Direktør for fem udbudsklinikker: Stråmænd støvsuger ydernumrene

Hvad mener sundhedsministeren om stråmandsklinikkerne?

Sundhedslovens § 227, stk. 2 åbnede for, at speciallæger i almen medicin kunne eje op til 6 ydernumre. En driftig læge kunne etablere flere klinikker og ansætte kolleger, som ikke selv ønskede at investere i eller drifte egen praksis. Tanken var måske god nok, om end det vel er begrænset, hvor meget den bliver brugt.

Med loven er der nu opstået en utilsigtet klinikmodel – stråmandsklinikker. Klinikker, hvor speciallæger i almen medicin, gerne pensionerede eller på vej på pension, stiller deres navn til rådighed for at få tildelt op til seks ydernumre, som de videreudlejer til større private koncerner for et pænt tilskud til pensionen. Eller læger, som bare benytter muligheden for en ekstra indtægt ved siden af driften af egen lægepraksis ved at hente ydernumre ind til drift ved koncern, ofte et helt andet sted i landet end de selv arbejder. Hvor den eneste forpligtelse i partnerskabet er at være stråmand.

En vigtig del af sundhedsvæsnet

Jeg skriver ’en utilsigtet klinikmodel’. For hvis det var hensigten, at private koncerner skulle drifte et større antal lægepraksisser, kunne loven rettes til, så de samme koncerner kunne få direkte adgang til ydernumre, uden at der skulle en stråmand på.

PLO-klinikkerne er måske den vigtigste del af det danske sundhedsvæsen. De er den primære kontakt til patienterne. De er gatekeeper for det øvrige sundhedsvæsen. Deres indsats er helt afgørende for, at resten af sundhedssystemet skal fungere og aflastes.

Men de er også under pres. Samfundet har ikke formået at gøre det tilstrækkeligt attraktivt at uddanne sig til speciallæge i almen medicin. I nogle områder af Danmark mangler der læger. Løsningen frem til nu har været at etablere regionsklinikker eller udbudsklinikker.

Stråmænd støvsuger ydernumre

Begge modeller har været fornuftige, midlertidige løsninger. De har været tidsbegrænsede i fald en PLO-løsning skulle vise sig, og de har været kontrolleret af regionen i forhold til lægekontinuitet, ventetider m.m.

Det er slut nu. Regionsklinikkerne bliver solgt og udbudsklinikkerne det samme, når kontrakttiden udløber. Der, hvor regionerne sidder med ledige ydernumre, bliver disse støvsuget op af stråmænd. Om fem år vågner vi op til, at større koncerner ejer + 100 lægeklinikker i Danmark.

Det er OK, hvis det er politisk besluttet, at vi skal gå den vej. Det, som kan bekymre, er, at sundhedsministeren ikke har valgt retning. Det sker bare. Tilsyneladende mens hele det sundhedspolitiske miljø forholder sig passivt.

Måske er en PLO-klinik, en regionsklinik, en udbudsklinik eller en stråmandsklinik same, same?

Thyborøn-klinik solgt til stråmand

Vi kan bruge Thyborøn som eksempel. Foreløbigt uden held har borgerne i Thyborøn kæmpet en sej kamp for at tiltrække en PLO-læge til byen. I en mellemliggende periode har der været en udbudsklinik i området.

En udbudsklinik etableres på kontrakt med regionen med nogle klare krav til lægekontinuitet (patienterne skal kunne møde samme læge mindst 50 pct. af tiden indenfor en 6 måneders periode), ventetider m.m.

Da kontrakttiden for udbudsklinikken udløb, havde regionen mulighed for enten at forlænge kontrakten med et år, lægge kontrakten i nyt udbud for en ny periode med udbudsklinik eller lægge ydernummeret ud til salg.

Regionen valgte det sidste og solgte Thyborøn til en stråmandslæge fra Odense. En stråmand, som ingen planer havde om at arbejde i klinikken.

PLO-løsning forsvundet

Stråmanden leverede klinikken til det samme selskab, der havde drevet klinikken som udbudsklinik. Operationen lykkedes, meddelte regionen. Klinikken var tilbage på PLO-hænder. Men var den det? Thyborøn fik skiftet deres udbudsklinik ud med en stråmandsklinik. Same, same? Nej, ikke helt.

For det første har regionen ikke længere mulighed for at føre den kontrol, som de kunne, da det var en udbudsklinik. For det andet er drømmen om en rigtig PLO-løsning til borgerne i Thyborøn nu tabt for altid. Stråmandsklinikken har ingen udløbsdato.

På det seneste er 18.000 borgere i Nordjylland gennem et udsalg af klinikker blevet flyttet over fra regions- eller udbudsklinik til stråmandsklinik. Region Midt har solgt en udbudsklinik i Holstebro til en pensioneret stråmand. Tilsvarende har Region Syddanmark solgt klinikker til stråmænd og overvejer nu kriterier for salg af regionsklinikker. Og det samme i Region Sjælland.

Skiftende læger og høj løn

Hvad er udfordringen med en stråmandsklinik?

Primært er udfordringen den økonomiske del af driften. I en stråmandsklinik skal stråmanden have sit honorar, og koncernen skal gerne have sit overskud. Modsat en PLO-klinik, hvor lægen selv arbejder i klinikken og har en motivation til at ydelsesregistrere og producere optimalt, har en stråmandsklinik typisk skiftende læger på fast, høj løn, som ikke påvirkes af ydelsesregistrering eller produktion.

Indtjeningen i en stråmandsklinik vil derfor, normalt, ligge lavere end i en PLO-klinik, samtidig med at der er flere interessenter, som skal tjene på driften. Det motiverer til en omlægning af driften.

Der er talt meget om opgaveflytning i lægeklinikker. Sygeplejersker og det øvrige klinikpersonale skal overtage flere lægeopgaver, så lægen kan bruge tiden på de patienter, der behøver det mest.

Personale overtager lægeopgaver

I stråmandsklinikkerne bliver det anderledes. Her overtager sygeplejersker og det øvrige klinikpersonale også flere lægeopgaver. Men her spares lægens tid væk. Sygeplejersker bliver patienternes primære og måske eneste kontakt. Og det bliver sygeplejerskernes opgave at være gatekeeper på de sparsomme lægeressourcer, der findes.

Det er logisk, så længe ydelseshonoraret ikke påvirkes af, hvem i klinikken der udfører konsultationen.

Konsekvensen bliver, at det er sygeplejersker, som skal opfange patienternes unormale symptomer i stedet for lægen.

For det meste går det sikkert fint. Men i de tilfælde, hvor noget overses, kan det få alvorlige konsekvenser for patienten. Og det giver samtidig større belastninger på det øvrige sundhedsvæsen, hvis patienten er kommet for langt i et sygdomsforløb, før det opdages.

Flere patienter per læge

Derudover er der risiko for yderligere ulighed i sundhedstilbuddet mellem PLO-klinikker og stråmandsklinikker. Antallet af patienter pr. læge vil typisk ligge meget højere i stråmandsklinikker. En læge pr. 3.000 patienter kan godt blive normalen, hvor der oveni er skiftende læger, der ikke kender klinikkens patienter.

Modsat en regions- eller udbudsklinik kan en stråmandsløsning ikke rulles tilbage. Så længe en stråmand vil lægge navn til, er patienternes mulighed for at få en PLO-løsning forpasset. Der er en risiko for, at de læger, som er på vej til at uddanne sig til speciallæger i almen medicin, skal konkurrere med større koncerner med helt andre økonomiske muskler om de ledige ydernumre.

En måske mindre bivirkning er, at større efterspørgsel efter sygeplejersker til lægepraksisser vil dræne sygehusene for en faggruppe, de vel allerede mangler.

Hvor er politikerne?

Måske er det vejen at gå. Eller måske er det en vej, som er rigtig skidt for patienterne. Uanset, så savner jeg, at sundhedsministeren og de øvrige sundhedspolitikere tager stilling. Det er et alt for vigtigt område til, at det bare overses politisk.

Hvis dette er den rette vej, burde sundhedsloven laves om, så private virksomheder får adgang til ydernumre, uden at der skal stråmænd ind over. Udgifterne til stråmænd kunne bruges bedre til ekstra lægeressourcer i klinikkerne. Måske skal overenskomsten også laves om, så den favner flere driftsformer.

Hvis det ikke er den rette vej, burde sundhedsloven også laves om, så den utilsigtede klinikmodel ikke fremadrettet er en mulighed. Da kunne regionsklinikker og udbudsklinikker fortsat være en midlertidig løsning, så de nye større grupper af almene medicinere under uddannelse har en klinik at gå til, når de bliver færdige.

Alt dette ville jeg ønske, at sundhedsministeren ville tage stilling til. Det skylder han patienterne.