Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Budgetforlig giver socialt udsatte en almen praksis

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Det her tilbud er et meget konkret forsøg på at give et bedre tilbud til en sårbar gruppe, og med min almenmedicinske baggrund skal jeg gøre præcis alt det, jeg ville gøre i enhver anden almen praksis,« fortæller speciallæge Mette Enggård Falkensteen.

Over de næste fire år har Region Hovedstaden afsat 11 mio. kr. til at udvide den allerede eksisterende flexklinik på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital med en almenmedicinsk funktion. Tilbuddet er målrettet socialt udsatte borgere, der enten ikke har en praktiserende læge eller har brug for mere fleksible rammer i deres sundhedstilbud.


Socialt udsatte har svært ved at passe ind i almen praksis. Blandt andet da det kan være svært at holde styr på aftaler, når man er hjemløs, fordi det kan være svært at få bestilt en tid, eller måske fordi man ikke har lyst til at se andres blikke mod en i venteværelset.

Socialt udsatte lever 20 år kortere end andre, og det er dét, Flex Almen Praksis skal prøve at udligne

Jens Rasmussen, cheflæge, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Det problem bliver der nu gjort noget ved i Region Hovedstaden, hvor der i budgetaftalen for 2023 er afsat i alt 11 mio. kr. fra 2023-2026 til en almenmedicinsk funktion i den flexklinik på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, der har eksisteret siden februar 2022.

Flexklinikken er skabt ud fra et ønske på hospitalet om at give et bedre sundhedstilbud til de socialt udsatte, og PLO, kommuner, psykiatrien, herberger, væresteder og gadeplansteams har bidraget til at afdække behovet.

Det nye knopskud på flexklinikken har fået navnet ‘Flex Almen Praksis’.

Cheflæge i Akutmodtagelsen Jens Rasmussen glæder sig over, at politikerne har afsat penge til projektet, der længe har været et stort ønske i både akutmodtagelse og hospitalsdirektion.

»Vi kunne se, at der ofte ikke var nogen, der greb de socialt udsatte, når vi slap dem, og det har vi forsøgt at gøre noget ved i flexklinikken. Men denne her gruppe mangler også at få det helhedssyn, andre får hos deres praktiserende læge. De mangler generalisten, der for eksempel sørger for, at der bliver fulgt op på screeninger og håndterer mindre problemstillinger, inden de vokser sig store. Socialt udsatte lever 20 år kortere end andre, og det er dét, Flex Almen Praksis skal prøve at udligne,« siger Jens Rasmussen, der ud over at være speciallæge i akutmedicin også er speciallæge i almen medicin.

Almen praksis på hospitalsgrund

Når den nye Flex Almen Praksis kommer til at befinde sig i hospitalsregi og ikke som en almindelig lægepraksis, er det, fordi det er her, de socialt udsatte finder vej hen.

»De praktiserende læger ser ikke de her patienter og kan ikke hjælpe dem, fordi de simpelthen ikke henvender sig. Men vi ser dem, og vi kan hjælpe dem i Flex Almen Praksis. Vi vil lave et sted på de udsattes præmisser, hvor de føler sig velkomne og set,« siger Jens Rasmussen.

Socialt udsatte skal have de samme muligheder som alle andre, og ved at skabe et tilbud, der passer til deres behov, vil vi prøve at udligne uligheden i sundhed

Jens Rasmussen, cheflæge, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Både Akutmodtagelsen, andre hospitalsafdelinger, gadeplansteams, herberger og væresteder skal være med til at lede borgere, der ikke er indlæggelseskrævende, til sundhedsfaglig hjælp i Flex Almen Praksis. Praksissen vil, i udgangspunktet, være åben på hverdage i dagtid, hvor der vil være åben konsultation uden tidsbestilling i afgrænsede tidsrum. Man håber på sigt at kunne udvide med mere fleksible åbningstider i forhold til behovet hos målgruppen.

»Vi kan trække på hospitalets kompetencer og for eksempel at få sårambulatoriet til at behandle større sår eller få lungeambulatoriet til at lave den lungefunktionsundersøgelse, de trods et helt liv som rygere aldrig har fået lavet. Socialt udsatte skal have de samme muligheder som alle andre, og ved at skabe et tilbud, der passer til deres behov, vil vi prøve at udligne uligheden i sundhed,« siger Jens Rasmussen.

Praktiserende læge på en ny måde

Mette Enggård Falkensteen, der er speciallæge i almen medicin, skal sammen med blandt andet en sygeplejerske drive Flex Almen Praksis. Hun har siden 1. maj brugt tiden på at sætte sig ind i området og opbygge relationer til de mange samarbejdspartnere, der bliver nødvendige for at få projektet til at lykkes, så der skabes et bedre sundhedstilbud til socialt udsatte.

»I årevis har vi talt om ulighed i sundhed, uden at det for alvor er blevet konkret. Det her tilbud er et meget konkret forsøg på at give et bedre tilbud til en sårbar gruppe, og med min almenmedicinske baggrund skal jeg gøre præcis alt det, jeg ville gøre i enhver anden almen praksis. Bare på nogle præmisser, der er tilpasset behovet,« siger Mette Enggård Falkensteen.

Da muligheden for job i Flex Almen Praksis opstod, var Mette Enggård Falkensteen i proces med at sælge den klinik, hun havde haft i otte år på Nørrebro.

»Efterhånden som jeg er blevet mere og mere sikker i min lægerolle, er jeg blevet mere optaget af den kommunikative del af lægejobbet. Jeg vil gerne bruge det til at finde ind til, hvordan vi kan hjælpe de udsatte, vi kommer til at se i Flex Almen Praksis. Og jeg glæder mig til at have både tiden og rammerne til det,« siger Mette Enggård Falkensteen.

Flex Almen Praksis er langtfra et færdigstøbt projekt, men snarere rammer om et tilbud, der først og fremmest handler om målgruppens behov.

»Vi vil gerne være et supplement til de tilbud, der allerede eksisterer, og vi forventer, at vores klinik vil tage form over tid. Vi har ikke den færdige løsning, men vi vil løbende tilpasse tilbuddet og være lydhøre over for input fra dem, det handler om: de sårbare og udsatte patienter,« siger Mette Enggård Falkensteen.

Kontinuitet på en anden måde

Hvis man har interesseret sig for udviklingen i almen praksis de senere år, har man næppe kunnet undgå at forholde sig til ord som ‘relation’ og ‘kontinuitet’. Det fylder også i den nye Flex Almen Praksis.

En stor del af arbejdet ud over det lægefaglige bliver at skabe nogle rammer, hvor socialt udsatte føler sig mødt, og vi kan opbygge tillid til ’systemet’

Mette Enggård Falkensteen, speciallæge, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

»En stor del af arbejdet ud over det lægefaglige bliver at skabe nogle rammer, hvor socialt udsatte føler sig mødt, og vi kan opbygge tillid til ’systemet’. Målet er at skabe kontinuitet i deres forløb, selvom rammerne er anderledes end det, vi normalt forbinder med almen praksis,« siger Mette Enggård Falkensteen.

Hun håber, at det nye tiltag netop vil kunne være med til at skabe kontinuitet for nogle af de patienter, der ikke oplever det i dag, fordi de enten ikke har en praktiserende læge, eller fordi de aldrig finder vej derhen.

»Jeg har en stor ydmyghed over for den kompleksitet, der vil være hos denne patientgruppe, og vi lykkes kun ved at samarbejde bredt. Det gælder både tværfagligt med blandt andet socialsygeplejersker og socialpædagoger, og lige så vigtigt tværsektorielt med blandt andet kommunens rusmiddelbehandlere,« siger Mette Enggård Falkensteen og fortsætter:

»Min kerneopgave ændrer sig til gengæld ikke; jeg skal fortsat lave udredning for livsstilssygdomme, håndtere kroniske sygdomme, lave forebyggende arbejde og alt det andet, som jeg har været vant til fra mit tidligere praksisliv.«

Flex Almen Praksis satser på at åbne i løbet af de næste måneder og allersenest 2. januar 2023. Den får til huse i en bygning i hospitalets østport. Projektet er et udviklingsprojekt med plads til at tilpasse sig patienternes behov og det første af sin slags i Danmark.


Om Flexklinikken

Flexklinikken, der ligger i forbindelse med Akutmodtagelsen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, blev oprettet, fordi erfaringer fra Akutmodtagelsen viste, at socialt udsatte ikke får den opfølgning og hjælp, der er brug for efter hospitalskontakt. Klinikken er bemandet af socialsygeplejersker, en socialoverlæge og en socialrådgiver.

Teamet tager sig af socialt udsatte borgere med problemstillinger som stof- og alkoholmisbrug, hjemløshed og sparsomt netværk. Formålet er at skabe mere sammenhængende forløb ved at agere tovholder med instanser på tværs af sektorer og sikre adgang til behandling under både indlæggelse, under ambulante forløb og efter endt forløb.

Teamet har en støttefunktion og kan blandt andet deltage i stuegang, undersøgelser, samtaler, visitationskonferencer samt planlægning af indlæggelser og udskrivelser. Det skal være med til at sikre, at de ressourcesvage patienter føler sig set, hørt og taget hånd om.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere