Almen praksis
Drop-in-røntgen vender ikke retur i Region Hovedstaden foreløbig
Udgivet:
Kommentarer (0)
Sundhedshuset i Helsingør, der hører under Nordsjællands Hospital, er en af fire matrikler i Region Hovedstaden, hvor patienter tidligere kunne ‘droppe ind’ til hurtig afvikling af enkle, ikke-akutte røntgenundersøgelser uden forudgående aftale. Under COVID-19 har ordningen været lukket af hensyn til mere samfundskritiske opgaver - og trods den aftagende pandemi, ser det ud til at fortsætte lidt endnu.
COVID-19-efterslæb og flere vakante stillinger holder fortsat den særlige drop-in-røntgenordning i Region Hovedstaden lukket. Det ærgrer flere praktiserende læger, som håber på en snarlig genoplivning af den populære ordning.
Under COVID-19 har en række behandlingstilbud på landets sygehuse måttet vige pladsen for andre, mere samfundskritiske opgaver.
Det gælder også i Region Hovedstaden. Her har den særlige drop-in-røntgenordning bl.a. været sat i bero. Ordningen gav tidligere praktiserende læger mulighed for at henvise deres patienter til hurtig afvikling af enkle, ikke-akutte røntgenundersøgelser på sygehuset uden forudgående aftale.
Men selvom pandemien nu er aftagende, er der ikke planer om at lade patienterne droppe ind i den nærmeste fremtid på hverken Bispebjerg, Amager eller Nordsjællands Hospital, der tidligere husede det særlige billeddiagnostiske tilbud.
Det meddeler Region Hovedstaden i et skriftligt svar til Dagens Medicin.
»På nuværende tidspunkt har det endnu ikke været muligt at genåbne ordningen på de tre hospitaler, fordi hospitalerne fortsat er i gang med at afvikle udskudt aktivitet som følge af COVID-19 og sygeplejerskestrejken samt på grund af vakancer. I mellemtiden vil patienterne, som nu, blive henvist til røntgenscanning på vanlig vis,« skriver Region Hovedstaden.
En populær ordning
Og det er en beslutning, som ærgrer i almen praksis.
Bl.a. Karin Zimmer, praktiserende læge i Hørsholm, som har haft stor glæde af ordningen i sit patientarbejde.
»Jeg kan sagtens forstå regionens argumentation for, hvorfor det er svært at åbne for drop-in-røntgen igen, men personligt savner jeg tilbuddet,« siger Karin Zimmer.
Drop-in-røntgen i Region Hovedstaden
Drop-in-røntgen er en ordning, hvor borgere via deres praktiserende læge eller praktiserende speciallæge har kunnet henvises til hurtig afvikling af enkle og ikke-akutte røntgenundersøgelser på et hospital. Ordningen har fungeret på Bispebjerg, Amager og Nordsjællands Hospital (matriklerne i Frederikssund og Helsingør).
Ved henvisning til drop-in-røntgen påtager patienten selv ansvaret for fremmøde, og der sker derfor ikke indkaldelse fra afdelingen. Ordningen henvender sig til selvhjulpne patienter over 15 år, som ikke har behov for hjælp til transport eller tolkebistand.
Kilde: Region Hovedstaden
»I dag kræver det en telefonopringning til en visiterende radiolog for at få en hurtig røntgenundersøgelse, som selvfølgelig kun bruges til det akutte eller subakutte. Med drop-in-ordningen kunne jeg aftale med patienten, at du går ned og får taget røntgen i morgen, og så får du en tid hos mig om en uge, hvor vi taler om svaret. Det gav en stor fleksibilitet og betød, at jeg nærmest dag for dag kunne sætte skub på udredningsforløbet. I dag kan jeg ikke give patienten tiden til opfølgning, fordi jeg ikke ved, hvornår de får tid til røntgen, og dermed hvornår jeg har svaret. Det medfører ofte en masse ekstraarbejde,« siger Karin Zimmer.
Offer for egen succes
Drop-in-ordningens store popularitet blandt mange af Region Hovedstadens praktiserende læger har dog – paradoksalt nok – også vist sig at være dens akilleshæl de senere år.
I 2019, da røntgenafdelingen på Gentofte Hospital brugte flere penge, end hospitalsledelsen billigede, måtte der skæres ind til benet – og her endte drop-in-røntgen med at få kniven. På det tidspunkt var åbningstiden allerede blevet indskrænket fra seks til to timer.
Dengang sammenlignede Jakob Westergaard Poulsen, daværende ledende overradiograf på Gentofte Hospital, ordningen med en trojansk hest, fordi hospitalsafdelingen reelt aldrig vidste, hvor mange patienter der indfandt sig i venteværelset. Og det er hård kost for en hospitalsafdeling, der i forvejen ofte er i nærmest kronisk mangel på radiologer.
»Som patient er drop-in-ordningen et fantastisk tilbud, som jeg selv ville benytte mig af. Men det er også en størrelse, som er svær at tøjle som røntgenafdeling. Vi er blevet kvalt en smule i vores egen succes. I realiteten svarer det lidt til at parkere en trojansk hest ude i venteværelset. Du ved, der kommer mange patienter, men aldrig hvor mange, og det gør, at tingene brænder sammen,« sagde Jakob Westergaard Poulsen dengang til Dagens Medicin.
»Drop-in skal nok komme retur«
Spørger man Peder Reistad, formand for Praktiserende Lægers Organisation i Region Hovedstaden, vil ordningens skæbne formentlig ikke være lige så ultimativ i denne ombæring.
»Jeg oplever i øjeblikket en meget lyttende Region Hovedstaden, når det kommer til at styrke samarbejdet mellem almen praksis og hospitalssektoren. Vi har lige afholdt et dialogmøde, hvor de diagnostiske tilbud til praktiserende læger var oppe at vende. Derfor tror jeg også, at vi vil se drop-in-ordningen vende retur i hovedstaden på et tidspunkt,« siger Peder Reistad.
Jeg tror, at vi vil se drop-in ordningen vende retur i hovedstaden på et tidspunkt
Peder Reistad, formand, PLO Hovedstaden
At der lyttes til almen praksis på Regionsgården i Hillerød, er den seneste og omfattende tilfredshedsundersøgelse blandt praktiserende læger i Region Hovedstaden et meget godt eksempel på, mener Peder Reistad.
Her bidrog mere end 40 pct. af hovedstadens praktiserende læger med besvarelser, hvor det i øvrigt fremgik, at mere end halvdelen af lægerne mener, at hospitalets tilbud om diagnostiske undersøgelser lever op til deres behov, men angav ventetiden som udfordrende, mens drop-in-diagnostiske tilbud i høj grad efterspørges.
Og det har Region Hovedstaden bemærket.
»Regionen anerkender, at den netop gennemførte undersøgelse af de praktiserende lægers oplevelse af samarbejdet med hospitalerne peger på et behov for dialog med de praktiserende læger ift. deres behov for diagnostiske tilbud. Samtidig peger undersøgelsen på, at regionen og hospitalerne har en opgave ift. at kommunikere bedre til de praktiserende læger om de eksisterende tilbud,« skriver Region Hovedstaden videre i sit skriftlige svar til Dagens Medicin
Lynvisitation hos speciallæger
I den forbindelse kan det være værd at bemærke, at praktiserende speciallæger i radiologi i Region Hovedstaden fortsat tilbyder såkaldt ‘lynvisitation’.
Her kan patienten møde op i speciallægepraksis efter henvisning fra egen læge og vil blive visiteret, såfremt en række kriterier er opfyldt.
Del artiklen: