Dødsangst kan ikke vente til sidste øjeblik

Årets program på Lægedage spænder vidt fra de mere klinisk direkte anvendelige kurser i øjensygdomme og alkoholmisbrug til kurser om konflikthåndtering og dødsangst.

Bag kurset ‘Dødsangst 1.115.000 et tabu?’ står kursusleder Anette Skov, der er praktiserende læge i et stort lægehus på Vesterbro, og som de sidste ti år også har lavet kurser for PLO, ‘fordi det er sjovt’. Hun begyndte med kurser i ‘De små specialer’, hud-, øjen- og øre-, næse-, og halssygdomme, men er blevet mere og mere interesseret i de ‘skæve’ emner.

»Idéen til kurset om dødsangst slog ned til mig i vinters, fordi jeg hørte et interview om dødsangst med forsangeren fra Magtens Korridorer, Johan Olsen, hvis far er læge. Jeg blev med det samme grebet af, at der er så mange vinkler på det. Jeg er vild med at lave kurser, der både kan bruges professionelt og personligt,« siger Anette Skov.

Jeg tror, man vil være en bedre læge og måske en anderledes læge, hvis man ærligt har forholdt sig til sin egen dødsangst

Anette Skov, praktiserende læge, Vesterbro

Inden kurset på Lægedage, som blev afholdt tirsdag formiddag, håbede hun, at alle deltagere ville turde at blive udfordret og få rykket ved deres tanker og idéer om dødsangst.

»Mange tør ikke engang at tale om det, har jeg opdaget, efter jeg fik idéen. Jeg har prøvet at tale med mange forskellige kollegaer om det, og nogle synes, at det både er svært og trist. Jeg ville ønske, vi kunne tale om det helt åbent, også selvom man måske bliver ked af det,« siger Anette Skov.

Er det ikke meget naturligt, at læger ikke vil tale om dødsangst, når jeres job er at holde folk i live?

»Men spørgsmålet er, om du har ret? Er det egentlig vores vigtigste opgave at holde folk i live? Det, synes mange af os nok, at det er, men det kunne også være, at det i stedet burde være at have et godt liv og have en god livskvalitet.«

Hvad er dit eget forhold til dødsangst?

»Jeg har som mange andre bevæget mig fra at være nærmest dødsudfordrende i de unge år til nu bare at rumme min dødsangst. Død og dødsangst hænger ikke nødvendigvis sammen for mig. Jeg kan godt have dødsangst og ikke være døende eller behandle døende og ikke få dødsangst. Mange patienter kommer drevet af dødsangst med en lillebitte ting og er SÅ bange for, at det er noget alvorligt. Men vi kan godt adskille de to ting og forholde os til dødsangsten alene.«

Kan man være en god læge og hjælpe ens patienter ordentligt, hvis man ikke har undersøgt ens egen dødsangst?

»Det tror jeg egentlig godt, at man kan, men jeg tror, man vil være en bedre læge og måske en anderledes læge, hvis man ærligt har forholdt sig til sin egen dødsangst. Der er rigtig mange, som bare benægter, og det er svært at tro, at man helt kan undgå at have lidt dødsangst.«

Døden er blevet en fiasko

Sammen med Anette Skov var de to undervisere filosof Nikolaj Zeuthen og hospitalspræst Lotte Mørk, der beskæftiger sig med døden hver dag på Rigshospitalet. Hun synes, vi alle sammen skal forholde os til den skyggeside, der altid er til stede i sundhedsvæsenet.

Lotte Mørk er hospitalspræst på Risgshospitalet og beskæftiger sig hver dag med døden. Hun er en af underviserne på dette års Lægedage 2021.

»Jeg laver ikke andet end være sammen med læger og andre hvidkittelfolk hver eneste dag, og når man går ind ad døren til Rigshospitalet, er succeskriteriet, at man skal fikses. Men masser af mennesker kan ikke fikses. De må leve med kronisk eller uhelbredelig sygdom, svækkelse, lidelse, smerter, alderdom, død og sorg. Min pointe er, at døden skal være en del af lægers bevidsthed, fordi det er en barsk realitet for os alle sammen,« siger Lotte Mørk og fortsætter:

»Jeg har været i dødsbranchen, som jeg kalder det, i 15 år og prøvet at få Hr. og Fru Danmark til til forstå, at døden også gælder dem. Det er ikke det svære. Det svære er at få hele sundhedsvæsenet og dets ansatte til at forstå, at døden er en realitet, fordi de er opdraget til at skulle magte situationen og løse problemer. Men døden er ikke et problem, vi kan løse, den er et vilkår, vi må leve med, og det er vi nødt til at tale om.«

I mange år har læger lært at lægge deres egne værdier bort, for at kunne møde patienterne med et åbent sind. Men jeg tror, man skal gøre lige det modsatte. Du skal kigge på, hvad det er for værdier, du har med som menneske

Lotte Mørk, hospitalspræst, Rigshospitalet

Nærmest i samme åndedrag fortæller Lotte Mørk, at hun hver dag møder dygtige læger og sygeplejersker, der godt tør tale om døden og alt det, vi er afmægtige overfor. Men det er ikke noget, der ligger i hverken deres uddannelse eller kulturen.

»Når du ikke kan fikse noget, såsom døden, sorgen eller sygdom, så bliver det til en fiasko med det kriterium, vi har sat op. Og jeg tror faktisk ikke, at døden er det store tabu i denne her sammenhæng, det er fiaskoen over ikke at være i kontrol. Dødsangsten handler om den ultimative magtesløshed, og det er den, der er så svær at være i,« siger Lotte Mørk.

Døden er nødvendig for livet

For Lotte Mørk er de svære samtaler om sorg og uhelbredelig sygdom en naturlig del af hverdagen, som det også er for mange praktiserende læger, der følger deres patienter igennem et langt liv og måske også en langvarig sygdom. Men det er en svær balancegang.

»Det kan også blive for meget med al den snak om døden. Som mennesker tror vi nogle gange, at hvis vi forholder os meget til noget, så kan vi bedre mestre det, og sådan er det ikke med døden. Så vi kan lave alle mulige fine kurser og tiltag, hvor vi forholder os til døden, men det gør ikke døden mindre skræmmende,« siger Lotte Mørk.

Som troende er det mere naturligt for hende at give efter for det kontroltab, der ligger i døden. Men hun vil gerne have os andre lidt mere med på vognen.

»Dødsangsten må gerne være der. Det er en del af dét at være menneske. Det handler om hengivelsen til, at vi ikke har kontrol over alt,« siger Lotte Mørk.

Og hun tror ikke på, at man for alvor kan hjælpe de patienter, man har mellem hænderne, hvis man ikke har turde forholde sig til sin egen dødsangst og relation til døden.

»Hvis du skal hjælpe et andet menneske, der har en alvorlig sygdom, står overfor at skulle dø eller er i en anden svær situation, så kan du ikke gå ind i det rum af afmagt, hvor det menneske befinder sig, hvis du ikke selv har fattet, at det her gælder også for dig. Det er jo bare et spørgsmål om tid i forhold til, hvornår det er dig selv, der sidder i saksen. Og for at være ordentligt til stede for et andet menneske, skal vi selv have turdet at befinde os i den afmagt,« siger Lotte Mørk.

Det tog praktiserende læge Anette Skov med hjem fra kurset på Lægedage

Dødsangsten – og døden – er bevægende og på sin måde smuk

Der er mange måder at tilgå dødsangsten og døden på

Opfattelsen af en værdig død er meget individuel

Hun synes ikke, læger skal være så optagede af at skille det professionelle og det personlige ad i mødet med patienter.

»I mange år har læger lært at lægge deres egne værdier bort, for at kunne møde patienterne med et åbent sind. Men jeg tror, man skal gøre lige det modsatte. Du skal kigge på, hvad det er for værdier, du har med som menneske, hvad enten det er, at du en den type læge, der siger det råt for usødet eller den type, der bliver så berørt, at du gerne vil give patienten et kram efter en hård besked. For vi skal huske på, at der findes lige så mange forskellige patienter og pårørendem som der findes læger.«

Men det vigtigste, hun gerne vil give videre er, at man ikke må gemme det svære til sidste øjeblik. Det gælder også dødsangsten.

»Nogle tør ikke at overgive sig til dødsangsten, fordi de er bange for at drukne i det. Men vi kan sagtens tale om det, der gør allermest ondt, samtidig med at vi lever livet. Det er derfor, jeg tit siger ligesom Luther ‘Døden skal vi tale om, når den er langt væk, ikke når den er tæt på, så skal vi leve livet’.«