Almen praksis
Få styr på influenzavaccinerne
Udgivet:
Kommentarer (0)
Gennem de seneste år er der dog kommet så mange administrative forhindringer, at mange praktiserende læger overvejer helt at droppe den service, det er, at vaccinere egne patienter.
Vinteren kommer, og det samme gør influenzaen. Man skulle ikke tro, at det kunne komme bag på nogen, men alligevel viser det sig gang på gang, at man fra myndighedernes side bliver lige overrasket hvert år.
Igennem en årrække har vi i Danmark vaccineret millioner af mennesker og på trods af, at man langtfra rammer alle i målgruppen, går det dog den rette vej. Størstedelen af vaccinerne gives hos de praktiserende læger. Her er patienterne trygge, kender rammerne og kommer ofte af en anden grund. Det er også de praktiserende læger, der kender plejehjemmene og i samarbejde med disse vaccinerer beboerne gennem et trygt og sikkert samarbejde.
Derfor er det helt oplagt, at det er hos de praktiserende læger, man får sin vaccine. Endelig er det også de praktiserende læger, der ved, om patienterne overhovedet er i målgruppen til en gratis vaccine, for hvordan skal private firmaer kunne vide, om patienterne har kroniske sygdomme?
Sidste års vaccinekaos sidder fortsat i baghovedet hos mange
Gennem de seneste år er der dog kommet så mange administrative forhindringer, at mange praktiserende læger overvejer helt at droppe den service, det er, at vaccinere egne patienter. Ja, det vil koste os omsætning, men som mange efterhånden har erfaret, er det ikke omsætning, vi mangler – det er tid!
Sidste års vaccinekaos sidder fortsat i baghovedet hos mange, og rammerne omkring årets vaccinationer er først kommet ud i allersidste øjeblik. Det tærer massivt på i forvejen pressede klinikker, at man nu skal forholde sig til dette problem, som med rettidig omhu kunne have været løst for måneder siden.
Når småbørn normalt vaccineres hos deres læge, fungerer det rent praktisk ved, at lægen rekvirerer vaccinerne gratis og får 48 kr. for at give vaccinen. Lægen har derfor ikke nogen økonomisk risiko, men ej heller nogen grund til at hamstre vacciner, og det system har fungeret upåklageligt i årevis.
Influenzavaccinerne skal lægen derimod selv købe og dermed bruge ressourcer på at lave beregninger, dataudtræk og estimater for at have tilstrækkeligt med vacciner, men samtidig undgå at brænde inde med et overskud. Når man så samtidig er udfordret af usikre leverancer, bliver det alles kamp mod alle, og sidste sæsons kaos, hvor hundredtusindvis af vacciner pludselig var væk, bekræfter, at den aktuelle struktur i hvert fald ikke er hensigtsmæssig.
Er målet, at alle i målgruppen vaccineres, er der brug for, at alle de praktiserende læger hjælper. Men hvis ikke rammerne forbedres, tror jeg, at den store del af lægerne fremover vil takke nej.
Et sådant scenarie vil næppe have konsekvenser for politikere og andre velstillede, men for de gamle, de svage og de socialt dårligt stillede vil det have en stor betydning.
Det er mig komplet uforståeligt, at man fra myndighedernes side ikke har fornemmet, hvilken glidebane man er på vej ud ad. Men ok … man kan jo se, hvordan det gik, da COVID-vaccinerne kom på det frie marked. Var det til 5.000 kr. pr. stik?
Del artiklen: