Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Cheflæge på OUH: »Overtagelsen af lægevagten er gået som planlagt«

Udgivet:
Kommentarer (0)

Det var en lettet cheflæge, der i sidste uge kunne se det første opkald til lægevagten gå igennem, efter at Region Syddanmark har overtaget ansvaret for lægevagten i natte- og morgentimerne. »Lægevagten er en stor ting, som bare skal fungere,« siger Poul Henning Madsen.

Bortset fra få timer i weekenden er Region Syddanmarks overtagelse af lægevagten fra PLO gået som planlagt. Det fortæller cheflæge Poul Henning Madsen, der står i spidsen for regionens nye lægevagt. På sigt håber han, at de nye opgaver kan kaste mere smidige patientforløb af sig. 


Flere måneders forberedelse kulminerede i sidste uge, da Region Syddanmark overtog driften af lægevagten i regionen fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i tidsrummet mellem kl. 23-08.

Med opgaven følger ansvaret for 1,2 mio. borgere, og det var derfor en spændt cheflæge, der kunne se regionens nye lægevagt gå i luften fra nærmeste hold.

»Vi var mange til stede ude i vagtcentralen i torsdags, og jeg må sige, at det var en lettelse at se det første opkald gå igennem. Lægevagten er en stor ting, som bare skal fungere, og derfor har overtagelsen af de nye opgaver fyldt meget i vores organisation,« siger Poul Henning Madsen, der er cheflæge på den Fælles Akutmodtagelse på OUH, hvor driften af regionens nye lægevagt er placeret.

Skal lære flowet at kende

Den første nat modtog Region Syddanmark 210 opkald fra syddanskere, som havde brug for lægehjælp. Heraf blev 25 tilset ved en fysisk konsultation, 15 fik besøg i eget hjem, mens ventetiden for at komme igennem til lægevagten lød på 1 minut og 20 sekunder i gennemsnit.

Ifølge Region Syddanmarks erklærede servicemål skal 90 pct. af opkaldene i lægevagten besvares inden for 10 minutter. En grænse, der kortvarigt blev overskredet i løbet af weekenden.

»I weekenden var der især mange opkald sidst på natten og mellem kl. 06-08 om morgenen. Også flere end vi havde regnet med. Den adfærd og dynamik skal vi blive klogere på i den kommende tid for at kunne sætte den rigtige bemanding i lægevagten. Overordnet vil jeg dog sige, at de første fem dage er forløbet helt som planlagt,« siger Poul Henning Madsen.

Business as usual

For borgerne i Region Syddanmark skal den nye lægevagt helst ikke føles markant anderledes sammenlignet med den tidligere ordning, som blev drevet af PLO.

Det er fortsat ambitionen, at det er almen medicinere, eller læger med lignende kompetencer, som tager telefonen, ligesom antallet af fysiske konsultationer også skal forblive uændret.

»I bagbutikken er der dog meget, som har ændret sig i forhold til organiseringen. Og så har de lægebiler, som kører sygebesøg i lægevagten, mere udstyr med end tidligere,« siger Poul Henning Madsen.

Det gør det blandt andet muligt at tage EKG og blodprøver ude hos borgeren, og Poul Henning Madsen håber, at det kan give nogle endnu bedre patientforløb i Region Syddanmark på sigt.

»En hypotese kunne være, at når man har flere muligheder ude ved patienten, har man også mulighed for at afslutte flere patientforløb, men det har jeg intet belæg for at sige på nuværende tidspunkt. Omvendt er det nok svært at forestille sig, at flere patienter end tidligere får behov for at komme på sygehuset,« siger Poul Henning Madsen.

Fra én til to aktører

Selvom det nu er Region Syddanmark, som driver lægevagten i de sene timer, er det fortsat Praktiserende Lægers Organisation, som har ansvaret for lægevagten i tidsrummet mellem kl. 16-23.

Dermed går lægevagten i Region Syddanmark for første gang fra at have én driftsherre til to. Indtil videre har det samarbejde dog fungeret upåklageligt, fortæller Poul Henning Madsen.

»Hvordan overdragelsen sker, er ikke noget, vores afdeling har haft indflydelse på. Det er politisk aftalt, og som udgangspunkt skal de patienter, som ringer ind inden kl. 23 gøres færdige af PLO – også selvom de skal tilses fysisk,« siger Poul Henning Madsen.

Med overtagelsen af de nye opgaver i lægevagten strækker Region Syddanmark sit ansvarsområde længere ind i primærsektoren end tidligere.

I november måned afslørede Danske Regioner da også, at organisationen går aktivt efter at få myndighedsansvaret for hele primærsektoren i den nye organisering af sundhedsvæsenet, som strukturkommissionen kommer med sine anbefalinger til i løbet af foråret.

Men selvom Poul Henning Madsen nu sidder med et betydeligt ansvar i både den primære og sekundære sektor, er den diskussion ikke én, han har den store mening om.

»Jeg vil sige det sådan, at jeg ikke kan forestille mig en indgang til sundhedsvæsenet, der ikke består af speciallæger i almen medicin. Det afgørende for mig er, at vi laver en organisering, hvor vi fjerner nogle af de klodsede patientforløb og de knaster mellem sektorerne, som vi oplever i dag,« siger Poul Henning Madsen og nævner de ophedede diskussioner om afviste henvisninger som et eksempel på et område, hvor samarbejdet nogle steder halter.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere