DSAM-formand: Vi savner viden om kvaliteten, når sygeplejersker står for konsultationerne

Et stort norsk studie har vakt opsigt i lægekredse. Studiet peger på en klar sammenhæng mellem patienters sundhed og varigheden af tilknytning til den faste praktiserende læge. Jo længere relation, jo lavere dødelighed og sandsynlighed for at blive indlagt akut.

Formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin, Bolette Friderichsen, har læst undersøgelsen, der er offentliggjort i British Journal of General Practice, med stor interesse:

»Vi ser, at jo længere patienten har haft den samme læge, jo mindre har han brug for vagtlæge, jo færre akutindlæggelser, og jo lavere er dødeligheden. Forskellen er markant i forhold til de patienter, som har skiftet mellem flere almene praksisser eller været tilknyttet en praksis med mange vikarer og dermed skiftende kontaktpersoner over årene.«

Vi ved ikke, om det er godt nok, at lægen står bagved og står på mål for behandlingen gennem supervision

Bolette Friderichsen, formand, DSAM

»Men selvom der er et tydeligt sammenfald, som taler for en direkte årsag-virkning, kan vi ikke vide det med sikkerhed. Der skal andre typer studier til,« mener hun.

Bolette Friderichsen nævner undersøgelsen som en kommentar til den opgaveglidning, der sker i disse år, hvor praksispersonale som for eksempel sygeplejersker overtager flere opgaver fra lægerne.

Hun understreger, at det norske studie ikke kan læses som dokumentation for, at patienter altid skal ses af en læge.

Mangler viden

Undersøgelsen har nemlig alene set på tilknytningen til en fast praksis, og forskerne har ikke spurgt patienterne, om de havde konsultationer hos en læge, en sygeplejerske eller anden ansat. Men hun mener, at den er et vigtigt argument for, at kontinuitet har stor betydning for patienten.

»Jeg kunne tænke mig en systematisk opsamling på, hvad læge-patient-forholdet betyder for sundheden. Vi ved generelt for lidt om, hvad det betyder for kvaliteten af behandlingen, når sygeplejersker eller andet praksispersonale varetager konsultationer i stedet for lægen. Vi ved ikke, om det er godt nok, at lægen står bagved og står på mål for behandlingen gennem supervision. Derfor opfordrer vi beslutningstagerne til at bevilge penge til en undersøgelse herhjemme,« siger Bolette Friderichsen.

»Det kunne samtidig være interessant at undersøge, om de klinikker, der lader praksispersonale varetage konsultationerne, trækker mere på lægevagten end andre klinikker, fordi deres patienter ikke får den nødvendige behandling. Det er en hypotese, vi har ud fra vores erfaringer, når vi kører lægevagt. Men vi ved det reelt ikke,« understreger hun.

Læs også:

Hos Lægerne Sløjfen arbejdes der i behandlerteams

Bedre arbejdsmiljø gavner også patienterne

Praksispersonale fortynder lægen

Bolette Friderichsen har selv en samarbejdspraksis i Hobro, hvor de er tre kolleger, der hver har 1.600 patienter, som er normen for en praktiserende læge. Hun er altså langt fra de 9.000 patienter, som Lægerne Sløjfen i Aalborg har, og hvor sygeplejerskerne har overtaget konsultationerne.

»Patienters behov er jo forskellige. Både som praktiserende læge og som formand for Dansk Selskab for Almen Medicin møder jeg rigtig mange, som efterspørger at komme ind til en læge. Men der er også patienter, for hvem tilgængelighed er det vigtigste. Det er typisk yngre, raske, erhvervsaktive eller patienter med velregulerede kroniske sygdomme. De vil gerne til på et bestemt tidspunkt, og så er det lidt underordnet, om de kommer ind til en læge,« siger Bolette Friderichsen.

»Men set fra mit synspunkt er der ingen tvivl om, at praksispersonale fortynder lægen. Det kan godt være, at nogle konsultationer som for eksempel fornyelse af en recept på p-piller fint kan varetages af andre end lægen, men mange møder over tid forstærker relationen mellem lægen og patienten. Og når ellers velfungerende mennesker vælter, så har den længerevarende relation stor betydning.«

»Hvis lægen har set på patientens forstuvede ankel, da han var barn, skrevet en sygemelding til en eksamen, da han var ung, og talt om søvnproblemer, da patienten blev ældre, så kan lægen se forandringen, når patienten for eksempel udvikler en depression. Relationel kontinuitet handler om tillid til hinanden og god kommunikation, og det er løsningen på mange problemer,« mener Bolette Friderichsen.

Vi skal ikke have siloer i almen praksis

En af de største klager over det danske sundhedssystem blandt patienter og deres pårørende er silotænkningen. Altså, at de ansatte på eksempelvis sygehusene ikke ’taler sammen’, når patienter har flere diagnoser, der gensidigt påvirker hinanden.

Vi skal ikke have KOL-sygeplejersker og diabetessygeplejersker osv., for vi er netop almenpraksis

Bolette Friderichsen, formand, DSAM

»Når en nyrepatient for eksempel får ondt i maven og spørger personalet i nyreambulatoriet om hjælp, får patienten typisk det svar, at det ved personalet ikke noget om. Personalet spørger ikke ind til, om patienten måske har andre udfordringer end nyrerne og tager medicin, som sammen med nyremedicinen kan give maveproblemer. Derfor henvender patienten sig typisk til egen læge, for vi er specialister i vores patienter i stedet for i en bestemt sygdom,« siger Bolette Friderichsen.

»Derfor er det også meget vigtigt at undgå, at vi flytter silotænkningen ind i almen praksis. Vi skal ikke have KOL-sygeplejersker og diabetessygeplejersker osv., for vi er netop almenpraksis. Et menneske er et menneske, det er ikke en sygdom. Når en patient med diabetes kommer ind til mig og siger, at hun ikke får motioneret nok, fordi hun er ked af det, så flytter jeg fokus over på det, der er vigtigst for hende den dag. Vi skal som lægeklinik kunne se hele patienten.«

Her indskyder formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin en stor ros til praksispersonalet:

»Praksispersonalet er rigtig gode til at holde fast i det emne, som patienten egentlig er kommet for, og for eksempel få målt og vejet diabetespatienten og spurgt ind til fødder og øjne. Og så skriver de gerne et notat til mig, hvis patienten eksempelvis fortæller, at hun nu har anskaffet sig en lille hund og derfor får gået mere end tidligere. Det er jo ikke, fordi jeg skal sidde og tale om hunde med patienten, men i dette tilfælde har hunden en betydning for patientens livskvalitet, og det er en vigtig observation for mit arbejde,« siger Bolette Friderichsen.