Fælles beslutningstagning: »Patienten er jo ekspert i eget liv«

Det kan betyde dårligere kvalitet af beslutninger, hvis klinikere er uvidende om patienters forhold og præferencer, og patienter er uvidende om behandlingsmuligheder og resultater. Sådan lød det i en brochure om ’den stille fejldiagnose’, som Styrelsen for Patientsikkerhed udgav sidste efterår.

En vej mod kvalificerede beslutninger er metoden fælles beslutningstagning. Det er nemlig et redskab, der kan optimere beslutningsprocessen, fordi metoden lægger op til et samarbejde mellem patient og kliniker. Fælles beslutningstagning indebærer, at klinikeren rådgiver og støtter patienten til at vælge den mulighed, der passer bedst til patientens egne værdier og præferencer i forhold til behandling og risici.

Piller eller ej

»Fælles beslutningstagning er vores dna, vores abc, vores åndedræt,« siger formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), Bolette Friderichsen.

»Godt nok er vi læger eksperter i diagnoser, men patienten er jo ekspert i eget liv,« tilføjer hun.

Bolette Friderichsen er på vej hjem efter en lang arbejdsdag i sin praksis i Hobro og vil gerne uddybe sin holdning med et eksempel:

Der er jo en ubalance i magtforholdet mellem læge og patient, så det er rigtig, rigtig svært, selvom vi gerne vil

Jens Søndergaard, professor, Syddansk Universitet

»Jeg har lige haft en ældre herre i 80’erne til årskonsultation på grund af et brud i ryggen. Manden havde efterfølgende fået ordineret medicin mod knogleskørhed af hospitalet, men jeg kunne se, at han var holdt op med at tage pillerne få uger efter udskrivningen.«

»Den ældre herre forklarede mig, at medicinen gav ham problemer med mavesyre, og at han i øvrigt følte sig rask og derfor ikke så noget behov for at tage piller. Hvis du nu havde spurgt ambulatoriet, havde de nok sagt, at han skulle tage sin medicin. Men som hans egen læge skal jeg se på helheden og altså også på maveproblemerne og hans mentale helbred, for han ønskede ikke at blive sygeliggjort.«

Bolette Friderichsen valgte at præsentere manden for en stoletest, hvor han præsterede at rejse og sætte sig 16 gange på et minut.

»Jeg roste ham og kunne se, hvordan selvtilliden voksede, og så valgte vi i samråd, at han fortsat skulle lade pillerne ligge og så blive ved med øvelser derhjemme. Dermed udsætter jeg mig selv for risiko for kritik, hvis han pådrager sig et nyt brud. Ambulatoriet vil sige, at det er min skyld, men jo ældre og jo mere erfaren jeg er blevet, jo vigtigere finder jeg den fælles beslutningstagning,« siger Bolette Friderichsen.

Derfor kunne hun også godt ønske at blive inddraget i beslutninger vedrørende hendes patienter på sygehuset.

»Hvis den ældre herre kommer ind på ambulatoriet igen, ville jeg da godt deltage i en fælles beslutning om, at han ikke skulle tage de piller, som han var så ked af at tage. Men i stedet vil der nok ske det, at patientens og min fælles beslutningstagning bliver overtrumfet af en vejledning,« siger hun.

Bange for klager

Formanden for DSAM mener, at mange unge læger er skræmte over risikoen for klagesager og derfor er tilbageholdende i forhold til fælles beslutningstagning.

»De unge skal lære det her håndværk af os gamle, i stedet for at de blot at henvise til, hvad de har læst i en vejledning. Jeg prøver at give mine yngre kolleger tryghed i at forhandle med patienten,« siger Bolette Friederichsen.

Selv afsætter hun tid til både at lytte til det sagte og det usagte i konsultationerne:

»Lægen skal også lytte til pauserne – som nu i tilfældet med den ældre mand. Han tøvede med at fortælle, at han ikke tog pillerne længere, fordi han var bekymret for at få skældud. Patienterne gør jo, hvad de selv vil, men tvivlen kan gnave, så det er på alle måder godt at nå frem til en fælles beslutning.«

Hun har også patienter, der ikke føler sig i stand til at tage del i fælles beslutningstagning:

»I de tilfælde prøver jeg at redegøre for valgmulighederne så tydeligt som muligt. Men hvis patienten fortsat siger ’hvad synes du, doktor?’, tager jeg ansvaret på mig og foreslår, hvad der skal gøres. Og så kan vi tage det op til drøftelse igen, hvis patienten får tænkt over tingene og ændrer holdning,« siger Bolette Friederichsen.

Jens Søndergaard er professor og leder af Forskningsenheden for Almen Praksis i Odense, hvorfra der udgår et forskningsprojekt, som måske kan hjælpe almen praktiserende læger som Bolette Friderichsen, når hun fremover møder en patient, der har været omkring sygehuset til behandling.

Projektet hedder ’Kys frøen’, og her mødes læger fra Sygehus Lillebælt med praktiserende læger for at drøfte og lægge en plan for behandlingen af fælles patienter.

»Samarbejdet optimerer behandlingen af patienterne, fordi specialistens ekspertviden bliver kombineret med egen læges kendskab til patientens livsomstændigheder,« siger Jens Søndergaard.

Han mener, det styrker den fælles beslutningstagning, når patienterne oplever, at lægerne reelt arbejder sammen om behandlingen.

»Forskning udført af læge Theis Trabjerg viser stor tilfredshed hos såvel læger som patienter, når praktiserende læger og kræftlæger samarbejder i kræftforløb, og jeg forestiller mig, at det samme kunne være tilfældet på mange andre områder.«

Informations-overflow

Professor Jens Søndergaard er også optaget af kommunikationsbarrierer i forhold til fælles beslutningstagning:

Fælles beslutningstagning bør være obligatorisk på alle sundhedsuddannelser

Helga Schultz, forperson, Yngre Læger

»Lægen taler ikke latin til patienterne som i gamle dage, men patienterne har somme tider stadig svært ved at forstå, hvad vi siger. For sundhedsfagliges vedkommende handler det nok meget om at sikre sig juridisk mod klager – se bare en indlægsseddel, men det giver informations-overflow,« mener professoren.

Han er derfor tilhænger af at inddrage patienter mere i forskningsprojekter, hvor kommunikation til patienter spiller en rolle:

»Jeg har selv haft rigtig gode erfaringer med at inddrage patienter i vores forskning og fået nye indsigter, fordi patienterne har stillet gode spørgsmål. Vi sundhedsprofessionelle må erkende, at kommunikation er svært. Patienterne er følelsesmæssigt involveret og har ingen erfaring i at læse og forstå informationer om sygdom. Samtidig lægger fælles beslutningstagning op til, at patienten skal tage et stort ansvar, som de ikke altid er klar til at tage,« siger Jens Søndergaard.

»Hvordan undgå vi, at det reelt bliver lægen, der tager beslutningerne med patientens samtykke frem for, at der bliver tale om hensynsfuld fælles beslutningstagning? Der er jo en ubalance i magtforholdet mellem læge og patient, så det er rigtig, rigtig svært, selvom vi gerne vil,« understreger professoren.

Yngre Læger: Vi har brug for uddannelse og ledelsesopbakning

Yngre Læger har i flere år uddannet videns- og forandringsambassadører i fælles beslutningstagning i samarbejde med Danske Patienters Videns- og Kompetencecenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS). Samarbejdet om ambassadørkorpset ophørte sidste år, men det er bestemt ikke på grund af manglende opbakning til området, siger forperson Helga Schultz fra Yngre Læger:

»Vi blev overhalet af virkeligheden, forstået sådan at der bliver arbejdet med fælles beslutningstagning rigtig mange steder i regionerne nu, så vi har valgt at stoppe uddannelsen,« forklarer hun.

Helga Schultz er optimistisk i forhold til udviklingen om fælles beslutningstagning:

»Udviklingen går uundgåeligt i retning af mere fælles beslutningstagning. Der sker en kulturændring, samtidig med at vi får et generationsskifte blandt lægerne,« mener hun.

Helga Schultz kan ikke genkende billedet, som formanden for DSAM tegner, nemlig at en del unge læger kan være tilbageholdende med fælles beslutningstagning.

»Jeg kan jo kun tale for de medlemmer, som jeg møder på vores kurser og i min daglige klinik, og de fleste af dem har lært om fælles beslutningstagning i modsætning til flere ældre læger. Men vi mangler generelt mere uddannelse på området. Fælles beslutningstagning bør være obligatorisk på alle sundhedsuddannelser, indgå som en del af den løbende undervisning på afdelingerne, og så skal det selvfølgelig også indgå i tilbuddene om efteruddannelse,« siger Helga Schultz.

Hun opfordrer desuden til større ledelsesopbakning:

»Vores ambassadører stødte flere gange på den barriere, at ledelserne sagde, ’vi har allerede fælles beslutningstagning, så det skal vi ikke prioritere’, selvom der reelt kunne være et behov. En anden barriere er den ledelsesopfattelse, at fælles beslutningstagning tager længere tid. Jeg medgiver, at der skal afsættes ressourcer til at udvikle beslutningsstøtteværktøjer og supervisere personalet, men når værktøjerne først er implementeret, viser undersøgelser, at fælles beslutningstagning ikke tager længere tid.«

Læs også: Professor: Der er langt igen, før vi er i mål med fælles beslutningstagning – 6.marts 2024