DSAM-formand efter skelsættende trafikdom: Husk proportionaliteten

»Dommen på fem års fængsel – og rettens samlede vurdering af sagen – viser med al tydelighed, at den 56-årige handlede ganske uansvarligt, da han trodsede det lægelige kørselsforbud og valgte at køre bil. Den tragiske konsekvens af den beslutning viser i den grad, at et sådant forbud skal respekteres.«

Sådan lød den kontante udlægning fra specialanklager Mai Buch fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi, efter at der fredag i sidste uge faldt dom i sagen mod en 56-årig mand fra Randers, der i flere år og flere gange ugentligt, havde kørt bil til og fra sit arbejde i Aalborg, selvom han var under udredning for epilepsi og havde fået et kørselsforbud af sin læge.

Ved retten i Randers blev manden idømt fem års ubetinget fængsel samt syv års frakendelse af kørekortet, mens bilen han kørte i, og som ejes af hans partner, er blevet konfiskeret.

Konkret blev han dømt for to tilfælde af uagtsomt manddrab, efter at han i sommer i Randers på en strækning med en hastighedsbegrænsning på 50 km/t påkørte en modkørende bil med mindst 120 km/t, hvor der sad et yngre forældrepar til to små børn. Begge forældre blev dræbt i ulykken.

Særligt skærpende omstændighed

Dommeren lagde blandt andet vægt på, at den 56-årige gentagne gange havde overtrådt sit lægelige kørselsforbud, og at det forhold derfor udgjorde en særlig skærpende omstændighed i udmålingen af straffen.

I løbet af retssagen havde specialanklager Mai Buch flere gange fremhævet, at netop den 56-åriges overtrædelse af det lægelige kørselsforbud burde have betydning for den endelige dom i byretten, selvom et brud på forbuddet i sig selv ikke er juridisk strafbart.

»Jeg er tilfreds med, at retten har været enig med Anklagemyndigheden i, at det var en skærpende omstændighed, at den 56-årige satte sig bag rattet og kørte bil, velvidende at det udgjorde en stor risiko for både ham selv og andre,« sagde Mai Buch efter domsafsigelsen.

Der findes ikke opgørelser over hvor mange færdselsulykker, der årligt involverer personer med et lægeligt kørselsforbud. Men den tragiske sag har fået debatten om effekten af det lægelige kørselsforbud til at blusse op igen.

Tillids- eller pseudosystem?

For i hvor høj grad forebygger et kørselsforbud reelt, at patienter, der af en læge har fået at vide, at de ikke må køre bil, fordi de er til fare for andre i trafikken, alligevel sætter sig bag rattet?

Hvis en patient bryder sit kørselsforbud, så får vi det som regel at vide ad omveje

Bolette Friderichsen, formand, DSAM

På den ene side mener kritikere, at de nuværende regler er et udtryk for et pseudosystem, fordi der ikke sker en registrering i politiets system, når en borger får et lægeligt kørselsforbud, ligesom det i sig selv ikke er ulovligt at køre bil, selvom man har fået et lægeligt kørselsforbud.

Dermed forsvinder hele den præventive idé med at udstede et kørselsforbud, fordi det er umuligt for politiet at opdage og gribe ind, hvis de f.eks. rutinemæssigt stopper en bilist, der kører rundt med et lægeligt kørselsforbud. Og på den måde bliver det alene op til den enkelte patients egen samvittighed at overholde et forbud mod at køre bil.

På den anden side er der flere læger, der er betænkelige ved at skulle bryde det fortrolige rum mellem læge og patient og dele patientens private sundhedsoplysninger med politiet.

En af dem er Bolette Friderichsen, der er praktiserende læge i Hobro og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin. Hun understreger, at sagen fra Randers er dybt beklagelig. Hun mener dog, at vi bør huske, hvor få patienter, der ikke overholder et lægeligt kørselsforbud, før vi ændrer i det nuværende system.

Helt grundlæggende sætter hun spørgsmålstegn ved, at det overhovedet vil have en mærkbar effekt for trafiksikkerheden, hvis det fremover fremgår i politiets systemer, når en læge har givet et kørselsforbud til en patient.

Hvorfor er fortrolighed mellem læge og patient vigtigere, end at politiet får besked, når en patient har fået et lægeligt forbud mod at køre bil?

»Fortroligheden er vigtig, for hvis en patient ikke tør gå til læge med et symptom, fordi han er usikker på om han så straks får taget kørekortet og mister sit arbejde, så får han måske ikke den lægehjælp, han behøver. Og hvis jeg tænker, at der er en patient, som er til fare for andre, så har jeg både ret og pligt til at bryde mit tavshedsløfte og informere STPS. Hvis jeg derimod tænker, at der er fuldstændig normal og gensidig forståelse mellem mig og min patient, så er det ude af proportioner at dele oplysningen om det lægelige kørselsforbud til højre og venstre,« siger Bolette Friderichsen.

Hvordan kan det at dele oplysninger om et kørselsforbud med politiet være det samme som at dele informationen til højre og venstre?

