Almen praksis
Efter længere tids ophedet debat: Akutklinik i Ringkøbing genåbner
Udgivet:
Kommentarer (0)
I flere måneder har personalemangel holdt akutklinik og lægevagt i Ringkøbing lukket. Fredag 1. april åbner begge dele igen, da regionens seneste rekrutteringsforsøg har båret frugt.
Frustrerede borgere og dermed også regionspolitikere.
Beslutningen om at lukke lægevagten og akutklinikken i Ringkøbing har de seneste måneder fyldt en hel del i lokalaviserne, men nu ser der omsider ud til at være faldet ro på i det midtjyske.
Efter flere måneders nedlukning, og genlukning, på grund af pandemien og personalemangel meddeler Region Midtjylland nu, at både akutklinik og lægevagt genåbner i Ringkøbing 1. april.
»Akutklinik og lægevagt genåbner. Det er jeg glad for at kunne bekræfte, ikke mindst fordi problemer med at rekruttere personale ofte er meget vanskelige at løse,« siger Anders Kühnau (S), regionsrådsformand i Region Midtjylland i en udsendt pressemeddelelse.
En kaotisk tid
Mette Norup Frøjk, ledende oversygeplejerske ved akutafdelingen, Hospitalsenheden Vest, som har stået for at forsyne lægevagt og akutklinik med sygeplejersker frem til nedlukningen, glæder sig over, at akutafdelingen nu, forhåbentlig, kan lægge en kaotisk tid bag sig.
»Vi har i den grad brug for, at der nu kommer ro på. Jeg tror ikke, at vi igen kommer i en lignende situation, hvor vi må lukke akutklinikken. Den her situation har været en blanding af flere forskellige ting. Forandringsprocesser kombineret med en stor mangel på sygeplejersker og så har manglende stillingsansøgninger i efteråret nok også været udfordret af, at vi stod foran at skulle flytte til Gødstrup,« siger Mette Norup Frøjk.
Region Midtjylland endte med at modtage 56 ansøgninger til de nye stillingsopslag, hvor de forsøgte målrettet, at søge efter “konsultationssygeplejersker eller lignende der kan assistere lægevagten”til akutafdelingen i Gødstrup.
»Ifølge aftalen er vi forpligtet til at assistere lægevagten med sygeplejersker og akutklinikker med behandlersygeplejersker, hvilket betyder, at det typisk er nogle af vores dygtige akutsygeplejersker, vi sender ud i de her funktioner og så udhuler vi akutmodtagelsen inde i Gødstrup, som forventes at kunne håndtere de dårligste patienter. Behovet for at kunne bemande selve akutmodtagelsen betød desværre, at vi ansøgte regionsrådet om tilladelse til at lukke akutklinikken for en periode,« siger Mette Norup Frøjk.
Del artiklen: