Almen praksis
Danske Regioner: Nogle praktiserende læger skal have flere patienter end i dag
Udgivet:
Kommentarer (0)
En uge før første forhandlingsmøde om ny overenskomst, står det klart, at Danske Regioner og PLO er uenige om, hvor man skal finde den ekstra ressource, som skal sikre nogle læger et lavere patientantal end i dag.
Et differentieret patientantal tegner til at blive et af temaerne under de kommende overenskomstforhandlinger mellem PLO og Danske Regioner. Parterne er dog uenige om, hvorvidt nuværende praktiserende læger skal have flere patienter end i dag.
17. april mødes Danske Regioner og PLO for første gang til forhandlinger om en ny overenskomst, der skal tegne retningen for almen praksis i de kommende år.
Men allerede nu står det klart, at et af de nye elementer i den aftale meget vel kan blive et forskelligt krav til, hvor mange patienter de praktiserende læger hver især skal have.
Samtidig står det også klart, at parterne er uenige om, hvor den ekstra ressource, som skal sikre nogle læger et lavere patientantal end i dag, skal findes.
I februar foreslog PLO sammen med KL at finde den ekstra ressource blandt de 1.500 ekstra praktiserende læger, der efter planen ventes at udklække frem mod 2035.
Men spørger man Danske Regioner, skal flere af de nuværende praktiserende læger have flere patienter, end tilfældet er i dag.
»Vi bliver nødt til at prioritere lægedækning i yderområderne og gøre det mere attraktivt at arbejde der, hvor behovet og arbejdsbyrden er størst. For det er kun rimeligt for at sikre lægerne en nogenlunde ens arbejdsbyrde i dagligdagen. En vej at gå er, at vi skruer antallet af patienter ned hos de læger, der praktiserer i områder hvor borgerne i gennemsnit er mest syge, mens læger i områder med patienter, der er yngre og mere raske, bør tage flere patienter end i dag,« siger Heino Knudsen i en pressemeddelelse, som er sendt på gaden dagen inden, at regionernes politiske topmøde løber af stablen i Centralværkstedet i Aarhus.
Honorering skal til gennemsyn
I dag dikterer aftalen mellem PLO og Danske Regioner, at praktiserende læger som minimum skal have ca. 1.600 patienter hver, før de kan lukke for tilgang af nye patienter.
Under den nuværende struktur vil et lavere patientantal dog også medføre en lavere indtjening.
Og derfor vil Danske Regioner under de kommende forhandlinger prioritere midler til at sikre, at læger i yderområder ikke mister indtjening ved at have færre patienter.
Målet er at sikre større lighed i sundhedsvæsenet for de mest syge danskere, lyder det fra Heino Knudsen.
»Det er oplagt, at patienttallet bør indgå i vores forhandlinger, og vi mener, at der er brug for at se på honoreringen for at gøre det lige så attraktivt at være læge for dem med det største behov. Samtidig kan vi godt se for os, at en del af midlerne til almen praksis bl.a. til den demografiske udvikling kun kommer sektoren til gode i takt med, at vi lykkes med at få flere praktiserende læger ud i yderområderne,« siger Heino Knudsen og uddyber:
»Med 5.000 praktiserende læger i løbet af de kommende år er det klart, at hver enkelt læge skal have færre patienter tilknyttet end kravet er i dag. Det flugter fuldstændig med, at vi ønsker, at de praktiserende læger skal være endnu mere centrale i sundhedsvæsenet end i dag. Og dermed at de får en større betydning i den samlede opgaveløsning. Men vi er nødt til at få hul på vores udfordringer med lægedækning. Og derfor giver det god mening, at vi i en periode sætter patienttallet op i nogle områder, for at vi kan skabe bedre balance i hele landet,« siger Heino Knudsen.
Udover patienttal og understøttelse af praktiserende læger i yderområder, forventer Danske Regioner, at øget tilgængelighed og en ny honorarstruktur kommer på bordet ved forhandlingerne om en ny overenskomst med PLO.
Del artiklen: