Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

‘Den omvendte sundhedslov’ løb igen med opmærksomheden ved åbningsdebatten til Lægedage

Udgivet:
Kommentarer (0)

LÆGEDAGE: Tilgængelighed i almen praksis og intern opgavefordeling i lægehusene blev debatteret ved åbningen af Lægedage 2021. Igen i år kom debatten dog ret hurtigt til at handle om, hvordan der kan gives mest til de patienter med størst behov.


En ny virus og en ny overenskomst for almen praksis samt et debatpanel, hvor eneste genganger var KL’s repræsentant, direktør Christian Harsløf.

Meget er hændt siden den seneste åbningsdebat til Lægedage for to år siden, men når det kommer til selve indholdet, så var der overraskende mange lighedspunkter mandag eftermiddag i Bella Centret.

Ganske vist handlede den første del af åbningsdebatten om tilgængelighed for patienterne og teamet i almen praksis. Særligt i forhold til sidstnævnte er der sket en hel del siden sidst. Alene siden 2018 er antallet af praksispersonale steget med otte pct. i almen praksis, kunne Jørgen Skadborg, formand for PLO, fortælle.

»Teamet er et tema i år, og det skyldes nok, at vi har brug for at stoppe op og drøfte i vores lægehuse, hvordan vi gør det her,« sagde Jørgen Skadborg med henvisning til opgavefordelingen.

Noget symbolsk havde debatten i år også deltagelse af konsultationssygeplejerske Lisa Piontek, der til daglig arbejder i en lægeklinik i Søborg. Hun repræsenterer i år den eneste faggruppe ved Lægedage, som er mødt mere talstærkt op end forrige år.

Leif Vestergaard antændte ilden

Længe skulle der dog ikke gå, før Leif Vestergaard, tidligere direktør for Kræftens Bekæmpelse, tog diskussionen ud af lægehusene og ind i en langt mere kompleks og stillestående problematik om ulighed i sundhed i en tid med meget få læger.

»Det er svært at få en læge i Grenaa, selvom de er mere udfordret end borgerne i Gentofte. Indsatsen er i øjeblikket størst der, hvor behovet er mindst. Det må vi kunne lave om på i Danmark, og det synes jeg, at vi alle skal være indstillet på,« sagde Leif Vestergaard, der i Medicinrådet er patienternes repræsentant og indtog samme rolle under debatten ved Lægedage.

Som et deja-vu fra forrige år

Og dermed var det med ét som at være tilbage ved Lægedage i 2019, hvor temaet var ‘Hvordan giver vi mest til dem med størst behov og skaber mest mulig sundhed?’ En øvelse, der ikke lader sig gøre, uden at andre patienter skal have mindre.

Dengang lå løsningerne da heller ikke lige for, selvom Anders Beich, daværende formand for DSAM, mente, at et godt sted at starte ville være at give sin daværende formandskollega i PLO med klinik i Holte nogle flere patienter.

Men selvom problemstillingen er kompleks, syntes der under årets debat langt hen ad vejen at være enighed om – med Christian Harsløf ord – at ‘vi ikke bare kan fortsætte med at forlænge brædderne’.

»Vores sundhedsvæsen er utrolig koncentreret om konsultationen. Sagen er bare den, at skal vi yde konsultationer til alle de mennesker, som har brug for det i fremtiden, så er det ikke muligt at fortsætte på samme måde som i dag,« sagde Christian Harsløf.

»Vi skal sige til maratonløberen: Om bag i køen kammerat,« fortsatte han om den fiktive person, som i løbet af debatten var blevet selve billedet på den ressourcestærke dansker, som kender alle indgangene til sundhedsvæsenet.

PLO-formand: Reform af ydelsessystem

Noget overraskende meldte Adam Wolf, adm. direktør i Danske Regioner, sig her på banen.

»Jeg tænker, at maratonmanden gerne vil indbetale via sit kontingent til sin private sundhedsforsikring. Spørgsmålet er så, om det aflaster sundhedsvæsenet. Det bliver et af de store velfærdsspørgsmål over de kommende år,« sagde han.

Jørgen Skadborg vedkendte sig også, at det nuværende system skal laves radikalt om, hvis det for alvor skal rykke noget i forhold til problemstillingen.

»Vi skal se på, hvordan vi bedre kan tilgodese en bedre fordeling af lægernes tid i forhold til de demografiske udfordringer osv. Jeg vil næsten kalde det en reform af vores ydelsessystem og af økonomien. Ellers kan vi ikke få lavet om på tingene, og så er incitamentet fortsat at lave konsultationer,« sagde Jørgen Skadborg.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere