Endnu tre eksperter kommer med tips til sygeplejersker i praksis

Flere og flere sygeplejersker er danskernes første møde, når de tropper op hos deres egen læge. Det vil sige, at sygeplejersker i stigende grad møder borgere med en bred vifte af symptomer og diagnoser.

Vi har samlet tre af Danmarks førende eksperter inden for angst, overvægt og demens til en snak om, hvad de vil give af gode råd til de konsultationssygeplejersker, som skal tage den første hånd om borgerne i den kliniske praksis.

Specialistens råd: Vær klar i kommunikationen

Jens Meldgaard Bruun, lægefaglig leder for Nationalt Center for OvervægtFoto: Jesper Balleby

Svær overvægt: En forudgående snak med lægen og efterfølgende forventningsafstemning med patienten er en god måde at sikre sig, at en overvægtig borger ikke bliver skuffet, hvis vægttabet ikke lykkes, lyder rådet fra Jens Meldgaard Bruun, lægefaglig leder for Nationalt Center for Overvægt.

Når det gælder borgere med svær overvægt, er sygeplejersker i almen praksis ofte bindeleddet mellem lægen og borgeren. Derfor er det vigtigt, at sygeplejersken både til lægen og borgeren er helt klar i mælet om, hvad der skal foregå, og hvordan samarbejdet om et eventuelt vægttab skal være.

Det råder klinisk professor Jens Meldgaard Bruun fra Steno Diabetes Center Aarhus og Nationalt Center for Overvægt sygeplejerskerne til hele tiden at have for øje.

Jens Meldgaard Bruun forklarer, at sygeplejersken skal fungere som netop bindeleddet mellem den praktiserende læge og borgeren. Ofte kommer personer op til deres læge med en bekymring om deres vægt, og her er det til at starte med vigtigt, at det med det samme bliver afgjort, om borgeren af sundhedsmæssige årsager overhovedet har brug for et vægttab eller ej. Det skal sygeplejersken have afklaret med lægen med det samme, så beskeden klart kan formidles videre til borgeren.

»Har man ikke følgesygdomme og blot har ‘almindelig’ overvægt med eksempelvis et BMI på 27, skal man ikke nødvendigvis tabe sig af helbredsmæssige årsager. Her er det vigtigt, at sygeplejersken er med til at forventningsafstemme, hvad hun eller lægen kan hjælpe borgeren med. Vil personen gerne have en figur, som da vedkommende var 18 år gammel, skal sygeplejersken gøre det klart, at det nok ikke kommer til at ske med lægens hjælp.

Lægen kan formentlig kun hjælpe til med et vægttab på maksimalt 10 til 15 pct. Det skal borgeren have at vide, så der ikke opstår urealistiske forventninger,« siger Jens Meldgaard Bruun.

Han uddyber, at et godt råd til sygeplejerskerne er, at de inden samtalen med patienten har haft en snak med lægen om, hvad der er muligt og ikke muligt. Ellers kan sygeplejersken komme til at stå i en situation, hvor borgeren kan blive skuffet over mulighederne, eller der kan være et uhensigtsmæssigt forløb, fordi borgeren forventede noget mere.

»Sygeplejersker kan godt komme til at stå alene med opgaven at guide borgeren gennem et vægttab, hvis hun ikke har snakket med lægen om forløbet forinden. Derfor er samtalen vigtig,« understreger Jens Meldgaard Bruun.

Når så der er etableret en rimelig målsætning, og der er forventningsafstemt med borgeren, skal sygeplejersken ifølge Jens Meldgaard Bruun sørge for, at der bliver lavet en fælles aftale med borgeren om, hvad det videre forløb skal være.

Hvis målet er et vægttab på 5 til 10 pct. af kropsvægten, kan det være godt på forhånd at have aftalt, hvad der skal ske, hvis det ikke materialiserer sig, eller hvad der skal ske, når vægttabet er opnået.

