Tre eksperters gode råd til konsultationssygeplejersker

Diabetes: Husk at tie stille, så patienten får tid til at svare

Annelli Sandbæk. professor, Steno Diabetescenter Aarhus.Foto: Michael Harder

At lave kontroller af diabetespatienter i almen praksis stiller krav til, at sygeplejersken er opsøgende både på somatiske og psykiske problemstillinger, forklarer professor Annelli Sandbæk fra Steno Diabetescenter Aarhus.Når en patient med diabetes kommer til kronikerkontrol i almen praksis, er det selvsagt vigtigt at kontrollere, om blodsukkeret er, som det skal være. Men fordi diabetes kan være en risikofaktor for meget andet, har en konsultationssygeplejerske et stort ansvar, når en praktiserende læge har uddelegeret årskontrollen til sygeplejersken.

Det siger professor Annelli Sandbæk, leder af Enhed for sammenhængende patientforløb og tværsektorielle indsatser på Steno Diabetescenter Aarhus.

»Normalt afdækker sygeplejersker ikke nye sygdomme, de skal ikke stille diagnoser, men sådan er det ikke med kronikerkontrol. Det kræver indsigt i, hvad der kan være af forskellige problemområder – både somatisk og psykisk, hvor vi f.eks. ved, at diabetes for mange fører til en øget stresstilstand, kaldet diabetesstress. Det er ikke sikkert, at patienten er opmærksom på følgevirkninger som smerter i benene, der kan skyldes nerveskader og dårligt blodomløb, og derfor er det sygeplejerskens opgave at huske at spørge ind. Sygeplejersken skal også være opmærksom på følger som problemer med mave-tarmkanalen, hjertesygdomme og seksuel dysfunktion. Der er sket det, at sygeplejerskens opgave er gået fra at kontrollere til også at være mere opsøgende,« siger Annelli Sandbæk.

360 grader tager tid

Hun mener, at kontrolopgaven ligger fint hos en konsultationssygeplejerske, nu hvor der sker en opgaveglidning fra hospital til almen praksis.

Det betyder dog også, at sygeplejerskerne får større behov for kompetenceudvikling og ny viden, så de har tjek på, hvad de skal være opmærksomme på under årskontrollen.

»Det kræver, at sygeplejerskerne er udlært og har tid til det. For det tager tid at tale med en patient og komme 360 grader rundt. En nem adgang til patientens trivsel er at huske at spørge, hvordan patienten har det – og så huske at tie stille, så patienten får tid til at svare. Et andet godt spørgsmål at stille patienterne er: ‘Er der noget omkring dit helbred, du gerne vil snakke med om’,« forklarer Annelli Sandbæk.

Husk supervisionen

Men hvilke kompetencer kræver det så for, at en sygeplejerske kan stå for den årlige kontrol? Der findes en række kortere kurser om diabetes for sygeplejersker og læger i almen praksis, men der er pt. ikke nogen specifik diabetessygeplejerske-uddannelse.

»Jeg oplever, at der er behov for, at der er nogle aftaler i klinikken, så sygeplejersken kan trække på den praktiserende læge, som skal lære fra sig. Fra Stenos side arbejder vi på at udforme relevante kurser, og så overvejer vi at lave et netværk af konsultationssygeplejersker på diabetesområdet, som via den vej kan hjælpe hinanden,« siger hun.

Uanset ekstra kompetencer eller ej, så skal konsultationssygeplejersken huske at få supervision. Her foreslår Annelli Sandbæk, at sygeplejersken og den praktiserende læge f.eks. månedligt gennemgår klinikkens diabetespatienter og sparrer om de observationer, som sygeplejersken har gjort sig. Nogle gange skal supervisionen også ske med specialister fra endokrinologiske afdelinger.

»Almen praksis kan sagtens tage ansvaret for langt de fleste diabetespatienter. Der vil dog være 15-20 pct. af patienterne, som har svære komplikationer og sværere regulerbar diabetes, og her kan der være brug for at få andre øjne på observationerne fra specialisterne på de endokrinologiske afdelinger. Vi skal flytte viden med patienterne ud i almen praksis, og jeg så gerne en struktur for mig, hvor almen praksis holder konferencer med en endokrinolog og gennemgår de patienter, som er mere komplekse,« siger Annelli Sandbæk.

Hjertesygdomme: Vær opmærksom på at forhindre akutte indlæggelser

Ann-Dorthe Zwisler, overlæge på Kardiologisk afdeling på Odense Universitetshospital.Foto: Finn Broendum

Det kræver et bredt kendskab til hjertesygdomme, når konsultationssygeplejersken møder en hjertepatient, for selv små forværringer kan ende i en akut indlæggelse, forklarer Ann-Dorthe Zwisler, overlæge på Kardiologisk afdeling på Odense Universitetshospital

Tidligere var der en klar arbejdsdeling i forhold til, hvad der var hjerteambulatoriernes opgaver i en hjertepatients forløb, og hvad almen praksis skulle tage sig af. Den klare opdeling blev imidlertid brudt med de tværsektorielle forløbsprogrammer, som blev indført i 2018.

Det fortæller professor Ann-Dorthe Zwisler, overlæge på Kardiologisk afdeling på Odense Universitetshospital, hvor hun har særligt fokus på det nære sundhedsvæsen. Opgaven i almen praksis er pga. forløbsprogrammerne blevet meget større.

»Hjertesygdomme er meget forskellige, og lige så forskellige kan tilstandene være. Derfor er det vigtigt, at konsultationssygeplejersken har et bredt kendskab til hjertesygdomme. Hun skal kunne skelne mellem hjertesvigt, åreforkalkning, atrieflimmer og hjerteklapsygdom,« siger Ann-Dorthe Zwisler, der desuden er klinisk professor i forebyggelse, rehabilitering og palliation.

Pas på indlæggelserne

Hvis der er forværringer i en hjertepatients tilstand, kan det hurtigt betyde en tur på hospitalet.

»Hjertepatienter er karakteriseret ved, at de har mange akutte indlæggelser. Det belaster både dem og vores sygehusvæsen helt vildt. Her har vi en kæmpe udfordring, fordi vi er blevet så gode til at behandle, lave super effektive og korte indlæggelsesforløb, og mange flere lever med hjertesygdomme, men det betyder også øget risiko for genindlæggelser,« forklarer Ann-Dorthe Zwisler.

Derfor er det vigtigt, at konsultationssygeplejerskerne er meget opmærksomme på, om symptomatologien ændrer sig, eller om der er tegn på forværringer, så de kan forebygge en evt. akut indlæggelse. Det er alt andet end ukompliceret, og det kræver erfaring på området, fastslår den kardiologiske overlæge.

Husk de andre sektorer

På hjerteafdelingerne har sygeplejerskerne ofte specialiseret sig i området. Derfor opfordrer Ann-Dorthe Zwisler sygeplejerskerne i almen praksis til at trække på viden fra kollegerne på hospitalet.

»Vi flytter patienterne fra hospitaler til almen praksis, men den specialiserede viden følger ikke altid med. Derfor er det vigtigt, at konsultationssygeplejersken kender sine hjerteklinikker og deres sygeplejersker, så der er en at ringe til og sparre med – eksempelvis når patienten ikke forstår medicinen, eller der bliver usikkerhed om kolesterol- og hypertensionsbehandling,« siger Ann-Dorthe Zwisler.

Konsultationssygeplejerskerne skal heller ikke tøve med at kontakte de kommunale sygeplejersker.

»Kommunerne har generelt i dag gode tilbud til hjertepatienter, men ofte er det ikke noget, de kender til i almen praksis. Men de kan med fordel hente hjælp i kommunerne, der med træningsforløb, uddannelsesforløb eller medicindosering kan lægge et sikkerhedsnet under patienten, så risikoen for en akut indlæggelse yderligere kan mindskes.«

Lungesygdomme: Ikke meget kan hamle op med lungerehabilitering

Linette Kofod, specialeansvarlig fysioterapeut på Hvidovre Hospital.Foto: privat

Alt for mange lungepatienter takker nej til lungerehabilitering, men de positive gevinster ved lungerehabilitering er så mange, at konsultationssygeplejerskerne virkelig skal motivere patienterne til at komme afsted. Sådan lyder opfordringen fra specialeansvarlig fysioterapeut Linette Kofod.

For nylig underviste Linette Kofod, specialeansvarlig fysioterapeut på Hvidovre Hospital inden for respirationsområdet, et hold konsultationssygeplejersker i KOL. Her havde sygeplejerskerne mange spørgsmål til brugen af medicin, men i stedet havde Linette Kofod en anden vigtig pointe til dem.

»Medicin er selvfølgelig et must for patienter med lungesygdomme, fordi den kan lette vejrtrækningen. Men medicin er kun en lille del af det, vi kan gøre for patienten, for den løfter ikke funktionsevnen. Lungerehabilitering har uden diskussion en stor effekt for patienterne, da det går ind og påvirker livskvalitet, funktionsevne, træthed og antal indlæggelser. Paletten af positive gevinster er så bred ved lungerehabilitering, at der ikke er andet, der kan hamle op med det,« siger Linette Kofod.

For mange takker nej til rehabilitering

Selvom forskningen klart dokumenterer, at rehabilitering er godt for lungepatienter, er det ofte svært at få patienterne med på ideen. Faktisk takker omkring halvdelen af lungepatienterne ifølge Linette Kofod nej til rehabilitering.

I takt med at lungerehabilitering mange steder i landet er rykket fra hospitalet til kommunerne har konsultationssygeplejersken fået et afgørende ansvar for at øge antallet af lungepatienter, der kommer i et rehabiliteringsforløb.

»Konsultationssygeplejersken kan meget vel være patienternes eneste kontakt i sundhedsvæsenet, der spørger, hvordan de har det, og hvad de laver i deres dagligdag. Sygeplejersken er dermed den eneste, der ved, om det er tid til at henvise til lungerehabilitering, og hvis de overser, at en patient f.eks. har svært ved at komme i bad selv, så kan patienten blive tabt i systemet,« siger Linette Kofod.

Når konsultationssygeplejersken henviser til lungerehabilitering, mener Linette Kofod, at det er vigtigt at bruge tid på at motivere patienten til at tage imod tilbuddet. Det kan sygeplejerskerne gøre ved at sætte sig ind i kommunernes tilbud og forsøge at male et positivt billede af, hvad rehabilitering indebærer.

»Lungepatienter kan let have en frygt for åndenød, og nogle gange er frygten nok til, at de takker nej. Den frygt kan sygeplejersken være med til at dæmpe ved at beskrive stedet, træningen, forventningerne, parkeringsmuligheder, risiko for trapper og andet relevant. Man skal fjerne nogle af de barrierer, der medfører, at patienterne takker nej,« siger Linette Kofod.

Et lille skub

Hvis rehabiliteringstilbuddet ikke er en mulighed, handler det om at motivere patienten til selv at træne. Det kan f.eks. være ved at bruge træningsvideoer. Og ellers er der altid klassikeren med øvelsen, hvor patienten skal rejse sig fra en stol og sætte sig igen.

»Det er god øvelse, fordi man bruger store muskelgrupper og derved får styrket benene, så man bedre kan gå og rejse sig uden åndenød. Derudover får man også lavet lidt puls, og det er også med til at øge funktionsevnen. Måske vigtigst af alt, så kræver øvelsen ikke det store, den er overskuelig og funktionel. Hvis man kan motivere en patient til at lave øvelsen 10 gange 3 gange om dagen, er det en god start. Alt tæller, hvis man bare kan skubbe en lille smule væk fra inaktivitet,« siger Linette Kofod.