Færre hofteoperationer i Nordjylland: »Det er ikke opsporingen, der er det afgørende«

Region Nordjylland har gennem de seneste år formået at få forekomsten af hofteoperationer i forhold til antallet af indbyggere over 65 år bragt ned i højere grad end de øvrige regioner.

Det fremgår af den seneste årsrapport fra Dansk Tværfagligt Register for Hoftenære Lårbensbrud, som dækker årene 2017-2019 (rapportens tal går fra december måned i det foregående år og 12 måneder frem).

Dermed fortsættes den nordjyske tendens med en mærkbar nedgang i antallet af hofteoperationer i den ældre befolkning. Som mulig forklaring er Region Nordjyllands sundhedsaftale mellem region, kommuner og praktiserende læger ofte blevet fremhævet. Den blev indgået i 2015 og satte fokus på opsporing og behandling af osteoporose.

På grund af efterindberetninger samt overgangen til LPR3 kan tallene fra 2015 og de efterfølgende år ikke sammenlignes direkte med 2017-2019-tallene i den seneste årsrapport. Men tendensen i Nord er den samme i begge talsæt, og den går – på trods af udsving i enkelte år – generelt nedad.

Så hvis det accepteres som et faktum, at den nordjyske aftale har spillet en rolle, er spørgsmålet, hvilket element der har haft den største virkning.

Alle regioner har nedbragt incidens

Hidtil har pilen mest været drejet mod de praktiserende læger, som i de andre regioner er blevet skoset for ikke at opspore nok. Som Osteoporoseforeningens formand, Ulla Knappe, sagde til Dagens Medicin i oktober sidste år:

»Den allerstørste opgave ligger i at opspore og finde dem, der har osteoporose, så de selv kan begynde at forebygge eller komme i medicinsk behandling, hvis sygdommen er så fremskreden. Det bør praktiserende læger også have fokus på,« sagde hun.

Men hvis de praktiserende læger alle andre steder end i Region Nordjylland overså en masse osteoporosepatienter og derfor ikke fik forebygget hoftebrud, burde det logisk set afspejle sig i vedvarende høje operationstal, og det er ikke tilfældet.

Alle regioner har i 2017-2019 nedbragt incidensen af hofteoperationer blandt 65+ årige med mellem 3,7 pct. (Region Syddanmark) og 10,7 pct. (Region Nordjylland). De øvrige ligger på 7-8 pct.

Så hvad er forklaringen?

Almen praksis eller kommunerne?

Spørger man de praktiserende læger selv, vender de pilen mod kommunerne.

»Det er ikke opsporingen, der er det afgørende. Det afgørende er indsatsen generelt over for aldersgruppen«, siger praktiserende læge i Slagelse, Johan Ludvig Reventlow, som er formand for den arbejdsgruppe i DSAM, som er i gang med at udfærdige en ny vejledning om osteoporose.

»Aftalen (i Region Nordjylland, red.) kan godt have været med til at sikre, at de praktiserende læger er mere tilbøjelige til at henvise. Men den har jo også forpligtet kommunerne til at gøre noget ved det«, siger han.

Det har de nordjyske kommuner gjort i en grad, så 10 ud af regionens 11 kommuner nu har et osteoporosetilbud.

Det fremgår af Osteoporoseforeningens oversigt over kommunale, regionale og private tilbud.

Kun lille Læsø Kommune er ikke med, men har til gengæld et samarbejde med Frederikshavn Kommune på området.

Til sammenligning har kun 3 ud af Region Hovedstadens 29 kommuner et tilbud, og helt støvsuget er der i Region Sjælland, hvor ingen af de 17 kommuner har noget organiseret, forebyggende tiltag at tilbyde osteoporosepatienterne.

Med andre ord befinder næsten halvdelen af landets kommunale osteoporosetilbud sig i den mindste region, Nordjylland.

»Forskellen er, at de ikke har brækket noget«

En af initiativtagerne til aftalen i Region Nordjylland er overlæge i endokrinologi på Aalborg Universitetshospital og lærestolsprofessor ved Aalborg Universitet Peter Vestergaard, og han ser da også de kommunale tilbud som en vigtig del af forklaringen på effekten af den nordjyske model.

»Det, vi gerne vil prøve at opnå, er at nå folk, inden de har brækket noget. Almen praksis ser mange, men ikke alle – kommunen kommer f.eks. i kontakt med de svage ældre på plejehjem«, siger han.

Tallene tyder på, at de kommunale tilbud har en forebyggende effekt.

»Hvis vi kigger over længere tid, så lå vi tidligere dårligt og f.eks. over landsgennemsnittet i hoftebrud, og det var også en del af årsagen til sundhedsaftalen, men nu er vi kommet ned og ligger midt i feltet. Når vi så ser på de patienter, der bliver skannet nu, så er de nogenlunde lige så syge, som patienterne var for 10 år siden bedømt på T-score, men forskellen er, at de ikke så ofte har brækket noget. Vi får fat i dem inden«, siger Peter Vestergaard.

Regnestykke forklarer halvdelen af nedgangen i hoftebrud

9 ud af 10 skanninger af disse patienter medfører ifølge Peter Vestergaard en eller anden behandlingsbeslutning, bl.a., men ikke altid, i form af medicin. Han har regnet ud, at ca. halvdelen af den nordjyske nedgang i forekomsten af hoftebrudsoperationer kan hidføres til den medicinske forebyggelse.

»Hvis folk tager deres medicin – og vores undersøgelser viser, at otte ud af ti tager medicinen, som de skal – så kan vi regne på effekten. Hvor mange af dem, som er i behandling, ville have brækket noget, hvis de ikke var i behandling? Rundt regnet er det ca. halvdelen af nedgangen i hoftebrud, der skyldes den medicinske behandling. Så er der noget, der ikke skyldes medicinen. Det er til dels kalk og D-vitamin. Der er også indsatsen mod rygning og faldforebyggelse. Så vores aftale har måske også sin plads, fordi vi kommer ind med forebyggelse ud over medicin«, siger han.

Men de andre regioner opnår jo også en reduktion i incidencen af hoftebrudsoperationer. Ganske vist ikke helt så stor en reduktion som i Region Nordjylland, men tæt på. Nedgangen i incidensen for Region Midtjylland var mellem 2017 og 2019 f.eks. 8,2 pct., mens nordjydernes lå på 10,7 pct. Det er en forskel, javist, men ikke kæmpestor.

»Det kan man jo diskutere«, siger Peter Vestergaard og peger på, at der er flere mulige forklaringer.

Noget kan f.eks. skyldes fordelingen i befolkningen mellem mænd og kvinder – kvinder er mere udsatte for osteoporose end mænd. Der kan også være flere eller færre rygere, ligesom antallet af undervægtige, både rygning og undervægt er risikofaktorer for osteoporose, kan svinge mellem regionerne.

»Jeg vil ikke sige, at andre nødvendigvis skal gøre som os. Der kan være forskelle, bl.a. i samarbejdet med almen praksis. Men på en eller anden måde ser det ud til, at vi opnår en effekt ud over medicinen«, siger Peter Vestergaard.

Læs også:

Skal den nordjyske model for opsporing af knogleskørhed udbredes?

Danskerne fortjener bedre forebyggelse og behandling af osteoporose

Hvem vil låne Osteoporoseforeningen en regnemaskine?

Uenighed om praktiserende lægers osteoporoseindsats