»Det er vigtigt, at sygeplejersken har en veldefineret opgave i forhold til borgeren og forløbet. Det skal hun snakke med den praktiserende læge om, så der kommer klarhed omkring sygeplejerskens opgaver, og han eller hun ikke skal freestyle sig igennem det. Sygeplejersken bliver ofte den gennemgående kontaktperson i et vægttabsforløb, og det er vigtigt, at hun ved, hvad opgaven er, og hvad den ikke er, samt hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt. Det gør også, at det kan være en god idé med efteruddannelse, så sygeplejersken ved, hvad der er op og ned i et vægttabsforløb. Desuden sker der rigtig meget nyt for tiden, eksempelvis inden for medicinsk behandling af svær overvægt. Det gør, at det faktisk både er nødvendigt og en god idé, at både lægen og sygeplejersken bliver efteruddannet,« siger Jens Meldgaard Bruun.

Specialistens råd: Tal om, hvad angst er

Maria Nielsen, ambulatorieleder ved Ambulatorium for Angst og Tvangssygdomme ved Aalborg UniversitetshospitalFoto: Privat

Angst: Uddannelse, accept, nedregulering og information om mindfullness. Sådan lyder fire råd fra Maria Nielsen, ambulatorieleder ved Ambulatorium for Angst og Tvangssygdomme ved Aalborg Universitetshospital, til sygeplejersker, der skal tale med patienter med angst.

Når det gælder angst, skal personer med angst ofte i et behandlingsforløb for at lære at håndtere og reducere deres angstsymptomer. Ofte starter de forløb hos den praktiserende læge eller en sygeplejerske tilknyttet praksis.

I den situation er det vigtigt, at sygeplejersken påtager sig den rette rolle i forhold til patienten, da det kan være med til både at lindre symptomerne på angst samt klæde patienter på til bedre at håndtere angstanfald.

Sådan lyder et af rådene fra Maria Nielsen, der er ambulatorieleder ved Ambulatorium for Angst og Tvangssygdomme ved Aalborg Universitetshospital.

Maria Nielsen kommer helt generelt med fire råd til konsultationssygeplejersker, der i arbejdet i praksis møder personer med angst:

Uddan patienterne i, hvad angst er. Maria Nielsen første råd er, at sygeplejerskerne skal fortælle patienterne, hvad det vil sige at have en angstlidelse. Hvad er det for symptomer, og hvilke fysiske processer igangsættes i kroppen?

Når patienten forstår baggrunden for, at hjertet pludselig banker voldsomt, og at han eller hun har svært ved at trække vejret, kan denne viden i sig selv være med til at berolige. Samtalerne kan også være med til at give patienter en fornemmelse af, at de ikke er alene i verden med at have angst. Det kan også lindre nogle af symptomerne på sygdommen.

»Nogle personer kan opleve, at et angstanfald føles som et hjerteanfald, og det kan give anledning til, at angsten forstærkes. Her vil det være hjælpsomt, hvis patienterne kan lære at genkende angstsymptomerne, så de ikke forveksles med somatisk sygdom. Det kan give lidt ro på. Det er supervigtigt, og det kan sygeplejersker i praksis hjælpe til med,« fortæller Maria Nielsen.

Det andet punkt, hvor sygeplejerskerne kan hjælpe en patient med angst, er i forhold til accepten af angst. Mange mennesker vil bare gerne have en pille og få angsten til at gå væk, men sådan fungerer det ikke i den virkelige verden.

»Sygeplejersken kan hjælpe patienten med indstillingen til det at have angst. Det er hjælpsomt at erkende og acceptere, at angsten er der, men at man også kan arbejde med at håndtere den, så den ikke handicapper hverdagen. Idet at angstanfald er så ubehagelige at opleve, kan patienter have en tendens til at ønske, at de bare kunne lukke helt ned for den, men angst, der ikke bliver anerkendt, popper op igen som popcorn. Patienter kan dog øve sig på at aflede opmærksomheden og fokusere på andre ting omkring sig, så angstniveauet dæmpes. Det er sådan nogle ting, som sygeplejerskerne kan arbejde på med patienterne, inden de kommer i behandling i et ambulatorium,« siger Maria Nielsen.

En tredje vinkel kunne ifølge Maria Nielsen være et fokus på nedregulering ved angstanfald, hvor sygeplejersken kan hjælpe patienten ved at pege på simple åndedrætsøvelser. Tilstanden af høj ‘arousal’ kan ofte ændres ved dybe og langsomme vejrtrækninger.

»Den slags arbejder vi også med i ambulatoriet, men det kan sagtens starte i praksis med hjælp og vejledning fra en praksissygeplejerske,« siger Maria Nielsen.

