ikke nødvendigvis mere kvalitet eller sundhed. Jeg har mødt historier om patienter, der VILLE have deres 30 min. selvom de var færdige efter 20, og patienter, der har irettesat sygeplejersker under årskontroller, fordi nu skulle de nok sige, hvad der skulle gennemgås. Patienternes idé om, hvad de skal have ud af mødet med almen praksis, sætter personalet under pres. Der skal afdækkes og arbejdes på et holdningsskifte til sundhedsservice i befolkningen.

• Lægen i almen praksis mærker presset på sygehusene. Henvisninger er et gennemgående problemfelt. Læger har talt om, at sygehuse afviser som en automatreaktion for at lette trykket på egne arbejdsbunker – en oplevet hypotese. Det bør undersøges, før det går galt. Det går ikke væk af flere læger, måske tværtom, hvis der kommer flere læger, der henviser.

• Lægen tager sig af flere ‘raske patienter’ end tidligere. Der er mere forebyggende arbejde – ikke mindst bekymringsarbejde. En del af presset på sundhedsvæsenet fra patienter kommer af følelser – frygt og angst for, at der er noget i vejen. Det skal gennemtænkes, og det kan flere læger ikke løse, hvis folk går mere til lægen, fordi der er flere læger at gå til, så er vi lige vidt.

• I 2030 er det regeringens vision, at 9 ud af 10 praksisser er fler-lægepraksisser. At være flere sammen er slet ikke nemt, og lægerne har umiddelbart ikke den nødvendige støtte eller viden til at lykkes. Af de regioner, jeg har talt med, regner de med, at ca. 50 pct. af kompagniskaberne går i opløsning. Jeg har ikke kunnet finde konkrete tal, men hvis du har en 40-50 timers arbejdsuge og skal finde lokaler, som du skal være enige med 3-6 andre om, så er sværhedsgraden høj i at løse opgaven, og konflikter opstår. Den del har intet at gøre med færre patienter eller flere læger. Og dermed rammer løsningsforslaget helt ved siden af, fordi en del af problemet ikke handler om patienterne, men om måden som almen praksis er organiseret på. For mere end et par af de praksisser, der deltog i projektet, var lokaler et stort problem. Det var problemer som at ville udvide med flere kapaciteter, men ikke have plads, dele toilet med patienter eller sidde i opsagt lejemål uden at kunne få et nyt. Og der er meget lidt eller ingen hjælp at hente.

‘Familielægen’ giver ikke i sig selv kvalitet i sundhed

Hvis sundhedssektoren som helhed ikke ser de mangeartede problemstillinger, der skal gå op, for at primærsektoren kan lykkes, så spår jeg, at der vil blive en helt naturlig plads til private virksomheder som Nordic Medicare og Alles Lægehus.

De kan få en solid plads på markedet i almen praksis, da de kan foretage mere risikofyldte, langsigtede investeringer, som kan være uoverskuelige for et i/S med flere beslutningsparter, der hæfter personligt.

Systemet må samlet forstå, at der ikke kan sættes mål, uden at man undersøger og forstår de samlede konsekvenser af de valg, man træffer

Det lyder banalt, men det er den virkelighed, jeg har mødt. Derfor bør der ses på sammenhængen i problemer og udfordringer og ikke kun fastholde en drøm om familielægen.

Det er en god tanke, men den giver ikke i sig selv kvalitet i sundhed. Det er en endimensionel løsning, der kan blive på bekostning af lægens ønske om frihed, selvbestemmelse og meningsfuldt arbejde med gode kolleger og glade patienter.

Systemet må samlet forstå, at der ikke kan sættes mål, uden at man undersøger og forstår de samlede konsekvenser af de valg, man træffer.

Der skal nytænkning af almen praksis på bordet og alle skal være med, så man sammen tænker: Hvordan løser vi udfordringen i den primære sundhedssektor. Hvad er problemerne, og hvilke mulige løsninger er der?

Almen praksis kan noget særligt, og noget særligt vigtigt, men jeg mener ikke, at det kan ikke bevares ved at sætte flere læger ind i spillet eller at bevare familielægen.

Læs også:

Ledelse koster kræfter – og det er ok at få hjælp