»Det er det, fordi politiet er en myndighed, som i de fleste tilfælde ikke har brug for at vide, at en person har fået et lægeligt kørselsforbud. Det er meget sjældent, at jeg oplever, at det er et problem. Jeg informerer måske Styrelsen for Patientsikkerhed en gang hvert andet-tredje år om, at der er en af mine patienter, der har kørt bil, som ikke må. Men hvis jeg har grund til at tro, at en patient ikke vil overholde det lægelige kørselsforbud, så har jeg både ret og pligt til at bryde mit tavshedsløfte. Det er de eneste tilfælde, hvor jeg mener, at politiet har brug for at vide, hvem der har et kørselsforbud.«

Hvornår er det relevant at udstede et kørselsforbud?

»Man giver et lægeligt kørselsforbud, hvis folk er kommet til at fejle noget, som gør, at de udgør en fare i trafikken. Det kan være nyopståede krampetilfælde, hvor man mistænker epilepsi, det kan være nyopståede hjertetilfælde, hvor man pludseligt besvimer. Her kan folk som regel godt forstå, hvorfor de ikke må køre bil. Det kan også være folk med begyndende eller fremskreden demens, og her kan der være nogle få, der simpelthen ikke er enige i lægens vurdering, fordi de ikke har et urealistisk billede af, hvor hæmmende deres sygdom er«

»Hvis en patient bryder sit kørselsforbud, så får vi det som regel at vide ad omveje. Sommetider er det de pårørende, der skal holde øje med, at kørselsforbuddet bliver overholdt, sommetider kan det for eksempel være personale på et plejehjem. Men jeg kan sagtens forstå, at en politibetjent synes, at det er ærgerligt, at han ikke har den information med det samme, men så kan politiet jo spørge føreren, om personen har et kørselsforbud. Hvis de synes, at personen virker til at være påvirket eller psykisk ustabil, så kan de efterforske sagen med de midler, de har. For eksempel kan de udstede en bøde og spørge om lov til at kontakte lægen.«

I hvilket omfang mener du, at dommen i sagen fra Randers giver anledning til at se på de nuværende regler?

»Jeg har ingen kommentarer til den konkrete sag, men uanset om den dømte havde fået taget sit kørekort eller fået bøder, så ville han have kunnet fortsætte med at køre bil, lige indtil bilen var blevet beslaglagt.«

Hvad mener du om forslaget om, at politiet automatisk får besked ved et kørselsforbud?

Hvis der er nogen, der kan pege på et sikkert, billigt og effektivt system, så bøjer jeg mig

Bolette Friderichsen, formand, DSAM

»Politiet kan jo ikke vide, om det er ejeren, der fører bilen. Det vil så betyde, at syge Marens børn og kæreste skal være bekymrede for at køre bilen, fordi de risikerer så, at der er særlig opmærksomhed på dem. Det synes jeg er ude af proportioner. Det er meget naivt at tro, at det bare lige kan ske ved et tryk på en knap. Indtil videre har jeg kun set offentlige it-systemer, der var tunge at danse med og fejlbehæftede. Og hvis man skal have dem til at tale sammen, så er det endnu værre. Og jeg bliver bekymret, hvis to så forskellige systemer som politiets og sundhedsvæsenets systemer automatisk skal tale sammen.«

»Jeg ved ikke, om det vil have en præventiv effekt, hvis man giver politiet lov til at bruge nummerpladescannere til at stoppe biler, hvor ejeren har et kørselsforbud. Det vil det måske, men jeg tvivler på, at det vil eliminere den her slags ulykker helt. Min egen erfaring er, at jeg cirka hvert andet år får nys om, at en af mine patienter har brudt sit kørselsforbud, og så løser jeg og min patients netværk det på anden vis. Det er bøvlet, men det er det bøvl værd.«

Hvorfor er det et problem at stoppe de biler, hvis ejere har et lægeligt kørselsforbud?

»Det her handler om proportionalitet. Vi skal ikke begynde at dele oplysninger, som ikke er relevante at dele. Fordi der sker fejl, fordi det er dyrt, fordi det er tidskrævende både for afsender og modtager, og fordi det medfører utryghed for alle involverede parter om, hvem der ellers kan tilgå de oplysninger, og som ikke har brug for at se dem. Vi skal dele det, der er relevant og validt, og ikke mere.«

Af dommen fremgår det, at det har været en særligt skærpende omstændighed, at manden overtrådte sit lægelige kørselsforbud – hvad mener du om det?

»Jamen, det synes jeg er rigtig godt. Hvis en læge har nedlagt et kørselsforbud, og folk ikke respekterer det, så bør det da have strafferetlige konsekvenser. Så vil jeg også kunne sige til mine patienter, at det har store konsekvenser, hvis man kører bil, når man har et lægeligt kørselsforbud.«

Jeg skal bare lige forstå: På den ene side mener du, at det er ude af proportioner, at politiet skal have besked om lægelige kørselsforbud, men at det på den anden skal have juridiske konsekvenser, hvis en patient bryder et forbud. Hvordan hænger det sammen?

»Jeg vil ikke konkludere, at det hele er hverken godt eller skidt. Jeg vil være med til at nuancere det her spørgsmål. Men uanset hvor mange lægelige kørselsforbud, der bliver udstedt, og uanset om folk har fået taget kørekortet, og lige meget hvor megen overvågning der er, så er der altså folk, der kører alligevel. Men hvis der er nogen, der kan pege på et sikkert, billigt og effektivt system, så bøjer jeg mig.«

Læs også:

17. januar 2024: Lægelige kørselsforbud er usynlige for politiet: »Vi har et pseudosystem«