Maria Nielsens sidste råd til sygeplejersken i praksis er meget simpelt at informere patienter om, at mindfulness som behandling til personer med angst eksisterer. Mindfulness har vist gode resultater til personer med angst, og folk kan godt lave opsøgende arbejde på nettet og lære mere om, hvordan mindfulness kan hjælpe dem.

»Sygeplejersken i praksis kan gøre et kæmpe stykke arbejde ved at informere om angst og fortælle, hvad patienten selv kan gøre for at mindske symptomerne på angst,« siger Maria Nielsen.

Specialistens råd: Sygeplejersker kan spille vigtig rolle i at stille diagnosen

Steen Hasselbalch, professor, overlæge og forskningsleder på Videnscenter for DemensFoto: Privat

Demens: Konsultationssygeplejersker kan være en stor hjælp i forhold til at stille de rette spørgmål med henblik på, om der grund til mistanke om demens eller ej.

Ved udvikling af demenssygdomme er det første problem ofte at få stillet diagnosen. Ofte ved personer med demens ikke, at de har demens, og her kan konsultationssygeplejersker være en stor hjælp i forhold til at få stillet de rigtige spørgsmål, så diagnosen kan stilles hurtigere, og personen med demens kan få hurtigere hjælp og rådgivning.

Det er ifølge professor, overlæge og forskningsleder på Videnscenter for Demens Steen Hasselbalch den helt store rolle, som sygeplejersker i praksis kan spille inden for demensområdet.

»En demensdiagnose handler om at få stillet de rigtige spørgsmål i forhold til funktionsniveau. Og har personen ikke en pårørende med til konsultationen med konsultationssygeplejersken, kan sygeplejersken godt stille nogle af de lidt svære spørgsmål for at få afklaret, om der er grund til at mistænke demens eller ej,« forklarer Steen Hasselbalch.

Sygeplejersken kan blandt andet være med til at opklare, om personen med mulig demens oplever flere og flere problemer i hverdagen, eller hvordan det ser ud med risikofaktorer i forhold til at udvikle demens, herunder alkoholforbrug og generel sund livsstil.

Derudover kan hun være med til at arrangere, at en pårørende kommer med til konsultationen næste gang. Sigtet er, at personer, som mistænkes for at have begyndende demens, hurtigt bliver sendt videre til udredning.

Der er dog, ifølge Steen Hasselbalch, berøringsangst omkring demenssygdomme, fordi det drejer sig om folks personlighed, og det er et problem i praksis, som sygeplejersker kan være med til at løse.

»Ofte, når vi får folk ind hos os på Videnscenter for Demens, er deres sygdom ret fremskreden, og så kan vi komme sent i gang med den relevante rådgivning og behandling. Sygeplejerskerne kan hjælpe til med at identificere personer med demens tidligt, og det kan de også gøre med nogle af de hukommelsestests og screeningstests, som vi selv bruger i klinikken, hvor også sygeplejersker står for at udføre dem sammen med patienterne,« siger Steen Hasselbalch, der har et meget positivt syn på det bidrag, som sygeplejersker i praksis kan komme med til området.

Også når patienten har fået stillet diagnosen, kan sygeplejersken i praksis spille en vigtig rolle i det videre patientforløb.

Når patienten er udredt og sat i behandling, falder opfølgningen tilbage til praksis. Det drejer sig blandt andet om opfølgning på medicin og stillingtagen til kørekort, men der er også store områder, hvor sygeplejerskerne kan træde til med deres faglighed.

Det gælder blandt andet i forhold til det psykosociale område – altså er personen med demens alene, eller har vedkommende venner og familie? – og kontakten til kommunen, som der også skal følges op på. Er der den hjælp, der er behov for? Her er konsultationssygeplejersken et vigtigt bindeled til demenskoordinator og -visitator i kommunerne og har stor betydning for, at patienterne får den hjælp, de skal bruge.

»Det vil være naturligt at inddrage sygeplejerskerne i almen praksis i koordineringen af indsatsen for den demensramte mellem praksis og kommunen. I mange tilfælde vil det i vid udstrækning også være sygeplejersken, som skal være med til at løse eventuelle problemer. Er ægtefællen ved at bryde sammen, og skal der tages kontakt til kommunens demenskonsulent? Sygeplejerskerne kan også spille en central rolle i råd og vejledning af både patienten og de pårørende,« forklarer Steen Hasselbalch.